Claus Bech/Ritzau Scanpix
I begyndelsen af februar flyttede Ligestillingsministeriets fra Beskæftigelsesministeriet lokaler i Holmens Kanal til Transportministeriet i Færøsk Pakhus. Og selvom ligestilling måske rimede bedre på beskæftigelse, så er der pludselig kommet fart på med Trine Bramsen (S) bag rettet.
I mandags ændrede den danske regering holdning til fordel for et EU-direktiv fra 2012, der vil skabe kønsbalance i bestyrelser. “Argumentet imod har været, at vi mente, at vi selv kunne skubbe udviklingen frem. Så det var ikke nødvendigt med EU-lovgivning. Status er bare, at der stort set ikke er sket noget,“ sagde (betalingsmur) den nye transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S) til Jyllands-Posten.
Hendes udsagn bakkes op af World Economic Forums årlige ligestillingsindeks, der viser, at Danmark de seneste år har mistet forbindelsen til de andre nordiske ligestillingspionerer og nu ligger på en samlet 29. plads blandt verdens lande. På trods af en topplacering på uddannelsesområdet, halter Danmark langt bagefter, når det handler om økonomisk deltagelse.
EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen appellerede i begyndelsen af året til et fornyet fokus på kønsbalance i virksomhedsbestyrelser i forbindelse med det franske formandskab i EU-Rådet og regeringsskiftet i Berlin. Den danske regerings holdningsændring kommer i kølvandet på, at den hollandske og tyske regering i sidste uge meddelte, at de nu er klar til at stemme for direktivet.
Lars i lange baner
“Jeg kendte en mand, han hed Hans, og han var anderledes end alle andre. Endnu en kendte jeg, han var også anderledes end alle andre. Og så; en der var helt anderledes end alle andre, og han hed Hans,“ skrev den østrigske doktor i filosofi og forfatter Ingeborg Bachman i sin novellesamling Das 30. Jahr fra 1961. Hvis du kan udskifte navnet med Lars, Peter eller Arne, så befinder du dig måske på de danske, nederlandske eller norske ledelsesgange.
Der er nemlig, ifølge Berlingskes liste over topcheferne i de 1.000 største danske virksomheder i 2021, kun 71 kvindelige administrerende direktører, mens der til sammenligning er 80 direktører, der hedder enten Lars eller Peter. Lignende statistikker findes i Nederlandene, hvor der er flere direktører ved navn Peter, og i Norge, hvor de hedder Arne.
Det skyldes ifølge en undersøgelse fra fagforeningen Djøf ellers ikke en mangel på ambitioner fra kvindernes side. 38 pct. af undersøgelsens adspurgte kvindelige medarbejdere, der ikke allerede er ledere, har ambitioner om at blive det, mens det samme gælder for 36 pct. af de mandlige medarbejdere. Der er dog ikke enighed om, hvorvidt der mangler kvinder i ledelse. 45 pct. af kvinderne i undersøgelsen svarer, at de i høj grad mener, at der er behov for flere kvinder i lederstillinger, mens mere end hver fjerde mand i mindre eller slet ingen grad ser et behov for det.
Det var netop sådanne statistikker EU-Kommissionen gerne ville undgå, da de fremlagde direktivet om kønsbalance blandt bestyrelsesmedlemmer tilbage i 2012. Direktivet skulle sikre mindst 40 pct. af begge køn i bestyrelser i virksomheder med over 250 medarbejdere. Det blev stemt igennem af EU-Parlamentet i 2013, men har siddet fast i EU-Rådet, fordi et antal europæiske lande var imod.
Efter 10 års dødvande er der dog nu kommet flertal blandt medlemslandene for at støtte direktivet. Og udover altså at støtte direktivet, der vil omfatte 40-45 danske virksomheder, har regeringen også præsenteret et lovforslag, der blev førstebehandlet i Folketingssalen tirsdag. Lovforslaget omfatter endnu flere virksomheder – cirka 2.400 private virksomheder og 1.100 offentlige myndigheder – og vil betyde, at virksomheder, institutioner og forvaltninger med flere end 50 medarbejdere skal opstille måltal for kønssammensætningen i bestyrelser og på det øverste ledelsesniveau.
Ligestilling på LinkedIn
Det er dog ikke kun i EU og Folketinget, at kampen om kønsbalance nu udspiller sig – det gør den også på LinkedIn. I slutningen af januar begyndte en hollandsk kampagne, hvor kvinder ændrer deres navn på LinkedIn til Peter, og i Norge fulgte adskillige kvinder hurtigt efter ved at ændre deres navn til Arne. En kampagne, der skulle belyse uligestillingen i begge lande. Og en kampagne, som den norske partileder for det konservative oppositionsparti Høyre, Arne Solberg – bedre kendt som Erna Solberg – sidenhen er hoppet med på.
I Danmark er Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen ikke klar til at ændre hverken navn eller politik. Han udtalte tirsdag på LinkedIn, at han virkelig ikke støtter, “at politikere skal bestemme, hvordan virksomheder sammensætter deres bestyrelser“. En holdning, som han ikke er alene om. Netværket ‘Bestyrelseskvinder’, der består af “kvinder fra det øverste ledelseslag i en lang række af de største danske og internationale virksomheder,“ udtalte samme dag (også på LinkedIn), at de ikke har en fælles politisk holdning til kvoter, da de både har medlemmer, der er for og imod.
Netværkets forperson, Mille Lindskrog Knudsen, fortæller Føljeton, hvorfor idéen om kvoter polariserer: “Kvinder, som er i gang med deres karriere, har kæmpet for at blive valgt på deres kompetencer og kvalifikationer. At blive pålagt en position, fordi man er kvinde, lyder forkert i manges ører. Kvoter kan medføre, at hver gang man sidder i en ledende stilling, så vil nogen kigge på én og tænke; var det fordi hun var kvalificeret eller kvinde?“
Modstanden mod kvoter taler ind i en af de myter, der ifølge professor på CBS Sara Louise Muhr kan forklare den nedadgående udvikling i ligestilling i Danmark; nemlig myten om meritokratiet. Ifølge hendes forskning bliver kandidater i en professionel rekrutteringsproces hverken vurderet eller valgt ud fra objektive, universelle og målbare kompetencer. Derimod spiller implicit bias og netværk en afgørende rolle for, hvem der ender med en lederstilling. Kvoter kan ifølge Muhr være en modvægt mod denne bias.
EU fører an
Den nuværende kvotekonflikt er anden gang på kort tid, at ligestillingspolitik importeret fra EU skaber voldsom debat i Danmark. I 2019 vedtog EU et direktiv, der ligestillede mødre, fædre og medforældre i retten til at holde barsel med deres børn. Danmark var ét af de blot fire medlemslande, som stemte nej, da et flertal vedtog direktivet. Og da forslaget til den nye orlovsmodel blev fremlagt af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation i 2021, mødte den kraftig modstand på trods af, at flere eksperter udtalte, at modellen ville fremme både ligestilling og samfundets økonomiske udvikling.
Gang på gang er det EU, der trækker Danmark i retning af ligestilling – ikke omvendt. I 2021 kritiserede medlem af Europa-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen (SF) da også regeringen og daværende beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) for at overlade det til EU at løse ligestillingsproblemer. Peter-Hansens kritik gik konkret på løngabet mellem mænd og kvinder, der fortsat ligger på 14 pct. i Danmark. Hummelgaard afviste at se på SF’s forslag om regler for kønsopdelte lønstatistikker og ville hellere vente på EU-Kommissionens direktivforslag om lønåbenhed.
EU-lovgivning er ifølge Trine Bramsen (S) også relevant og nødvendig nu, fordi der ikke er sket nogen udvikling de sidste 10 år. Men andre europæiske lande har for længst valgt at overhale EU indenom, ved at implementere national lovgivning for at skubbe udviklingen frem. Allerede i 2011 indførte det franske parlament kønskvoter for virksomhedsbestyrelser. Som resultat heraf, er andelen af kvinder i de store franske virksomheders bestyrelser steget fra 15 pct. i 2010 til 45 pct. i 2021. Der er altså ikke noget, der står i vejen for, at Transport- og Ligestillingsministeriet også kommer ud i overhalingsbanen. /Emilie Ewald