Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix
Slottet i Versailles er vel næsten det perfekte sted at afvikle et EU-topmøde. Ikke nok med, at de historiske omgivelser sætter det europæiske samarbejde i et særegent lys, så kan kritiske røster hive Franz Kafkas Das Schloss ned af bogreolen og komme med sarkastiske henvisninger til unionens uigennemtrængelige bureaukrati. Det var da heller ikke fordi, der nødvendigvis var lagt op til de store omkalfatringer i EU’s arbejdsgange, da stats- og regeringslederne i sidste uge stimlede sammen i Versailles. Dog tjente topmødet som en god påmindelse om, hvor meget der reelt er sket i europæisk politik de seneste uger: Både Tyskland og Danmark har foretaget en kovending i forsvarspolitikken, mens EU sender våben til Ukraine. Man er blevet enige om en uhørt hårde økonomiske sanktioner mod Rusland, ligesom energipolitikken står til en overhaling. Samtidig er den værste EU-skepsis pludselig blevet erstattet en fornyet fællesskabsfølelse, som selv Polen og Ungarn tager del i.
Kort fortalt var der nok at sole sig i for Emmanuel Macron og det franske EU-formandsskab, da man bød velkommen i Ludvig d. 14.s gamle residens. Selvom den oprindelige dagsorden (en diskussion af EU’s gældslofter, med Macron og Italiens premierminister Mario Draghi som tovholder) måtte vige pladsen for krigen i Ukraine, var der ikke blevet sparet på skåltalerne. Med et fransk præsidentvalg på trapperne, kunne Macron passende bruge anledningen til at rose det europæiske projekt og italesætte behovet for fortsat samling. I praksis viste Versailles-mødet dog også, at krigens undtagelsestilstand snart truer med at blive hverdag. De spontane modsvar til Vladimir Putins agression skal nu følges op af mere vanlige politiske slagsmål. Og med det risikerer EU’s kollektive momentum atter at gå tabt.
Tydeligst stod spørgsmålet om en hasteoptagelse af Ukraine i EU, som præsident Volodymyr Zelenskij gentagne gange har plæderet for. Mens EU-lederne hurtigt kunne blive enige om det symbolsk vigtige i at anerkende Ukraines ambitioner, kom den bureaukratiske virkelighed dog snart i vejen: Ukraine vil ikke få nogen forlomme, krigen til trods. Når det kommer til stykket, har EU-forien fortsat sine grænser. Samtidig begyndte øvrige uenigheder at vise sig i slottets korridorer. Selvom de økonomiske sanktioner fortsat strammes, afviser flere medlemslande eksempelvis at introducere en fuld bandlysning af russisk olie og gas. Krigen i Ukraine er måske blevet et europæiske samlingspunkt, men den er også et realpolitisk hovedbrud. Og selvom meget er sket på få uger, illustrerer topmødet i Versailles også, at regeringslederne endnu har de afgørende, interne opgør til gode. /David Dragsted