Vær hilset her på Kvindernes Internationale Kampdag, som vi har glædet os til og gruet for. Kampen for lighed er og bliver nemlig en kompliceret størrelse. Hvordan sikrer vi os, at feminismen ikke svinder ind til en konsensuspræget kamp for en enkelt type kvinders rettigheder? Hvordan skaber vi på én og samme tid et fælles sprog og plads til en polyfoni af stemmer? Og hvem er overhovedet en del af det “vi“? Her på stedet synes vi ikke, kvindekampen er værd at kæmpe, hvis ikke man kæmper på vegne af andre end sig selv. Feminismen handler om at løfte og dele – ikke om at dele og herske. Derfor har vi inviteret en række feminister til at pege på andre initiativer og aktivister, de mener, flere bør kende til, og som de selv vil følge og lade sig inspirere af i 2022. Måske vil du gøre det samme. Glædelig 8. marts! /Asta Kongsted
NO DEPORTATIONS DK gør et stort stykke arbejde for at synliggøre den usynlige, inhumane udlændingepolitik, der bliver ført i Danmark. Etablerede medier i Danmark er utrolig biased, og det er en lukket klub, der tror, at kritisk journalistik er at kritisere dem, der stiller sig kritisk over for magten – ikke at kritisere selve magten. Derfor tvinges græsrodsbevægelser og aktivister til at udkomme på sociale medier og skabe opmærksomhed omkring deres sag på egne kanaler. @nodeportations_dk kaster lys over en mørk del af vores lands samtid, som de færreste forholder sig til. Det er stærkt ikke bare at vente på, man får ordet – for så kan man vente for evigt – men at tage ordet. Og flere bør lytte til dem.
– Sofie Riise Nors, forfatter, illustrator og tv-vært
–––––––
I 2022 vil jeg selv følge tre feminister fra lande i Afrika, som kæmper for reel forandring vedrørende systemisk ulighed. Vi har behov for at lytte til og tage ved lære af kvinder som disse, der har ophav i lande, der i forvejen ikke nyder den store opmærksomhed. Deres styrke, vedholdenhed og historier vækker stor inspiration hos mig og hos enhver, der tager sig tid til at lære dem lidt at kende.
– Nigerianske Aisha Yesufu var en stor stemme og leder under #ENDSARS protesterne mod politibrutalitet og magtudnyttelse i retssystemet. Hun kæmper samtidig for at stoppe vold mod kvinder i Nigeria.
– Sydafrikanske Munnira Katongole kæmper for social forandring og klimaretfærdighed og viser mig en nødvendig afrocentrisk, intersektionel feministisk tilgang til, hvordan vi tilpasser os klimaforandringerne.
– Sydsudanesiske Riya William Yuyada, er en central forkæmper for fredsprocesserne i Sydsudan og engagerer sig i kvinders sikkerhed og ligestilling som en fundamental del af at sikre fred og muligheder i landet.
– Negist Hallberg-Eshetu, studerende og aktivist
–––––––
Jeg vil gerne rette opmærksomhed mod de aktivister, der arbejder med handicap og kroniske sygdomme. Det er et af de områder, som faktisk IKKE har centrum udelukkende i store byer, men blomstrer i hele landet, og de kommer med en radikal kritik af vores forhold til kroppen, det gode liv og arbejdsmarkedet, som jeg synes kommer alle ved – uanset, hvad ens krop er i stand til. Og der er så mange vilde aktivister, der bruger Instagram til at nedbryde tabuer, skabe fællesskaber og organisere sig fx i mødet med jobcentersystemet. Særligt profiler som Kroniske Influencers, podcasten Fårking Kronisk og Ungdomsbureauets bog De Kronisk Syge fortæller os så meget om vores samfund og dets mangler. Og om vores kollektive ansvar for at udbedre dem. Som vi plejer at sige: Du har ikke et handicap eller er kronisk syg … endnu.
– Emma Holten, forfatter og aktivist
–––––––
I det sidste århundrede har vi taget kampe op med herskende magtstrukturer, som historisk set har frataget forskellige identitetskategorier muligheden for lige medindflydelse og lige levevilkår. Men de er indtil videre blevet taget hver for sig. Det ser vi gennem bevægelser og mærkedage som kvindekamp, #blacklivesmatter og Pride. Jeg tror, det er vigtigt, at alle kampe får opmærksomhed individuelt. Men jeg synes også, det er vigtigt at huske på, at det er det samme undertrykkende system, vi ønsker et opgør med. Der findes fortsat feminister, som er imod transkønnedes rettigheder. Der findes fortsat feminister, som ikke ønsker etnisk ligestilling. Her mener jeg, at vi ikke kan kæmpe for lighed for nogen uden at kæmpe for lighed for alle, når roden til den strukturelle ulighed er den samme. Jeg synes, vi i 2022 alle bør læse op på Kimberlé Crenshaw og intersektionalitetsbegrebet, og forstå hver vores position, og hvordan vi kan bruge den til at løfte vores samfund og sociale velfærd sammen.
– May Lifschitz, skuespiller og MA i Moderne Kultur
–––––––
Her den anden dag brugte jeg lidt for mange timer på at se interviews med amerikanske sexarbejdere på en bestemt YouTube-kanal, der hedder soft white underbelly. En af interviewpersonerne – Exotic – var blevet interviewet, og af interviewet fremgik det, at YouTuberen havde besluttet sig for at hjælpe hende, men at hun havde taget imod de penge, han tilbød, uden at leve op til den del af aftalen, der handlede om, at hun skulle stoppe med at arbejde. Det, der slog mig, var det selvfølgelige i, at han ville hjælpe hende ud af sexarbejdet, at det var betingelsen for hans hjælp. Jeg tænkte: Er hun overhovedet blevet spurgt? Det er en slags alt-eller-intet-hjælp; enten klarer hun det umulige: At ændre hele sit liv fra den ene dag til den anden, og ellers er der ingen hjælp at hente fra ham.
Hvis man er interesseret i magtdynamikker og saviour complexes, er det gode videoer at se, men grunden til, at jeg nævner det her, er egentlig en omvej til at rose initiativet The Red Van, som findes lige her i København, og som tilbyder sexarbejdere et trygt sted at udføre deres arbejde. Hvad jeg virkelig beundrer ved initiativet, er det ublufærdige, der er ingen berøringsangst, det er en lavpraktisk, fordomsfri hjælp. Jeg tror, den attitude mangler i mange aspekter af diskussionen om sexarbejde. Der er sådan en lyst til ikke bare at gøre sexarbejdere til ofre – hvad mange af dem er – men til at barnliggøre dem, fratage dem agens, lade som om det er lige meget, om de bliver hørt.
– Amalie Langballe, forfatter og redaktør
–––––––
En lidt usandsynlig og ofte virkelig undervurderet ridder på den hvide hest i ligestillingskampen er EU. Når danske fædre i år får deres egen barselsret – ligesom vores nordiske naboer har haft det i årevis – er det EU, vi skylder tak. Dertil kommer det alt for lidt omtalte løntransparensdirektiv, som er under forhandling og, hvis det falder på plads her til sommer, har potentialet til at blive en giga game changer i kampen for ligeløn. Så nedtur at være et land, der halter så meget bagud, at vi har brug for EU til at losse os bagi. Men optur at EU er der til at give os le los.
– Isabella Alonso de Vera Hindkjær, chefredaktør på Femina
–––––––
Som dansk-afghaner gik min verden i stå august 2021. Den dag Taliban overtog Afghanistan. Men jeg blev inspireret af Nagieb Khajas mod til at tage flyet mod det krigshærgede land og dokumentere forfærdelighederne tæt på. Lige så verdenskendt og populær han er, lige så jordnær er han også. Selv i en meget travl tid prioriterede han at deltage i vores små lokale arrangementer for at sætte fokus på landet. Det var mega stærkt og inspirerende.
– Manila Ghafuri, forperson for Rapolitics, underviser og meningsdanner
–––––––
Vi retter tit blikket vest på mod USA, men der er også meget at hente for en progressiv feminisme i den fransktalende verden med dens historie og deraf følgende grobund for politisk praksis. Tag for eksempel den politiske teoretiker og aktivist Françoise Vergès, der selv er vokset op i de tidligere franske kolonier Réunion og Algeriet, og som gør op med det hun kalder ‘civilisatorisk feminisme’, dvs. den borgerlige mainstream-feminisme, hvis målsætning er abstrakte rettigheder for en snæver gruppe af velstående kvinder i nord. Ligesom vi kan se det i den igangværende omtale af krigen i Ukraine er ‘civiliseret’ ofte dæknavn for ‘hvid’, men en ambitiøs frigørelseskamp indebærer at konfrontere selve den økonomiske organisering såvel som de koloniale aftryk i vores samfund. Vergès tager i sin nyeste bog En dekolonial feminisme udgangspunkt i rengøringsarbejdernes strejke på Gare du Nord i 2018 og opfordrer os til at se, hvordan disse protester er en del af en større bevægelse: “Det er ikke en ny bølge af feminisme, men fortsættelsen af kampene for kvindefrigørelse i det globale syd,“ som hun skriver.
– Anna Cornelia Ploug, Ph.d.-studerende i filosofi og kritiker
–––––––
Lars Kramhøft – skaberen bag den prisvindende graphic novel Noget frygteligt er altid lige ved at ske samt Working Poor-serien, som snart udgives – er et glimrende bud på en mandlig kunstner, der forholder sig lige dels kritisk og nysgerrigt til sit eget køn. Han viser manden meningsfulde alternativer til den destruktive maskulinitet. Han viser os måder at sameksistere på. Han hiver økonomisk ulighed frem som en fælles fjende. Han viser os, hvor vi går galt af hinanden. Og så skildrer Lars mandens udfordringer med en ømhed og nuancering, som jeg tilskriver hans opvækst i underklassen. 2022: Her taler vi intersektionalitet. Ingen frigørelse uden klassekamp. Lars og ligesindede bliver essentielle spillere på holdet fremover.
– Glenn Bech, forfatter
–––––––
I 2022 skal vi lytte til ungdommens tydelige taler om behovet for markant forbedret seksualundervisning, men også for et løft af undervisere og uddannelsesinstitutioners generelle viden om køn, seksualitet og mangfoldighed, der skal til for at modvirke og forebygge sexisme, racisme, homofobi og anden diskrimination. De unge har forstået, at ligestilling er noget, vi skaber – ikke mindst gennem (ud)dannelse – fra barndommen.
– Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog
–––––––
Jeg vil gerne fremhæve Özlem Cekic. At bygge bro i vores tid er helt afgørende nødvendigt og til tider meget svært. Vi skal junglerne mellem utroligt mange dagsordener, og samtalekunsten, hvor vi søger viden om hinandens standpunkter og ikke graver fordømmende grøfter, er afgørende for at kunne leve lykkeligt og trygt. Özlem har bygget en solid og levedygtig bevægelse, og emnerne favner bredt, men undgår ikke bro over de dybeste kløfter.
– Stine Bosse, erhvervsleder
–––––––
Aphinya Jatuparisakul er pissesej og stærk og sårbar på samme tid. Hun har fingrene helt nede i mulden med sin NGO, The Red Van, som er en ombygget varevogn, hvor sexarbejdere på Vesterbro kan få praktisk hjælp og sælge seksuelle ydelser under tryggere, mere hygiejniske og værdige forhold, end gaden tilbyder. Hun er vokset op i en fattig landsby i Thailand og er nu aktiv i kampen mod racisme, diskrimination og fordomme både i danske og internationale medier. Derudover tager hun vildt flotte billeder, så følg hende på Instagram og lyt til, hvad hun siger.
– Anders Haahr Rasmussen, forfatter og journalist