Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix
Lige så opløftende det er at være vidne til opsætsige Putin-kritiske russeres mod, lige så deprimerende er det at se russere, der æder den russiske statspropaganda råt – folk, der vel nærmest er blevet hjernevaskede. Der er forlydender om, at 15.000 russere, herunder både gamle mennesker og børn, er blevet tilbageholdt for at demonstrere mod præsident Putins invasionkrig i Ukraine. Som bekendt kan det i henhold til ny russisk lovgivning give op til 15 års fængsel at sprede ”fake news” om krigen – det vil sige at kalde den, hvad den rent faktisk er: en invasion eller krig, og ikke Putins begreb, en ”militær operation”.
På sociale medier kan man finde videoer med unge russere, der nærmest ikke engang demonstrerer, men bare holder skilte frem, hvor der står ”to ord” på russisk, eller ligefrem skilte, der ingenting står på, og straks kommer der kampklædt politi og fjerner dem. Som en skriver på Twitter: ”Jeg havde aldrig troet, at en politistat i den grad kunne ligne en meget mørk Monty Python-sketch.”
Man kan ikke andet end bøje sig i støvet for det mod, journalisten Marina Ovsyannikova udviste, da hun mandag løb ind i en direkte nyhedsudsendelse på russisk stats-tv og viftede med et stort nej til krigen-skilt. De par sekunder, det varede, før producerne klippede væk fra hende, gik verden rundt, og Ukraines præsident Volodomir Zelenskij takkede hende i en tale.
Hun blev bagefter afhørt i 14 timer og idømt en bøde, men hendes sag slutter næppe der. At det lige skulle være hende, der foretog sådan en act of defiance mod systemet, overraskede tilsyneladende også hendes kolleger på tv-stationen, skriver journalisten Farida Rustomova på sin russisksprogede blog Faridaily. Ovsyannikova, der er mor til to, er typen, der aldrig diskuterede politik, sagde en. Hun var mere end, der snakkede om ”børn, hunde og hjemmet.” Opløftende.
Og så har man på den anden side en type som Oleg Ivanov, der tilhører det russiske mindretal i Estland. Prøv at se tv-indslaget fra TV-Avisen tirsdag aften, hvor DR’s reporter Tinne Hjersing Knudsen besøger Ivanov, der er vodkaforhandler, og forsøger at føre en fornuftig samtale med ham om krigen. Selv opfatter han sig som en kritisk nyhedsforbruger, men han virker nærmest hjernevasket, som han sidder ved bordet og repeterer den russiske stats fortælling om et Ukraine styret af nazister. ”Jeg har mine egne øjne, min egen hjerne,” siger han, mens han viser Hjersing nogle videooptagelser på YouTube. Hun prøver, men han er hverken til at hugge eller stikke i.
De sociale mediers rolle
Oh skræk. Det er svært at vide, hvor stor en andel af den russiske befolkning der blindt køber statens narrativ. Er det 50 pct.? Er det 70 pct.? Hvis tallet ligger deropad, kan den historiebevidste nyhedskonsument godt gå hen og få ‘Tyskland i 30’erne’-tics. Er Putin vor tids Hitler? Hvor langt vil han gå? Hvor langt vil russerne følge ham? Er Rusland efterhånden så depraveret en politistat, at den ikke lader sig bekæmpe indefra?
Måske. Men der er en kæmpe forskel: at det takket være sociale medier er svært at undertrykke informationer om de faktiske forhold. Det kan godt være, at de sociale medier er kanaler for løgne og fake news, men de gør det også muligt at få krigshandlingerne i Ukraine og russiske dissidenters trængsler helt ind i stuerne. Alle de forfærdelige oplevelser får en krop her og nu; det er ikke bare von hørensagen med flere ugers forsinkelse fra en eller anden front, som man ikke kan forholde sig til.
Den ukrainske præsident Volodomir Zelenskij kommunikerer flittigt og fremragende på de sociale medier. I nat kom der en endnu en videooptagelse, hvor han taler. Zelenskij ved godt, hvordan tingene forholder sig i Rusland. Derfor skifter han fra ukrainsk til russisk, når han vil tale direkte til den almindelige russer: ”Borgere i Rusland. Alle jer, der har adgang til sandfærdig information har nu forstået, hvordan den her krig vil slutte for jeres land,” sagde han ifølge en oversættelse. ”Skam, fattigdom, langvarig isolation, et meget ondt, undertrykkende system, der vil behandle Ruslands borgere nøjagtig lige så umenneskeligt, som I, besætterne, har behandlet ukrainerne. Hvad der kommer til at ske, afhænger af jeres handlinger.”
Den almindelige russer spiller helt sikkert en vigtig rolle. I 1996 udkom der en bog om den almindelige tyskers indsats (eller mangel på samme) under Anden Verdenskrig skrevet af forfatteren Daniel Goldhagen – Hitlers villige bødler, var den danske titel. Lad os krydse fingre for, at man ikke vil kunne sige det samme om russerne i dag. /Oliver Stilling