Michele Tantussi/Reuters/Ritzau Scanpix
Tabuerne falder nu på stribe. Ruslands invasion af Ukraine synes om noget at have forenet Europa og øget villigheden til fælles oprustning. Weekenden har i hvert fald budt på en perlerække af politiske holdningsskift, som havde været noget nær utænkelige for blot få uger siden. Søndag kunne EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fortælle, at EU for første gang nogensinde “vil finansiere køb og levering af våben og andet udstyr til et land, der er under angreb“. Ikke nok med, at EU nu har indført endnu flere økonomiske sanktioner, forbudt russiske fly at flyve i unionens luftrum, bandlyst Russia Today og udelukket bestemte banker fra betalingsnetværket Swift, så vil man også bruge penge på krudt og kugler. I alt skal 500 mio. euro fra den såkaldte ‘European Peace Facility’ gå til at støtte Ukraine med militært isenkram, lyder meldingen fra von der Leyen.
EU-nybruddet kommer på bagkant af Tysklands mindst lige så opsigtsvækkende beslutning om at forsyne det ukrainske forsvar med 1.000 antitankvåben og 500 Stinger-missiler – og at tillade eksport af tyskproducerede våben til Ukraine fra tredjepartslande som Estland og Holland. Med et trylleslag har kansler Olaf Scholz omstødt den mangeårige tyske pacifisme. Det er slut med at grine af tyske militærhjelms-donationer og et underfinansieret Bundeswehr. Europas største økonomi har fået en ny, iøjnefaldende sikkerhedspolitik – og Scholz har ikke tænkt sig at lægge fingre imellem.
“Vi har brug for fly, der kan flyve, skibe, der kan sejle, og soldater, der er optimalt udstyret til deres mission,“ lød det fra kansleren, da han søndag annoncerede, at regeringen vil oprette en særlig fond på 100 mia. euro, der nu skal styrke det tyske forsvar. Og som om det ikke var nok, vil Tyskland for fremtiden leve op til Nato’s målsætning om at bruge to pct. af landets BNP på forsvaret. Bedre sent end aldrig, vil mange forsvarshøge mene. Eller som The New York Times lakonisk bemærker: “Det krævede en invasion af et nærliggende selvstændigt land, trusler om atomangreb, billeder af civile, der kæmper mod russiske tanks, og en byge af udskamning fra allierede, førend Tyskland forkastede sin årtier lange tro på en militært modvillig udenrigspolitik, der blev født af forbrydelserne fra Det Tredje Rige.“
Betydningen af de tyske tiltag kan næppe undervurderes. Ikke nok med, at en regeringskoalition bestående af både pacifistpartiet De Grønne og sparsommelige FDP nu vil bruge et hidtil uhørt beløb på oprustning, er dagene med udglattende og über-forsigtigt tysk diplomati tilsyneladende talte. Som sanktioneringen af gasrørledningen Nord Stream 2 også viser, er Scholz blevet mindre loren ved at spille hårdt mod hårdt. Og efter reaktionerne på Scholz’ tale i det tyske parlament at dømme, er mange tyskere endog begejstrede for stemningsskiftet. Utroligt som det lyder, er der på en weekend blevet vendt op og ned på magtlogikkerne. Pludselig har Europa fået en ny, bidsk vagthund – og konsekvenserne vil kunne mærkes mange år fremover. /David Dragsted