Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
“Fair is foul, and foul is fair.“ – Macbeth
Ingen blockbuster eller verdenskrig er komplet uden den store forkromede tale, der skal give tropperne den fornødne kampgejst før det store slag. Tænk Gladiator, Braveheart eller Winston Churchill: Med patos skruet helt op på 11 findes den fornødne patriotisme frem i takt med, at det ene bevingede ord tager det andet.
Da Ruslands præsident Vladimir Putin mandag tonede frem på skærmen i en tv-transmitteret tale, gik der da heller ikke længe, førend man fornemmede den slet skjulte marchordre. Med en vanvittig omgang kontrafaktisk historieskrivning fik Putin sagt, at Ukraine aldrig har været andet end russisk – og dermed lagt de sidste bombastiske byggesten til den ventede invasion. Ja, der var næsten noget helt religiøst over seancen: Som beskrev Putin blot den naturlige opfyldelse af en længe ventet spådom. Og selvom alle har diskuteret og ventet på Putins næste træk, kom præsidentens efterfølgende beslutning om at anerkende udbryderepublikkerne Luhansk og Donetsk og sende “fredsbevarende“ styrker dertil alligevel som en overraskelse. Eller som Politico lidt spidst formulerer det:
“Under det absurde, falske dække af ‘fredsbevarende funktioner’, beordrede præsident Vladimir Putin sine militære styrker ind i de besatte områder af Donetsk og Luhansk mandag aften og begyndte dermed en ny invasion af Ukraine, som vestlige ledere havde advaret om i månedsvis – og som alligevel synes at tage dem på sengen.“
Er Putin gal eller genial? Tjo, i tragediens klare lys er det vel nærliggende at se ham som en slags virkelighedens Macbeth: Den magtsyge konge, der drives til vanviddets rand af en forhekset profeti. Meget ligesom Macbeth ønsker Putin tilsyneladende at gøre alt for at få sin egen skæbnefortælling til at gå op. Det gør dog også hans handlinger og ræsonnementer så godt som uforståelige for udenforstående. Som USA’s præsident Joe Biden eksempelvis har sagt om de russiske beskyldninger om ukrainsk aggression: “[D]et går imod al logik at antage, at ukrainerne vil vælge netop dette øjeblik til at eskalere en årelang konflikt, når der står mere end 150.000 russiske soldater ved landets grænse.“
Nej, Putins veje er uransagelige; diktatorens logik et kapitel for sig. Og dog: Selvom alt, hvad præsidenten nu foretager sig, skriger krigserklæring, er verdenssamfundet endnu nødt til at holde tungen lige i munden. Fordømmelser fra FN og varslinger af nye sanktioner fra USA og EU flyver gennem luften, men invasionens skillelinje synes nok engang at være blevet udvisket: Hvor langt ind i Luhansk og Donetsk skal Rusland gå, førend der reelt er tale om en annektering? Hvornår i forløbet bør omverdenen sige fra? Og hvad vil der ikke ske med verdensøkonomien og den europæiske energiforsyning, hvis den russiske gas holder op med at løbe frit?
Det er som at se en febrilsk omgang gæt og grimasser – en forstilt maskerade, der endda er blevet gjort sværere, end den behøver at være. I bund og grund er spørgsmålet vel simpelt nok: Kan det tolkes som et angreb, når Rusland går ind i Ukraine? Vladimir Putin er ingen Macbeth, han ved præcis, hvad han laver. Alt afhænger nu af, om NATO og øvrige allierede også ved, hvordan de skal tackle ham. Historien er ikke en spåkugle, den er et lærred for nutidens handlinger. Så hvad bliver responsen? /David Dragsted