Superkilen. Foto: Oliver Förstner/Alam
Milliardærer indtager rummet, kunstmarkedet er blevet et sted, hvor de kendte køber dyre digitale illustrationer af aber, og midt i en pandemi holdt medicinalvirksomhederne vaccinepatenterne ind til kroppen, som var det familiens arvesølv. I en ny serie undersøger Føljeton verden i hænderne på den rigeste procent og stiller spørgsmålet: Hvordan ville tingene se ud, hvis de ikke svingede taktstokken? Dette er andet afsnit.
København har flere gange fået prisen som verdens grønneste hovedstad. Da den danske storby for nogle år siden blev kåret som den mest klimaambitiøse i Europa – bl.a. for planerne om at sænke udledningerne og blive CO2-neutrale inden 2025 – var det særligt indsatsen for at skabe “grøn vækst“, der imponerede juryen. København har tilsyneladende mestret en balance mellem klima og marked, som man kan spejle sig i, uanset om man er blå, lilla eller rød – eller statsminister Mette Frederiksen (S), der i en vidt debatteret kronik i Politiken for nyligt skrev, at hun havde skiftet mening: Før var hun rød før grøn, nu er det omvendt.
Ifølge Rebecca Leigh Rutt, adjunkt ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, giver den dikotomi dog slet ikke mening. Rutt forsker i politisk økologi og begrebet ‘modvækst’, hvor hun undersøger, hvad det gør ved byen, når vi planlægger den grøn. Det handler ikke om, at den ikke må blive mere klimavenlig – det er tværtimod ambitionen. Men hun ser flere eksempler på, at de grønne løsninger bliver præsenteret som de bedste og nemmeste løsninger, mens vi glemmer at tage hånd om det accelererende boligmarked, hvor byens svageste presses ud:
“Statsministerens skifte synes at være et forsøg på at repræsentere den offentlige mening snarere end at vise et stærkt lederskab. For vi har naturligvis brug for begge dagsordener, hvis begreberne rød og grøn kan forstås som noget, der minder om socioøkologisk retfærdighed eller bæredygtighed. Begge begreber er naturligvis ideologisk gennemsyrede, og det er klart, at det er til debat, hvad det overhovedet betyder at være grøn.“
Samtidig har vi længe talt om, at København er ved at skabe en ghetto for eliten. Boligpriserne stiger med rekordfart; priserne på ejerlejligheder er eksempelvis blevet mere end fordoblet på få år. De færreste har efterhånden råd til at købe bare et halvt værelse i byen, hvis ikke man er født med penge på arvekontoen. Og med gentrificeringen må byens fattigste flytte ud af byen. Det er ikke nyt, vi har kendt til fænomenet siden byplanlægningens begyndelse. Men med de seneste års stigende klimafokus har “gentrificering“ fået en ny betydning. Rutt kalder det derfor ikke bare gentrificering, men sætter ordet grøn eller økologisk foran.
“Med tendenserne til at gøre byen grønnere inden for rammerne af bæredygtighed og/eller “udvikling“, er det et stort spørgsmål, om det skal ske inden for rammerne af en dereguleret og liberaliseret boligsektor. Når der ikke er nogen boligbeskyttelse, rammer det de fattigste beboere. Den proces anerkendes sjældent af byplanlæggere og politikere – selv dem, der kalder sig selv grønne.“
“Gentrificering har længe haft positive associationer. Nogle gange opfattes det som byfornyelse, der kan give stabilitet, liv og sundhed til steder, hvor beboerne kæmper med reelle problemer. Men i nogle undersøgelser og inden for boligrettighedsaktivisme forbindes det i stigende grad med at smide lavindkomst- og andre grupper ud af byen. Det er et resultat af de seneste årtiers neoliberale ideologi, som har formet boligsektoren og afviklet boligbeskyttelsen.“
Diversitet på markedsvilkår
I sin forskning i grøn byfornyelse trækker Rebecca Leigh Rutt på et begreb fra sine kollegaer Henrik Gutzon Larsen og Anders Lund Hansen fra Lunds Universitet i Sverige, der siger, at Danmark siden årtusindeskiftet har været en post-velfærdsstat. Med en stadigt større fetischering af det frie marked fra Anders Fogh Rasmussens tanker om minimalstaten, ser almene boliger “ud til at være et af de tilbageværende fragmenter af den danske variant,“ skriver de.
Det ses bl.a. på Nørrebro, hvor forsøgene på at nedrive almene boliger har manifesteret sig i de velkendte ghettopakker. I dag bliver de ganske vist kaldt parallelsamfund, men indholdet er stort set det samme: Boligområder som Mjølnerparken og Aldersrogade kategoriseres som særligt udsatte, hvor den etniske sammensætning af beboerne er et af kriterierne. Det har i årevis været kritiseret af både menneskerettighedsorganisationer og gruppen Almen Modstand, der mener, at angrebet på almene boliger truer hele boligsektoren.
“Pakken er så dybt problematisk. Den lægger yderligere følelsesmæssige og materielle byrder på samfund, der allerede har det svært. Beboerne bliver offentligt udskammet og nogle gange tvunget til at flytte. Jeg blev chokeret, første gang det gik op for mig, at selv folk, der er født og opvokset i Danmark, kan blive stemplet som ‘ikke-vestlige’ og dermed offentligt identificeret som en ‘problemkategori’. I modsætning til en som mig, der kom hertil som voksen og stadig kæmper for at tale sproget godt,“ siger Rutt, der er født og opvokset i USA.
“I årevis har der været fokus på at få folk tidligere i arbejde og holde dem der i længere tid. Nu ønsker man at hæve den lovbestemte pensionsalder til 73 år inden 2060. Det er delvist baseret på antagelser om udviklingen i sundhedsvæsenet og den forventede levetid, men også – og det er vigtigt – på en produktivistisk konceptualisering af, hvad der udgør et godt liv og et godt samfund. Hvis ikke man kan bidrage til den snævre konceptualisering af, hvad der udgør et produktivt liv, bliver man betragtet som affald eller mindreværdig. At få og være glad for et arbejde er i sig selv svært nok i dag, men det er endnu sværere, hvis man ikke i forvejen har den her status eller det privilegie.“
Mette Frederiksen er et godt eksempel på, at politikere ofte bruger gentrificering som argument for ikke at blive grønnere. Frygter du ikke, at man kan bruge dine konklusioner på samme måde?
“Vi har allerede hørt den slags argumenter fra politikerne, men det er at se på det på den forkerte måde. Vi har brug for holistiske politikker og praksisser, der lægger vægt på social og økologisk retfærdighed. Det er derfor, at vi også skal tale om boliger, når vi vil have mere såkaldt bæredygtige byer. Grønnere byer er vidunderlige, så længe ambitionen rækker længere end en brandingøvelse i jagten på økonomisk vækst, standardfortællingen om udvikling og i kontekst af svag boligbeskyttelse.“
I sin nyeste forskningsartikel nævner Rutt byparken Superkilen, der ligger ved Mjølnerparken på Nørrebro. Parken, der åbnede i 2012 og er designet af Superflex, BIG og Topotek1, beskrives ofte som et stjerneeksempel på offentlig deltagelse, fordi beboerne har været med til at samle pladsens 108 objekter, der skal repræsentere nabolagets kulturer. Også internationale medier har flere gange hyldet parken for at afspejle Nørrebros diversitet, og den har samtidig været med til at give kvarteret titlen som det “sejeste“ i verden. Andre kritiserer imidlertid projektet for ikke at have styrket den sociale sammenhængskraft i praksis – bl.a. fordi fornyelsen har bidraget til stigende huspriser, hvor byrden falder på områdets svageste.
Du skriver, at vi ser en slags markedsliggørelse af diversitet, men også, at det at skabe sammenhængskraft måske er for meget at forvente af de aktører, der forsøger at gøre byen grønnere. Nogle vil måske give dig ret i, at de ikke skal klandres for regeringens parallelsamfundslister?
“Byplanlæggere og embedsmænd er også beboere og medlemmer af lokalsamfundet, og jeg mener, at flere af dem kunne bruge deres magt til at støtte boligrettighedsaktivister som Almen Modstand. Vi er allesammen nødt til at spørge os selv: Hvilket slags samfund ønsker jeg at leve i, og hvordan kan jeg hjælpe med at skabe det? Det gælder også mig selv. Jeg kan ikke kun dele mine følelser i akademiske artikler, eller når jeg underviser, men må også gå på gaden og bruge min indflydelse, hvor jeg kan.“ /Emma Louise Stenholm