Foto: Shannon Vanraes/Reuters/Ritzau Scanpix
Efter en kedelig omgang forhandlinger mellem ukrainske og russiske diplomater i Tyrkiet torsdag, er der stadig intet, der tyder på, at krigen i Ukraine får en ende lige foreløbigt. De russiske tropper nærmer sig fortsat Kyjiv, og Nato-landende frygter, at Vladimir Putin kan finde på at inddrage kemiske våben, og det er efter, han i denne uge også har bombet et børnehospital i byen Mariupol.
Krigen begynder så småt at ligne et reelt folkedrab, og herhjemme er vi med rette blevet grundrystede over, at den slags finder sted i Europa. Forargelsen bliver stadig mere synlig: Vi hiver russiske kunstnere af plakaterne, en aktivistisk cyklist kastede blodrød maling på den russiske ambassade i København, og som modgift til Putins propaganda er Politiken sågar begyndt at skrive på russisk.
Symbolske gestusser eller ej: Tiltagene hviler på en sokkel af sympati. Vi giver gerne lidt af os selv for at hjælpe, hvor vi kan. Også når det kommer til de økonomiske sanktioner, der øger inflationen. Prisen er lille, det store billede taget i betragtning. Det er dog ikke kun herhjemme, at vi mærker de afledte prisstigninger af Putins invasion. I de fattigere dele af verden er krigens konsekvenser enorme. Og særligt de lande, som er dybt afhængige af ukrainsk og russisk fødevareproduktion, lider nu under en drastisk stigende hungersnød.
Krisen skyldes bl.a., at Rusland og Ukraine producerer helt enormt mange fødevarer – en tredjedel af verdens hvede for eksempel. Men hvedemarkerne er blevet til slagsmarker, så eksporten er så godt som stoppet. Det betyder, at priserne er eksploderet. Og det er ikke ligefrem fordi hvede var billigt i forvejen.
Lad os tage Egypten som eksempel. Her er priserne ifølge Information steget med 80 pct. de sidste to år. Den egyptiske regering har måttet bruge to pct. af det offentlige budget på at subsidiere brød – og det var før invasionen.
Her til lands har vi ikke just tradition for at bekymre os synderligt for mellemøstlige eller afrikanske lande. Politikerne strør om sig med begrebet “nærområde“, når de skal forklare, hvorfor den første flygtningepolitik i hvert fald ikke er racistisk. Inger Støjberg kom dog ud af busken tirsdag, da hun i en klumme i Ekstra Bladet forklarede på Messerschmidtsk, at “vi“ altså bedre kan lide de hvide, kristne ukrainere end eksempelvis brune, muslimske palæstinensere.
Uanset hvem Inger Støjberg & Co. kan lide eller ikke kan lide, så ændrer hendes tilbøjeligheder dog ikke på, at en enorm del af verdens fattigste lande lige nu er i krise. Og selv med de kyniske Ingerbriller burde det være til at regne ud, at når så mange lande oplever hungersnød (som har det med at føre til politisk ustabilitet og krig), så kan Europa snart stå over for en ny, alvorlig flygtningekrise.
Skal Støjbergs ord tages for pålydende, er der i Danmark tilsyneladende en indgroet modvilje mod at hjælpe folk, som ikke “ligner os“. Men problemet bliver ikke mindre globalt af den grund. I vores massive modstand mod Putin må vi ikke glemme, at krigens ofre er mange, og at vores gigantiske militære oprustning bør følges af en samlet nødhjælpsplan for udviklingslandende. Både fordi vi kan, men også fordi endnu flere mennesker i nød snart banker på den dør, vi alligevel ikke har tænkt os at åbne. /Jon Kvist Sommer