Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix
Det føles på en og samme tid historisk storladent og komplet surrealistisk at skulle til at tale om, at der nu er krig i Europa. Mens vi sidder på vores varme NATO-medlemskab, er Ukraine nu overladt til sig selv i krigen mod Rusland, der kl. 4 i morges endegyldigt gik fra latent trussel til uopsættelig realitet.
Mens FN’s sikkerhedsråd var samlet til møde, kom meldingen således fra Rusland om, at en ‘særlig militæroperation’ ville blive igangsat i Ukraine. Lige netop den krig, rådet var samlet for at forhindre, begyndte i samme øjeblik at udspille sig. Fra USA og fra EU’s ledere kom fordømmelsen prompte med trusler om vidtgående sanktioner. Som lektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen i morges fortalte til P1 Morgen, er der dog ikke grund til at tro, at de vil virke.
Mens det globale nord har lært sig at tale diplomatiets sprog og har sat alt ind på at skabe en virkelighed (omend kun i egne dele af verden), hvor vold ikke er en gangbar valuta, gør det sig ikke gældende i Rusland. Her har man i årevis forberedt et lukket kredsløb, som gør dem umiddelbart modstandsdygtige over for sanktioner. I en tid hvor USA og EU forsøger at blive fredsnationer, har Rusland rustet sig til at blive en krigsnation. Lige nu findes der ikke et fælles sprog.
Ak, vi elskede alle den tid, vi levede i, og som bar os på sine vinger, vi elskede Europa! Men denne alt for tillidsfulde tro på fornuften, på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt […] vi var sikre på, at Europas åndelige og moralske kraft ville triumfere i det sidste kritiske sekund. Vores fælles idealisme og optimistiske tro på fremskridtet fik os til at tage fejl af den fælles fare og foragte den.
Indrømmet, hykleriet i at tale om virkelighedsfornægtelse, når vi selv sidder og bladrer i Stefan Zweigs Verden af i går midt i en krigstid, er til at tage og føle på. Alligevel er der noget i Zweigs skildring af den endeløse tro på fremskridt og den hedonistiske jagt på frihed, der vækker genklang nu. Den herskede inden 1900-tallets verdenskrige brød ud. Inden “Klokken 4, Kyjiv bombes“ blev en sætning, de fleste ukrainere og russere lærte om i skolen som den, der initierede Tysklands angreb på Ukraine i 1941.
Det er umuligt at spå om, hvorvidt historien kommer til at gentage sig selv. Men det er ikke for tidligt at åbne øjnene for, at det værn af FN-medlemskaber og “vestlige værdier“, vi har bygget op omkring os selv, altså ikke har kunnet forhindre Rusland i at tale sit eget tydelige sprog. “Der er ikke nogen skærsild for krigsforbrydere. De kommer direkte i Helvede,“ sagde Ukraines FN-ambassadør i nat til Ruslands ditto, Vasily Nebenzya. Som svar nøjedes Nebenzya med at konstatere, at der ikke var flere talere i rækken. Og så slukkede han for alle rådsmedlemmernes mikrofoner. Samtalen, hvis man ellers kan kalde den det, var slut.
Mens vi sidder i vores foreløbigt trygge tårn, bliver vi nødt til at opretholde troen på de værdier og det diplomati, vi har valgt som vores våben. Men de er ikke meget mere end tomme ord, hvis ikke de også kommer med en dybtfølt forståelse for og et kendskab til de mennekser, den lige nu skal rette sig imod. Eller som Zweig også skriver:
Kun gennem åndeligt venskab med de levende kan man få et indblik i de virkelige sammenhænge mellem folk og land; iagttagelser udefra vil altid give et uægte og forhastet billede.
Vores åndelige venskab og endeløse solidaritet er med Ukraine. Men solidariteten skal følges op af en bistand, ukrainerne rent faktisk kan bruge til noget; bevingede ord er ikke nok. Solidariteten skal selvfølgelig komme med fordømmelse af den krig, Rusland nu har indledt. Men den skal også komme med økonomisk hjælp, reel lydhørhed og åbne grænser. /Asta Kongsted