Mason Greenwood. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
I slutningen af januar blev den engelske fodboldspiller Mason Greenwood anholdt under anklage for vold og seksuelle overgreb mod kæresten Harriet Robson. Reaktionerne faldt prompte: Hans klub, Manchester United, suspenderede ham, Nike sløjfede deres sponsorat, han blev pillet ud af konsolspil, og det internationale fodboldkommentariat skrev opvakt om sportens MeToo-moment.
Fra poster boy til paria på en aften, slam!
Det var i den grad tiltrængt. Alt for længe er voldtægtsanklager – eller sigtelser mod spillere som Adam Johnson (Manchester City, Sunderland), Benjamin Mendy (Monaco, Manchester City), Gylfi Sigurdsson (Tottenham, Everton) og Cristiano Ronaldo (Manchester United) blevet mødt med dovne skuldertræk.
Men sandheden er, at fodboldens opgør med voldelig, sexistisk mørkemandsadfærd hverken begynder eller ender med denne slags højtprofilerede sager. De seneste måneder har den myreflittige franske freelancejournalist Romain Molina, typisk i samarbejde med The Guardians Ed Aarons, afsløret omfattende seksuelle overgreb i elitemiljøer verden over. I Zimbabwe. Colombia. Haiti. Comoerne. Mongoliet. Gabon. Argentina. Afghanistan. Costa Rica. Venezuela.
Sagerne slipper måske udenom boulevardpressens celebre blik, men det gør dem ikke mindre alarmende. De udstiller tværtimod, at vi langt fra har at gøre med enkelte depraverede krænkere. Der er tale om et strukturelt problem, og dem, der burde være en del af løsningen – de nationale forbund og verdensforbundet Fifa – har det i stedet med at være en del af problemet.
To skrækindjagende eksempler fra Afrika: I Zimbabwe er flere ansatte i landets dommerkomité anklaget for at have forgrebet sig på en række kvindelige dommere. Men hverken det zimbabwiske forbund, Zifa, eller Fifa – der også er blevet forelagt kvindernes historier – har grebet ind. Nu er politiet så gået ind i sagen. Og i Gabon er U17-landstræneren, Patrick Eyi, og præsident for landets bedste række, Serge Mombo, beskyldt for at have voldtaget mindreårige drenge i det nationale talentsystem.
Begge er for nyligt blevet anholdt og risikerer op mod 30 års fængsel, men kilder fortæller til Molina, at overgrebene har været kendt i mange år, uden forbundet Fegafoot er skredet til handling. Så sent som i januar var Mombo en del af den gabonesiske delegation til Africa Cup of Nations i Cameroun. Så kunne han stå der på sidelinjen og synge med på nationalmelodien, som om intet var hændt.
Alt dette kommer ovenikøbet efter, at britiske medier de seneste år har afdækket, hvordan ungdomsspillere i 1970’erne, 80’erne og 90’erne blev udsat for uhyrlige krænkelser af deres trænere og talentspejdere. I 2016 stod den tidligere Crewe Alexandra-spiller Andy Woodward frem som pædofilioffer og fortalte om gentagne overgreb begået af træneren Barry Bennell, og siden er en lang række lignende vidnesbyrd dukket op.
Lad os endelig hudflette Mason Greenwood, lad os endelig diskutere, hvad penge og berømmelse gør ved unge mænd, men lad os heller aldrig glemme de tragisk mange voldtægtssager i fodboldens mere skjulte lommer. /Oscar Rothstein
Teksten her indgår også i den kommende udgave af nyhedsbrevet Sportshjerne, som laves af journalist og idéhistoriker Oscar Rothstein i samarbejde med Føljeton. Hvis du ikke allerede har skrevet dig op til at modtage Sportshjerne, kan det gøres lige her.