Ian Langsdon/Reuters
“Problemet er, at sådan noget her skulle have været vedtaget for otte år siden.“
Kristīne Bērziņa, senior fellow og geopolitisk chef ved den amerikanske interesseorganisation Alliance for Securing Democracy, taler om EU’s beslutning om at blive fuldstændig uafhængig af russisk gas, olie og kul. På Versailles-slottet uden for den franske hovedstad, Paris, blev de europæiske ledere fredag enige om, at det skal ske “hurtigst muligt“ – og inden 2027. Det egentlige forslag bliver først fremsat til maj, men allerede i sidste uge kunne vi se de første planer for, hvordan målet konkret skal indfries.
På kort sigt er ønsket at erstatte gassen fra Rusland med flydende naturgas (LNG) fra lande som Qatar og USA – det, der på europæisk sprog kaldes at diversificere udbuddet. Læk fra de første udkast viser, at man formentlig vil satse på, at LNG skal udgøre 80-90 pct. af kontinentets gasbeholdning allerede inden oktober i år. På den lange bane vil man satse på vedvarende energi og energieffektivisering.
Alliance for Securing Democracy blev stiftet i 2017 med det specifikke mål at undgå, at Rusland “underminerer demokratiske processer i USA og Europa“, og på den måde er det altså ikke overraskende, at Bērziņa virker uimponeret: EU skulle have taget handling allerede, da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014. I årevis har man talt om at reducere afhængigheden i takt med optrapningen af konflikten med Rusland, men som vi har set på en række andre områder, er det først nu, ambitionerne for alvor har fået luft under vingerne. Det er bare for sent, siger Bērziņa, der selvom hun ser planen som fornuftig – både strategisk og klimamæssigt – ikke mener, at den nødvendigvis er specielt dramatisk:
“Jeg tror, at Rusland havde forudset det. Putin har længe været klar over, at han ikke længere kan være afhængig af Europa som det primære marked, hvis EU ville forfølge ønsket om at blive fri for kul inden 2050. Nu ser vi en mere aggressiv tidsplan. Men jeg kan ikke se, at det skulle udløse nogen skarpere reaktion fra Rusland. Det er snarere en velovervejet tilgang til, hvordan vi kan blive uafhængige af russisk gas.“
“Putin har alligevel været i fare på lang sigt, fordi han var så afhængig af at sælge olie og gas. Det, han skal gøre i de næste år, er at tilpasse økonomien, gøre tingene anderledes og have ting i reserve. Han kan stadig sælge gammeldags olie- og gasledninger til Kina. Men det tager lang tid, og de mængder, han er vant til at sælge til Europa – årtiers arv – kan han ikke bare erstatte på fem år. Spørgsmålet er, om han bekymrer sig om sin befolknings livskvalitet og penge? Hvis han gjorde det, ville vi slet ikke have denne krig. Han er på vej ind i en 20-30 års lang økonomisk recession. De fleste ledere ville bekymre sig om det, de udsætter deres borgere for.“
Sort omstilling
Flere taler – ligesom EU selv – om, at situationen er endnu en anledning til at sætte fart på planerne om at bruge mere vedvarende energi. Men selvom naturgassen i fremtiden ikke vil komme fra Rusland, er der stadig risiko for, at et onde erstattes med et andet. Bare fordi naturgassen er flydende, er den ikke grøn.
“Fra et geostrategisk perspektiv er LNG et meget bedre bud end gas. Men det skal komme med den grønne dagsorden, og det gør det ikke, hvis man skifter den ud med flydende naturgas fra Qatar eller USA. Det skal komme med elektrificering og den digitale omstilling. Hvordan bruger vi elektriske køretøjer og parrer dem med vedvarende elektrisk infrastruktur? Hvordan laver vi flere mikrochips? Hvad gør man, når man i mange tilfælde ikke alene kan være af vedvarende energi? Hvordan reducerer vi behovet for store kulkraftværker?“ spørger Bērziņa.
Herhjemme oplever Anders Overvad, chefanalytiker i Tænketanken Europa, dog alligevel et momentum for den grønne omstilling, “vi ikke har set i nyere tid“, og peger på aktiekurserne for Vestas og Ørsted, der er sendt på himmelfart, mens olie-, kul- og naturgaspriserne tilsvarende er steget.
“Nu er den grønne omstilling ikke et spørgsmål om at redde klimaet, men om national sikkerhed. Det gør, at rigtig mange lande, der før var skeptikere, er med nu. Eksempelvis Polen kan lige pludselig se, hvorfor det ikke er skidesmart at købe kul i Rusland, eller at købe kul i sig selv,“ siger Overvad til Føljeton og understreger, at det er vigtigt at tænke energikrisen i flere tempi. Det eneste, der kommer til at virke, siger han, er at omstille til vedvarende energi og satse på energieffektivisering.
Dertil skal udbuddet diversificeres. Men på den helt korte bane skal politikerne tage stilling til, hvordan de hjælper forbrugerne her og nu: “Noget andet, som ikke er så godt for klimaet, men som er godt for den nuværende situation er, at vi kan bruge mere olie og kul. På den korte bane er det svært at finde gode løsninger,“ siger Overvad.
Det vidner EU’s ageren også selv om. Blot fire dage inden de første officielle gasudmeldinger, købte unionen naturgas fra – ja, Rusland – for 700 mio. euro på en enkelt dag. Det lyder måske problematisk, men det kan være den eneste mulighed, hvis man vil sikre varme i hjemmene til næste vinter, fordi EU gennem årtier har indrettet sit energisystem efter Rusland:
“Vi ved jo allesammen godt, at vi ikke får transformeret energisektoren i morgen. Det her kommer til at tage rigtig mange år. Det afhænger meget af de løsninger, som de enkelte lande vælger. Lidt firkantet sagt: Hvis vi vælger atomkraftløsningen, vil det traditionelt set tage 15-20 år, før man får bygget nye atomkraftværker. Så det har meget lange udsigter. Man kan trods alt bygge vindmøller og solceller en del hurtigere. Biogas skal også integreres i den infrastruktur, du har i dag,“ siger Overvad.
“Selvom EU godt kan sætte nogle overordnede mål for, hvor meget, de vil sikre, skal være fra vedvarende energi, er der jo stor forskel på, hvilken form for vedvarende energi, du bruger. Du kan bruge atomkraft, du kan bruge vindmøller, du kan bruge solceller, biogas, fjernvarme. Der er virkelig mange muligheder. Der kan EU ikke bestemme.“ /Emma Louise Stenholm