Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
I det østlige Ukraine er regionen Donbass, der huser de selverklærede folkerepublikker Donetsk og Luhansk, lige nu det knudepunkt, alle har blikket rettet mod. Med sin tv-transmitterede tale gjorde Ruslands præsident Vladimir Putin det 21. århundredes svar på en kold krig væsentligt varmere, da han mandag erklærede, at han støttede de ukrainske regioners selvstændighed.
Med sin nedladende retorik og afvisning af den ukrainske suverænitet er spørgsmålet nu, om Putin med en invasion af Ukraine vil varme krigen op til kogepunktet – et spørgsmål, der dog måske skal stilles lidt anderledes, når man ellers holder for øje, at en krig allerede har været i gang i Donbass siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Det anslås, at 14.000 mennesker har mistet livet i området siden da.
Donetsk og Luhansk er med deres erklærede selvstændighed og prorussiske separatiststyrer nøglebrikker for Rusland i forhold til en potentiel invasion af Ukraine. Invaderer russerne, kan det meget vel blive med beskyttelsen af befolkningen i Donbass som begrundelse; Putin har bl.a. postuleret, at Ukraine har udsat befolkningen for et “folkemord“.
Ser man på optegnelser over, hvor de russiske tropper rent faktisk er udstationeret, tegner der sig imidlertid et lidt andet billede af “frihedskampen“. Militæret opholder sig langt fra kun omkring Donbass – og den manglende fokusering stemmer godt overens med indholdet af Putins tale mandag, som handlede mere om at underkende Ukraines suverænitet end om at lege bekymret landsfader for separatisterne.
Mens vi med tilbageholdt åndedrag afventer Ruslands næste træk, er det svært ikke også at se videre rundt i regionen og lade blikket falde på områder, der potentielt kan afføde lignende situationer. I Moldova har Rusland 1.500 tropper stationeret i det russiskorienterede udbryderstat Transnistria, mens der i de senere år har fundet en oprustning sted i russiske Kaliningrad, som ligger som en lille lomme mellem Polen og Litauen.
Mest bemærkelsesværdigt finder man i Georgien separatistmindretal i regionerne Abkhasien og Sydossetien. Tilbage i 2008 anerkendte Putin via et præsidentielt dekret selvstændigheden af regionerne, og ligesom det er tilfældet denne gang i Donbass, skete det med anklager om, at Georgien udsatte de prorussiske separatister for et folkemord. Også her oprustede russerne velvilligt.
Når man lader blikket løbe langs Ruslands grænser, finder man kort fortalt flere områder i nabolandene, hvor det nationale tilhørsforhold er ustabilt, og hvor Rusland er til stede militært. Er det derfor ikke nærliggende at spekulere i, om Putins drøm om udvidede landegrænser stopper ved Ukraine? Til den liberale radiostation Echo of Moscow udtaler den politiske kommentator Sergei Parkhomenko i hvert fald, at den de facto krigserklæring mod Ukraine kommer med en generel afvisning af de landegrænser, der blev tegnet op i kølvandet på opløsningen af Sovjetunionen:
“Det her er at gøre territorialt krav på alle områder, der på et eller andet tidspunkt (frivilligt eller ej) har tilhørt Sovjetunionen.“ Grænserne gælder simpelthen ikke længere for Putin, mener Parkhomenko.
Familiesammenkomsten fra helvede
Spørger man Valentyna Shapovalova, der forsker i russiske medier ved KU, skal man dog være varsom med at male med den brede pensel: “På overfladen og rent geopolitisk kan man godt se, der er nogle ligheder [mellem Geogien og Ukraine, red.] i forhold til hybridkrigsmetoder, hvor Rusland benytter våben, der ikke er militaristiske, inden de angriber og skaber nogle narrativer omkring at beskytte folk. Så man kan sagtens sammenligne situationerne, men man skal også være varsom med at stille det op 1:1, for der er virkelig stor forskel.“
Forskellen skal bl.a. findes i den nærmest familiært anstrengte relation, der tilføjer situationen i Ukraine et ekstra lag af kompleksitet: “Rusland har anset Ukraine som en lillebror, og der er mange kulturelle og sproglige overlap. Ukraine har været meget tæt på Rusland, så der er et helt andet forhold, og det er en helt anden begrundelse. Putin fx har brugt for at tage Krim, der tilhørte Rusland indtil 1950’erne. Der er nogle ganske andre narrativer end i forholdet til fx Georgien. Hvis man hører den tale, Putin holdt, var der så meget had mod Ukraine, at man begynder at spekulere på, hvorvidt han vil stoppe i Donbass [eller gennemføre en invasion, red.]. For selvfølgelig handler det ikke om folkemord fra Ukraines side, som i øvrigt er total desinformation. Det handler om kontrol og om at spille med musklerne.”
Derfor giver det ifølge Shapovalova ikke meget mening at gisne om, hvorvidt Putin kunne finde på at bruge situationen i Ukraine som et blueprint for aktion i fx Moldova eller Georgien. Vindingerne ved et invasionsforsøg virker umiddelbart små i forhold til den skruetvinge, han tidligere har kunnet holde Ukraine i.
Ved på afstand at understøtte separatistbevægelserne i Donbass har Putin siden 2014 formået at destabilisere Ukraines grænser tilstrækkeligt til at umuliggøre landets optagelse i NATO. Sammenholdt med de sanktioner, Rusland nu står til at blive ramt af, kunne det derfor ligne en strategisk blindgyde for Putin at invadere Ukraine. Men når han alligevel ligner en mand, der har tænkt sig at gennemføre invasionen, skal det snarere forstås i lyset af hans personlige lederstil, end som et led i en større strategi, mener Shapovalova:
“Det er selvfølgelig spekulation, for ingen ved, hvad Putin vil. Men det er ikke usandsynligt, at han egentlig ikke ønsker en eskalering, men er kommet til at trække skjorten af for at spille med musklerne. Noget man skal forstå er, at Putin spiller enormt meget på maskulinitet og på at være en stor leder, der har gjort Rusland stor og stærk. Man taler om en ‘remasculinization’ af Ruslands nationalidentitet efter Putin, og det image er han afhængig af at opretholde. Lige meget om han så er ved at træffe et valg, der ikke er lige så strategisk stærkt, som hvis han bare havde holdt Ukraine ustabil nok til ikke at kunne blive NATO-medlem.“
Med den skudsalve af sanktioner, der nu vil ramme Rusland, og den underspillede magt, han med en potentiel invasion giver afkald på, ligner eskaleringen i Ukraine altså ikke umiddelbart et eksempel til efterlevelse i Georgien, Moldova eller andre lande, hvor russiske separatistmindretal sidder klar på det yderste af stolene. Som til en i forvejen akavet familiefest ligner Putin den patriark, der pludseligt og voldsomt reagerer overfor sin nemesis af en lillebror for at sætte sig i respekt rundt om bordet. Spørgsmålet er dog, om han også synes manøvren er værd at gentage. /Asta Kongsted