Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Om ikke andet kan vi da nu få aflivet myten om, at sport og politik ikke hænger uløseligt sammen. Natten til torsdag kunne The New York Times afsløre, at kinesiske embedsmænd angiveligt bad deres russiske kollegaer om ikke at invadere Ukraine, førend vinter-OL i Beijing var blevet afviklet. Efterretningsrapporter indikerer, at Kina altså havde en vis grad af kendskab til de russiske krigsplaner. Og timingen virker da også prekær: Dagen efter legenes afslutningsceremoni, lancerede Vladimir Putin invasionen af Luhansk og Donetsk. Få dage efter påbegyndte Rusland den fulde invasion af Ukraine, da missiler ramte Kyjiv og Kharkiv i ly af natten.
Den dybere motivforskning vil vi lade klogere hoveder om på Twitter. Men det kan da bemærkes, at Putin selv kender et og andet til vigtigheden af vellykkede sportsbegivenheder. Vinter-OL i Sochi i 2014 og fodbold-VM i 2018 gav Rusland en vigtig – hvis ikke ligefrem ubetalelig – tid i solen. Og som The New York Times fortæller, kom Putin tilbage i 2008 for skade at irritere kineserne, da Rusland invaderede Georgien midt under OL i Beijing. Den går ikke på den geopolitiske bane: Sporten skal helst ikke overskygges ellers virker dens tvivlsomme soft power ikke.
Ja, soft power, som den amerikanske politolog Joseph Nye så passende kaldte det: “[N]år et land får andre lande til at ville, hvad det vil have […] i kontrast til den hårde eller kommanderende magt at beordre andre til at gøre, hvad det vil have.“ Selvom sammenhængene mellem sport og blød magt efterhånden er så fortærskede, som de kan blive, skal det symbolske våben ikke underdrives. Findes der noget bedre, end når hele verden stimler sammen i dit autoritære regime for at få sig en god omgang underholdning? Er det ikke bare skønt, når højdespring, skøjteløb og målgivende afleveringer vasker alle dine synder væk; når sportsspektaklet fortrænger den brutale virkelighed for en stund?
Hverken anneksionen af Krim eller Ruslands omfattende, statssponsorerede dopingprogram kunne holde Putins sportslige ambitioner fra døren. Men nu har piben fået en anden lyd: Den Internationale Olympiske Komité (IOC) anbefaler, at russiske atleter bandlyses fra alle internationale begivenheder. Fodboldforbundene Fifa og Uefa har givet alle russiske hold rødt kort. I den seneste kovending har også den paralympiske komité meddelt, at russiske atleter ikke er velkomne til de paralympiske vinterlege. Samtidig meddeler den olierige oligark Roman Abramovitj, at han agter at sælge den engelske fodboldklub Chelsea FC. Og som om det ikke var nok, har Putin fået frataget sit sorte bælte i taekwondo.
Det krævede altså intet mindre end en fuld invasion af Ukraine, førend verdens største internationale sportsorganisationer vågnede fra deres dogmatiske og påtaget apolitiske slummer. Bedre sent end aldrig – omend hykleriet driver ned af væggene. Hvordan kan Fifa blive ved med at forsvare en slutrunde i menneskerettighedskrænkende Qatar? Hvordan forklarer IOC, at man så beredvilligt har tildelt værtskaber til både Putin og Xi Jinping, når man samtidig vidste, at det ville styrke de autoritære regimers image og glorificerende selvfortælling?
Ballet er nu åbnet for (endnu) et heftigt opgør med sportens politiske skyggesider. Ja, og med den æstetisering de store begivenheder så beredvilligt tilbyder. Det hele handler om iscenesættelse, om den forenklede fortælling, en sejr på banen giver til despoten. Set i krigens større, tragiske perspektiv er fratagelsen af Putins sorte bælte unægteligt en fjollet detalje. Det er indskrænkningen af Putins performative handlingsrum imidlertid ikke. Alt for længe har sporten ageret nyttig idiot for nogle af verdens værste autokrater. De ukritiske klappepølser må og skal punkteres – det er bare om at fortsætte det sportslige boykot. /David Dragsted