Det sagnomspundne samtykke

Det virker som én stor practical joke, at Dansk Arkitektur Center er placeret inde i det øretæveindbydende grimme prestigebyggeri Blox, der som en grøn snotklat breder sig ud over Kalvebod Brygge i København. Til gengæld er deres konferencelokaler upåklageligt indrettet, og kvinderne, der er mødt op til dagens konference, kan vælge mellem både ko- og plantemælk til deres kaffe, chiagrød og nybagte brød.

I anledningen af et-året for Danmarks samtykkelov har Amnesty International Danmark inviteret til konference om virkninger og foreløbige erfaringer med voldtægtsbestemmelsen, der bl.a. skulle gøre op med sejlivede myter om overgreb i mørke gyder. Og med en kultur, der overser, at de fleste voldtægter faktisk ikke finder sted i mørke gyder, men mellem folk, der kender hinanden. At dømme efter dagens fremmøde må man konstatere, at det fortsat er temaer, som optager kvinder i langt højere grad end mænd.

Med lovændringen fra 2021 kunne man fristes til at tænke, at det sidste punktum er sat i den bemærkelsesværdigt omfangsrige problematik med voldtægt og kønsbestemt vold i Danmark. Kaster man et blik på tallene, ser man dog hurtigt, at der er grund til fortsat årvågenhed på området. En opgørelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at antallet af voldtægter og voldtægtsforsøg har været stigende de senere år. I 2018-2020 anslås det, at 11.800 kvinder årligt blev voldtaget eller udsat for voldtægtsforsøg. Til sammenligningen lå det tal gennemsnitligt på 6.200 i perioden 2008-2018. Ingen af opgørelserne tager højde for, hvad der antages at være et betydeligt mørketal, men stigningen er ikke desto mindre til at få øje på.

To af de få fremmødte mænd er placeret tæt ved Føljetons udsendte. Den ene er en godmodigt udseende midaldrende herre med en begyndende måne og en ivrig gestik. Han viser sig at være en provinsadvokat, der tidligere har været på kursus hos en af dagens oplægsholdere, advokat Helle Hald. I samarbejde med Amnesty forsøger hun at sætte fokus på den manglende ekspertise, der er blandt beskikkede advokater. Sidemanden tager ivrige noter til Halds oplæg og fortæller entusiastisk om kurset, som var fuldstændig væsensforskelligt fra noget andet, han havde været på som jurist.

Det går først op for mig, at jeg ikke har fået spurgt ham, om han så var enig i Halds budskaber, da han senere grinende rækker mig sin smartphone, så jeg kan se et billede af den realitystjerne, han skal forsvare i en sag om voldtægt. Det er ikke selve forsvaret af den unge mand, men advokatens tydelige entusiasme omkring kendisaspektet, der forvirrer.

I det hele taget er advokatens position svær at greje. Da han først har fået mundtøjet på gled, fortæller han, hvordan han forsvarede et ungt familiemedlem i en sag om hævnporno, og – med indlagte kunstpauser efter domsafsigelsen – at han af princip frasagde sig sit honorar. Han fortæller også, hvordan han har kæmpet en brav kamp for at få nedsat erstatningskravet i en anden sag om hævnporno. Kvindens billeder, fortæller han indforstået, var blevet delt så mange gange, at “hun jo ville blive millionær“, hvis hun skulle have fået en klækkelig erstatning fra alle de medskyldige. Selvom hans deltagelse i dagens konference er opmuntrende, begynder man at undre sig over, hvad han mon sidder og skriver ned under oplæggene.

Oppe på scenen fortæller Helle Hald, at det mest omfattende problem med beskikkede advokater er, at de ikke modtager særlig undervisning i håndtering af særligt sårbare klienter og/eller i, hvordan de ruster ofre til afhøringsforløb hos politiet og i anklagemyndigheden – et faktum, der gør, at selve mødet med politiet og retssystemet kan blive den mest traumatiserende del af forløbet for voldtægtsofre. Uddannelsen af advokaterne er tilsyneladende nødvendig, for de seneste tal fra Rigspolitiet viser, at antallet af anmeldelser og sigtelser i voldtægtssager er steget siden samtykkeloven trådte i kraft. Til gengæld er mængden af domfældelser interessant nok faldet.

Det ideelle offer

Lobbyarbejdet for samtykkebestemmelsen stod på i årevis, men en lov kan i princippet ændres fra den ene dag til den næste. Det samme kan ikke siges om kultur, praksis eller myter, der som randmoræner præges ind i landskabet af vejr og vind igennem århundreder. Nok er lovgivningen rykket ind i nutiden, men spørgsmålet er, hvilken forskel det gør, hvis vores syn på ofre sidder fast i fortiden.

Fra konferencelokalets scene fortæller juraprofessor Trine Baumbach om kriminologen Niels Christies teori om det ideelle offer. Dette stakkels væsen kan ifølge teoriens fem kriterier koges ned til billedet på en sagesløs ældre kvinde, der bliver overfaldet af en skræmmende mand ved højlys dag. I modsætning til denne kvinde står snart sagt alle andre, og det gør voldtægtssagen til retssystemets akilleshæl, som Baumbach formulerer det: Vores billede på et ordentligt offer er sjældent en letpåklædt ung kvinde, der har fået lidt for meget at drikke. Alt ved offeret, der får det til at afvige fra idealet, afføder mistroiske spørgsmål om påklædning, alkoholindtag og skyld, og det slører rettens dømmekraft.

Et ideelt offer kræver sin ideelle fremmede gerningsmand. I modsætning til ham står mange andre, der kunne finde på eller komme til at overskride seksuelle grænser. Det gør på samme måde samtalen om en kulturforandring blandt mænd besværlig: Ingen vil sættes i bås med den farlige voldtægtsforbryder, og det er måske derfor, mændene ikke ligefrem står i kø ved frokostbuffeten denne fredag i Blox.

Ved frokostbordet møder Føljetons fremmødte kvinde dog endnu en sjælden herre i form af en kønsforsker fra RUC. At dømme efter hans måde at binde sit halstørklæde på, havde han sin storhedstid i de tidligere 00’ere, men ikke desto mindre er han det, man ville kalde en ung mand. På trods af at have beskæftiget sig med ulighed og kønsstereotyper i årtier fortæller han, hvordan han i private sammenhænge stadig ikke rigtig har et sprog for at tale om grænseoverskridende adfærd med sine mandlige venner.

Det giver på sin vis mening: Hvis man indrømmer at have overskredet en grænse, er det ikke svært at leve sig ind i frygten for at blive sat i kategori med voldtægtsmanden par excellence. Når langt de fleste voldtægter og voldtægtsforsøg sker i private hjem, er den stereotype overgrebsmand dog en anden, end hvad man kunne forvente. Derfor er der muligvis brug for at ‘normalisere’ voldtægtsmanden på samme måde, som man må ‘normalisere’ offeret – selvom implikationen af det er anderledes penibel.

Voldtægtsmyter

Rundt omkring ved bordene summer snakken om voldtægtsmyter, som også blandt yngre mænd er udbredte. En undersøgelse foretaget af Det Kriminalpræventive Råd viste i december 2021, at hver femte af de adspurgte unge mener, at ‘hvis en kvinde ikke siger “nej“, kan hun ikke anklage manden for voldtægt’. Hver anden unge mand troede desuden, at ’voldtægtsbeskyldninger ofte bruges som hævn mod mænd’, hvilket er en udbredt opfattelse, som ikke bakkes op af statistikkerne.

Det er ifølge Sarah van Mastrigt, der er kriminolog og lektor fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, bekymrende: “Vi ved fra international forskning, at mænd der har disse holdninger, har større risiko for at begå seksuelle overgreb. Vores resultater peger derfor på et reelt behov for oplysning og mytepunktering, hvis vi skal mindske antallet af overgreb,“ udtalte hun i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen.

Myterne kender vi fra resten af samfundet og fra retssystemet, men at de også skulle være udbredte blandt de helt unge mænd, er kommet bag på Amnesty selv, fortæller kommunikationsrådgiver Nora Rahbek Kanafani: “Det kalder helt klart på selvransagelse, for det kommer bag på os, at de her myter er så udbredte blandt de unge mænd. Det er vigtigt, at vi laver noget mere målrettet arbejde for den her gruppe af unge mænd, som vi ikke har været gode nok til at få fat i.“ Hos Amnesty er man nu gået i gang med at afholde fokusgrupper blandt mændene for at undersøge, hvordan man starter dialogen, men Kanafani peger også på vigtigheden af “en stor samfundsmæssig indsats“ i form af en styrket seksualundervisning i skolerne og en indsats for videreuddannelse af politi- og anklagemyndigheden.

Er der grund til at tro, at samtalen omkring en samtykkelov og samtykkebaseret sex har skubbet unge mænd længere væk fra samtalen eller at det gør dem bange? 

“Vi skal i hvert fald blive bedre til at kommunikere, at den her lov jo også er en gevinst for mænd. Det handler jo også om deres samtykke og ret til at bestemme over egen krop, og der har vi, naturligt nok, haft meget fokus på voldtægtsofrene, som jo primært er kvinder. Diskussionen om samtykke er generelt blevet bedre modtaget af de unge kvinder, som måske har kunnet spejle sig mere i det. Så vi skal helt klart blive bedre til at fortælle, hvorfor samtykkeloven også er en gevinst for de unge mænd.“

Gadens kvinder

Eftermiddagskaffen bliver stillet frem, og samtalen på scenen fokuseres på ofrenes egne erfaringer. Hos organisationerne The Red Van og værestedet Reden International, der arbejder med gadebaserede udenlandske sexarbejdere, kan man om nogen tale med om kløften mellem behandlingen af det ideelle og det reelle offer. Her er spørgsmålet ikke, hvorvidt deres klienter kan få en retfærdig behandling i det danske retssystem. Der er ikke noget system, der favner deres udsatte position.

Som Malene Muusholm fra Reden International fortæller, møder sexarbejdere, der har anden etnicitet end dansk, en række udfordringer og fordomme, som gør mødet med myndighederne uoverskuelige. De risikerer at blive smidt ud af landet, repressalier fra farlige gerningsmænd, og så møder de fordommen om, at sexarbejdere i kraft af deres erhverv ikke kan voldtages. Når det langt fra ideelle offer møder den ganske ideelle gerningsmand, sætter systemet tilsyneladende ud.

Den erfaring bakkes op af Aphinya Jatuparisakul, der er stifter af The Red Van. Det er en ombygget varevogn, som befinder sig på Vesterbro og tilbyder gadebaserede sexarbejdere alt fra et sikkert sted at arbejde til kondomer, glidecreme, the og kaffe. I sit oplæg lægger hun særlig vægt på den racisme og uvilje mod kvinderne, som gør det svært for dem at få respekt og hjælp i det danske samfund: “Jeg har set kvinder, der ligner nogen, der kunne være gæster til det her arrangement, råbe de vildeste ting til dem på gaden,“ fortæller hun.

Det rammer et ømt punkt i kvindesagen. Siden 1970’erne er den hvide feminisme blevet kritiseret for at lukke sig om sig selv, og elefanten i rummet denne eftermiddag synes da netop også at være den problemstilling. Der er stor forskel på at være et velstillet, hvidt voldtægtsoffer og en gadebaseret sexarbejder med en udløbet arbejdstilladelse. Og der mangler tilsynelande et sprog for at forene de to kampe. Da Jatuparisakul lader ordet gå videre til panelets øvrige (hvide) deltagere, vender samtalen ikke rigtigt tilbage til de mest udsatte kvinders vilkår.

Dagen slutter for Føljetons vedkommende efter en repræsentant fra Sverige har delt erfaringer fra de “svenske tilstande“, hvor en voldtægtslovgivning, der ligner vores egen, har været gældende i godt fire år. Der er godt nyt fra nordøst, for loven virker tilsyneladende efter hensigten, og de fleste bekymringer er blevet gjort til skamme. Herhjemme fortsætter arbejdet – for fremtiden måske med et øget fokus på de unge mænd og de udsatte kvinder. Der er tilsyneladende brug for det. /Asta Kongsted