Et foto, der er svært at glemme igen, når man først har set det, er et snapshot, som blev taget, da Aarhus’ daværende borgmester Thorkild Simonsen var på en tur til Skt. Petersborg i 1991. Aarhus, der dengang stavedes med bolle-å, havde af uransagelige grunde været venskabsby med Leningrad, og Simonsen var med sin stadsdirektør Poul-Erik Jensen (som tog billedet) i Skt. Petersborg i forbindelse med fejringen af navneændringen (altså fra Leningrad til Skt. Petersborg).
På fotografiet står Simonsen sammen med to højtstående russiske officerer og en lokal sekretær. Simonsen ser afslappet og smilende ud, grænsende til skælmsk, mens officererne ligner nogle, der har svært ved at finde det rette ben at stå på. De hurtige og voldsomme politiske forandringer i det tidligere Sovjetunionen har nok været lidt af granatchok for højt rangerende militærfolk.
Og så er der lige sekretæren. I en artikel, som Jyllands-Posten bragte om det pågældende foto i 2014, fortæller Thorkild Simonsen, at han husker sekretæren “som en bette, effektiv fyr“. Men, tilføjer han, “jeg forestillede mig dog ikke, at han senere skulle blive præsident – og komme til at spille den rolle, som han gør i dag“.
Ja, lige præcis! Sekretæren, som Skt. Petersborgs bystyre havde udstyret den danske gæst med, var Ruslands senere præsident Vladimir Putin. På det tidspunkt havde han tilknytning til den russiske efterretningstjeneste, og så var han en af Skt. Petersborgs folkevalgte borgmester Anatolij Sobtjaks nære rådgivere. “Det var Putin, som sørgede for, at vi kom her, der og alle vegne. Han var meget tiltalende, men sagde ikke ret meget og holdt sig lidt i baggrunden. Han handlede bare, når han fik besked på det,“ siger Simonsen i interviewet.
På billedet ligner Putin en rigtig god hjælper. Sådan en lydhør og ligevægtig type, som med flid og dygtighed løser de opgaver, han er blevet stillet, uden at komme med en hel masse spørgsmål. Gid det var blevet ved det. Thorkild Simonsen fortæller, at han godt kunne fornemme, at Putin ikke var nogen “helt almindelig sekretær“, men at han dog ikke forestillede sig, at han havde “så store ambitioner“. Spoler vi 30 år frem i tiden, står vi med en sekretær, som er gået fra snøvsen, som har mistet grebet om virkeligheden.
Det har han formentlig gjort for længe siden, men ifølge politiske iagttagere synes hans vrangbilleder at være blevet forværret i den senere tid – tydeliggjort af hans timelange, tv-transmitterede tale mandag aften. Som Ruslandseksperten Paul Stronski fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace siger til Washington Post, har Putin “isoleret sig selv fra de vestligt inspirerede bureaukratiske økonomer, som han plejede at omgive sig med. Han omgås i højere grad nationalister og folk fra sikkerhedssektoren, og det er blevet værre siden pandemien.“
Det er ikke godt at vide, hvor det ender. Hvordan får man sekretæren tilbage i boksen? Tænk hvis Putins vanvittige rablerier er hans underbevidsthed, der råber om hjælp; en drøm om en tilbagevenden til det simple liv som servil tjenestemand.
Afpillet og reduceret
Et forbillede for Putin kunne her være Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Det er næsten ikke til at forstå, at der næsten er gået ti år, siden Thulesen Dahl overtog formandsposten i partiet. Denne venneløse cand.merc. fra Brædstrup i Østjylland var jo den perfekte adjudant for Pia Kjærsgaard. Modsat Morten Messerschmidt har der aldrig rigtig været nogen slinger i valsen hos Thulesen Dahl, intet svig og ingen løgne, og gennem årene har man da også kunnet få den mistanke, at han egentlig ikke havde så meget imod udlændinge som sin forgænger og efterfølger.
Men Kristian Thulesen Dahl nåede både at smage på magten og bruge den skånselsløst, dengang Dansk Folkeparti stadig havde vind i sejlene, hvilket blandt andet kom til udtryk, da partiet i en ikke så charmerende gengældelsesrus bidrog til ødelæggelsen af den populære radiostation 24syv.
Nu er det Dansk Folkeparti, som er på vej mod den totale udradering, og den største vælgerudhuling er sket på Thulesen Dahls vagt. Og hvad gør han så? Han bider det hele i sig. Bortset fra Lars Løkke Rasmussen er der vel ikke nogen partiledere i dansk politik de seneste ti år, som har stået model til flere ydmygelser end Kristian Thulesen Dahl (okay, måske også Morten Østergaard).
Og mens partiets sekretariat opsiger deres jobs, og fem længe siddende og relativt toneangivende folketingsmedlemmer melder sig ud af partiet, fordi de finder den nye formand Morten Messerschmidt utroværdig og hans stil uspiselig, bliver Thulesen Dahl stående, afpillet, reduceret og uden indflydelse, og siger, at “der er noget rygende galt“. Det må man på en eller anden måde respektere. Eller må man? /Oliver Stilling