Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Milliardærer indtager rummet, kunstmarkedet er blevet et sted, hvor de kendte køber dyre digitale illustrationer af aber, og midt i en pandemi holdt medicinalvirksomhederne vaccinepatenterne ind til kroppen, som var det familiens arvesølv. I en ny serie undersøger Føljeton verden i hænderne på den rigeste procent og stiller spørgsmålet: Hvordan ville tingene se ud, hvis de ikke svingede taktstokken? Dette er tredje afsnit.
På et krisemøde i Kreml morgenen efter Ruslands invasion af Ukraine, samlede Putin sin velhavende inderkreds. I den blanke marmorhal sad 37 russiske oligarker og lyttede til deres præsident, mens han erklærede, at nattens udvikling havde været påtvunget og nødvendig. I Rusland er man vant til at bakke op om den store enehersker, men hvis udmeldingen den morgen dannede nervøse trækninger i mundvigene på rigmændene, forstår man det godt; de har mange penge placeret i europæiske, amerikanske og egne lommer. Derfor bad den tidligere minister Alexander Shokhin på vegne af sine medmilliardærer da også Putin om at lade Rusland – underforstået oligarkerne selv – “forblive en del af den globale økonomi“ og ikke “fremprovokere“ negative effekter på verdensmarkedet. En forespørgsel som Putin valgte at overhøre. Dagen efter styrtdykkede rublen. Og siden er den faldet med over 40 pct.
Flere i salen stod i forvejen på de amerikanske og europæiske sanktionslister. Men det er langt fra alle, der tager det lige tungt. Den administrerende direktør i den statsejede energivirksomhed Gazprom, Aleksej Miller, var i 2018 stolt over at blive tilføjet til den amerikanske sanktionsliste: “Nu er jeg endelig blevet inkluderet. Det betyder, at vi gør det helt rigtige.“
Andre i salen er i stedet blevet frosset ude af det amerikanske og europæiske kulturliv. Vladimir Potanin, der har hevet sine penge op af den russiske undergrund og ned i lommerne, spiller ishockey med Putin og har – indtil for nyligt – spillet en fremtrædende rolle i det amerikanske kunstmiljø. Da Financial Times i 2018 spurgte Potanin, hvem af de to mænd med enslydende navne, der klarede sig bedst på glatis, svarede han glat: “Jeg er yngre.“
Potanin er ikke den eneste af Putins venner, der begynder at kunne mærke konsekvenserne af hans geopolitik. EU, Storbritannien, USA, Canada, Japan og en række andre lande har med omfattende sanktioner mod russiske personer og virksomheder sat de russiske oligarker i et afslørende søgelys.
Sidste mandag flygtede den russiske oligark Alisjer Usmanovhan angiveligt til sit palads i hjemlandet Usbekistan fem timer efter at være blevet pålagt et europæisk rejseforbud. Han måtte efterlade sin beslaglagte villa på Sardinien og sin gigantiske yacht med to helikopterlandingspladser i havnen i Hamborg.
Roman Abramovitj blev i torsdags ramt af Storbritanniens sanktioner på grund af sin årtier lange tætte relation til Putin. Han har ejet fodboldklubben Chelsea siden 2003 og har løftet klubbens trofæer i både Abu Dhabi og Allianz Arena. Han finansierede klubben gennem sin forretningskarriere, som begyndte med at sælge dukker og gummiænder, men tog en drejning, da han fandt nogle værdifulde olierettigheder i Berlinmurens murbrokker. Abramovitj kan grundet de nye sanktioner ikke længere gøre sig forhåbninger om at sælge sin britiske fodboldklub.
Forbrydelse og straf
I Rusland sidder 500 personer på en akkumuleret formue, der svarer til hvad 99,8 pct. af den øvrige russiske befolkning på omkring 144 mio. mennesker ejer. Over halvdelen af de penge formodes at være kanaliseret ud af landet.
Ved de italienske og franske kyster bliver deres yachter beslaglagt, og i London, hjemby til kleptokraternes foretrukne kapitalforvaltere og palæer, bliver deres aktiver indfrosset. “Vi har vores måde at svare tilbage på den grusomme aggression, som Putin udviser,“ understregede EU-Kommissionens forperson Ursula von der Leyen fredag til et topmøde i Versailles. EU’s måde er fortsat at sanktionere, og i går offentliggjorde von der Leyen den fjerde runde af sanktioner mod Rusland, som er målrettet endnu flere af de russiske oligarker, herunder Abramovitj, samt handel med jern, stål og luksusvarer.
“Russiske oligarker vil ikke have nogen steder at gemme sig,“ advarede Boris Johnson i det britiske parlament. Men oligarkerne og deres penge har stadig mange gemmesteder. Fordi så stor en andel af de russiske penge i udlandet ligger i fast ejendom eller mellem lagene af forskellige virksomheder, er det svært at estimere størrelsen på de udenlandske formuer. Og dermed også svært at beslaglægge og fastfryse de beskidte penge.
Ifølge Charlotte Flindt Pedersen, direktør i foreningen Det Udenrigspolitiske Selskab, vil sanktionerne derfor ramme oligarkerne hårdt, men ikke medføre en økonomisk begrænsning: “Oligarkerne får måske indefrosset nogle penge, men så har de andre steder og nabolande at flytte deres aktiviteter til. Men sanktionerne vil begrænse dem i deres indflydelse og muligheder ude i verden. De vil betyde, at deres legeplads bliver mindre.“ Altså legepladsen, hvor oligarkerne køber sig til kulturel dannelse eller muligheden for succes i Premier League: “Den anerkendelse eller berømmelse kan oligarker som Potanin og Abramovitj ikke få i Rusland, fordi der ikke er bygget de samme institutioner i Rusland. Ruslands nyere kulturhistorie er relativt kort. Rusland i Sovjetunionens tid var det administrative knudepunkt, men fik ikke på samme måde som de andre lande i Sovjetunionen mulighed for at udvikle sin nationale identitet.“
Oligarker på Putins nåde
Både USA og EU gør sig klar til en langvarig gemmeleg. USA har nedsat taskforcen ‘KleptoCapture’, der skal finde de gemte formuer. Frankrig og Tyskland har nedsat en lignende taskforce for at håndhæve sanktionerne trods den manglende gennemsigtighed.
Den franske økonom Thomas Piketty pegede allerede i 2013 på en mulig løsning på den manglende finansielle gennemsigtighed. I Kapitalen i det 21. århundrede foreslog han at oprette et globalt offentligt finansregister over alle værdipapirer og formuer. En idé som den italienske premierminister Mario Draghi på overraskende vis tilsluttede sig d. 1. marts 2022. Selvom Draghi – i modsætning til Piketty – mente, at kun russere skulle inkluderes i det register.
Det er også vigtigt at øge præcisionen af sanktionerne. Charlotte Flindt Pedersen påpeger, at hvis sanktionerne er et våben, så er det et våben, der skyder med spredehagl: “70 pct. af Ruslands økonomi er bundet op på den offentligt finansierede økonomi. I virkeligheden er det ikke de private oligarker, der genererer russisk rigdom. Derfor er det vigtigere at ramme oligarkerne i de statslige virksomheder.“
Den russiske elite opstod ifølge Charlotte Flindt Pedersen i 90’erne i kølvandet på Sovjetunionens opløsning: “På det tidspunkt var der en masse ejendomme ejet af den sovjetiske stat, og der blev igangsat en meget hurtig privatisering. En række personer fik lov til at købe statens ejendomme og andre fik lov til at forvalte statens ejendomme – både olien, andre naturressourcer og diamanterne. Mange af dem fik koncessioner, der var værdisat alt for lavt. Og det blev de rige på.“
På det tidspunkt sad Boris Jeltsin på præsidentposten, men da Putin kom til magten, fik oligarkerne en ny rolle i det russiske samfund. Charlotte Flindt Pedersen understreger, at der er en periode før og efter Putin: “Oligarkerne før Putin var superrige kapitalister. Deres rigdom var baseret på at have deres egne mediestationer og egne virksomheder. Putin centraliserede oligarkernes magt, så de ikke længere kunne have en politisk rolle eller en uafhængig stemme. De, der havde uafhængige mediestationer, blev bedt om at overdrage dem til staten. Og det havde konsekvenser for de oligarker, der udfordrede eller kritiserede Putin.“
For at komme væk fra Putins lange arm, har mange russiske oligarker købt sig vej ind i Europa med et såkaldt “gyldent pas“ i hånden. Men de gyldne pas kan snart høre fortiden til. I hvert fald, hvis det står til det overvældende flertal i Europa-Parlamentet, der sidste uge stemte for en lov, der forbyder salg af statsborgerskab og introducerer fælles EU-regler for opholdstilladelser og visa i bytte for finansielle investeringer.
Uden en politisk rolle har oligarkerne begrænset indflydelse, men der er ifølge Charlotte Flindt Pedersen også forskel på oligarkerne: “De oligarker, der forvalter statens ejendomme, såsom Gazprom og Rosneft, har tættere forbindelse til Putin, hvorimod de andre oligarker i højere grad sidder på Putins nåde. I Putins Rusland er det ham, der afgør, hvem der er rig, og hvem der ikke er – det ved oligarkerne godt. Det russiske samfund er et meget klientelistisk system, der grundlæggende er bygget på en begrænset adgang til markedsøkonomien. Det er en kapitalisme eller en markedsøkonomi, der er begrænset af oligark-strukturen og de politiske strukturer. I det øjeblik en oligark bliver for magtfuld eller kritisk, så vil de kunne mærke det.“
Hvor stor er sandsynligheden for, at oligarkerne slår hånden i bordet over for Putin?
“Ikke stor. Oligarkerne kan ikke ændre det, der sker lige nu. Det er de gamle KGB-folk [Komiteen for den statslige sikkerhed, Sovjetunionens hemmelige statspoliti, red.], der står bag beslutningerne. I Rusland er der både en politisk verden og en virksomhedsverden. Oligarkerne og deres rigdomme befinder sig i virksomhedsverdenen, men de har ikke nævneværdig politisk indflydelse. Hvis de nuværende oligarker havde politisk indflydelse, så ville situationen ikke have udviklet sig på denne måde.“
Hvilken betydning har sanktionerne mod oligarkerne så for Putins styre?
“Sanktionerne viser, at den politiske del af Putins styre har vundet over den økonomiske del af Putins styre. Men hvis der er nogen, der har viden om styret, så er det oligarkerne. Hvis vi virkelig skal forstå Putins styre, kan vi blive nødt til at samarbejde med dem – måske endda mod at løfte nogle af sanktionerne mod dem.“ /Emilie Ewald