Julien Warnand/Ritzau Scanpix
Ukraine-krigen har vendt op og ned på dansk politik, og pludselig er positionerne rykket så meget rundt, at tunge beslutninger, der for få uger siden ville have været helt utænkelige, nu er blevet uomgængelige.
De fem EU-partier – Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Radikale Venstre og SF – er på rekordtid ved at nå til enighed om at udskrive en snarlig folkeafstemning om det danske forbehold over for EU’s stadig mere håndgribelige forsvarssamarbejde.
De fem partier, som repræsenterer et flertal i Folketinget, har i løbet af de seneste få døgn forhandlet i al hemmelighed i Statsministeriet om et større nationalt kompromis, som på den ene side skal føre til et historisk løft i bevillingerne til forsvaret og på den anden side spørge vælgerne om at ophæve forsvarsforbeholdet.
Efter en demonstrativt skeptisk periode, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) bl.a. vakte opsigt ved at kalde EU-budgettet for “fuldstændig gak“, har Ukraine-krigen fuldstændig ændret S-regeringens prioriteter. Efter pres fra Venstre, De Konservative og Radikale Venstre er Socialdemokratiet og SF angiveligt gået med til, at Danmark skal forpligtes på det intensiverede forsvarssamarbejde, som tegner sig i Europa.
Mindst tre storpolitiske dynamikker har ført til kursskiftet på Christiansborg. Danmark er blot én af de sidste dominobrikker, der falder. Den udløsende faktor er selvfølgelig præsident Putins angrebskrig mod et europæisk land. Blandt de etablerede partier opfattes det i dag som udelukket, at Danmark skal risikere at komme til at stå på sidelinjen, mens EU-landene koordinerer en stadig tættere støtte til de østeuropæiske lande og samtidig er gået i gang med at udbygge samarbejdet til at blive en reel magtfaktor på den internationale scene.
Ukraine-krigen har vist, at EU ikke længere blot er en telefon, som aldrig bliver taget. Tværtimod har viljen til både at beslutte og gennemføre drastiske sanktioner demonstreret, at EU-samarbejdet begynder at få diplomatiske muskler, der kan modsvare landenes økonomiske tyngde. Her ser de fem partier gerne, at Danmark er aktivt og fuldtonet med, og derfor vil de afskaffe forsvarsforbeholdet.
Den anden faktor har været længe tid undervejs. Siden USA’s præsident Obamas tale i 2015 om et skelsættende “pivot to Asia“, altså en rebalancering af den amerikanske udenrigspolitik væk fra Europa i retning mod Asien, og både præsident Trump og den nuværende præsident Biden har videreført linjen ved at nedprioritere det militære engagement i og omkring det europæiske kontinent, er der opstået et sikkerhedspolitisk tomrum.
USA har pålagt de europæiske lande at påtage sig et større ansvar, ikke mindst økonomisk, for eget territorialforsvar. Hverken de amerikanske politikere eller vælgere er længere – her mere end 32 år efter Berlinmurens fald – villige til fortsat at finansiere det multi-milliarddyre militære beredskab og afskrækkelse af Rusland. Budskabet fra Washington har i årevis været, at europæerne nu selv må til at gribe både til pengepungen og til våben. Og dét reagerer de fem partier nu på.
Endelig, og som den tredje faktor, har ugens opsigtsvækkende vendepunkt i Berlin udløst en total reorientering af dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Efter den nye tyske kansler Olaf Scholz forleden annoncerede et “Zeitenwende“, og i første omgang forpligtede sig til at bruge ekstra 100 mia. euro på kort sigt, altså godt 750 mia. kr., og yderligere at ville hæve det tyske forsvarsbudget til mindst to pct. af bruttonationalproduktet hurtigst muligt, er alt ændret i Europa.
Skønt Tysklands massive oprustning fortsat vil være operationelt og organisatorisk integreret i Nato, lægger Olaf Scholz samtidig op til, at Tyskland vil styrke det forsvarspolitiske samarbejde mellem EU-landene. For at imødegå enhver frygt for, at Europa igen skulle kunne ende med at blive tysk, vil kansler Scholz sikre, at det i stedet er Tyskland, som skal være mere europæisk – og altså konkret sætte voldsom økonomisk magt bag en hurtig opgradering af forsvarssamarbejdet inden for EU.
Forhandlingerne mellem de fem partier begyndte onsdag aften, og det forventes på Christiansborg, at en ny forsvarsaftale vil blive præsenteret i løbet af få døgn, måske allerede her i løbet af fredag. I en yderst skrøbelig situation, hvor Putin-regimet bombarderer et nærtliggende europæisk land, hvor USA har påbegyndt en strategisk tilbagetrækning fra Europa, og hvor Tyskland ændrer sikkerhedspolitisk doktrin, mener flertallet i Folketinget ikke, at Danmark kan stå uden for beslutningsgangene i Bruxelles.
På samme måde som de to nordiske EU-lande Sverige og Finland nu seriøst overvejer at søge om hurtig optagelse i Nato, er Danmark altså også straks blevet skubbet tættere på kernen i Europa. Stemningen i de nordiske lande ser nemlig også ud til at have ændret sig i lyset fra den russiske trussel. For ligesom vælgerne i både Sverige og Finland tegner til at ville bakke op om Nato-medlemsskab, forventer de danske politikere også, at et stort flertal vil stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.
Hidtil har danskerne ellers være mere end modstræbende. Ved såvel afstemningen om euroen i 2000 og senere om retsforbeholdet i 2015 valgte vælgerflertallet at stemme nej, og den konventionelle visdom i regeringskontorerne på Slotsholmen har derfor været, at en ny EU-folkeafstemning ville være for risikabel, ganske enkelt fordi endnu et nej ville cementere forbeholdene langt ud i fremtiden.
Indtil for en uge siden var den officielle holdning i regeringstoppen, at en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet ville være alt for hasarderet – og heller ikke engang påtrængende, da forbeholdet over for et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde ikke i praksis forhindrede Danmark i at kunne føre hverken udenrigs- og forsvarspolitik – som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fastslog så sent som for fem uger siden, da S-regeringen præsenterede sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.
Men verden har ændret sig på under fem uger, ja, i løbet af de sidste fem dage, og den konventionelle visdom gælder derfor ikke længere. På yderfløjene står de eneste EU-kritiske partier, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, til at blive marginaliserede, og inde på midten stimler de andre partier tæt sammen om en militær mobilisering, der ikke er set mage i moderne tid i Danmark.
Ligesom coronakrisen ændrede statsminister Mette Frederiksens politiske drejebog, har Ukraine-krigen også fuldstændigt kortsluttet hendes velfærdsplaner frem mod næste folketingsvalg. Coronakrisen har således vist sig kun at være generalprøven: Nu kommer den rigtige undtagelsestilstand. Krigslogikken har taget over, og fremover kommer alt til at dreje om sikkerhedspolitik. Foråret står i forsvarets tegn, i den nye folkestemnings tegn. /Lars Trier Mogensen