Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
I Kometen kommer opdager Mumitrolden, at en komet har direkte kurs mod Mumidalen. Han søger sammen med resten af Mumifamilien dækning i en grotte. Ligesom i Tove Janssons finske børnebog, må vi også i den virkelige verden forholde os til, hvordan vi vil reagere, når truende kometer begynder at flyve ind i vores luftrum.
Netop det er Finland og Sverige i gang med efter Putins invasion af Ukraine. Og Nato er klar til at byde dem velkommen i sin varme grotte. “Det kan gå stærkt, hvis det ønskes,“ sagde Natos generalsekretær Jens Stoltenberg i et interview med Sveriges Radio torsdag. Ifølge Stoltenberg er Nato også klar til at holde hånden over begge lande ved at sikre dem militær beskyttelse undervejs i en ansøgningsproces.
Hvis Sverige og Finland beslutter sig for at blive en del af Nato, vil det næppe skyldes Natos omklamrende, fugtige håndflader eller Ruslands gentagne trusler om, at den beslutning vil få “alvorlige politiske og økonomiske konsekvenser“. Indtil videre vil den finske og svenske regering dog hellere holde hinanden i hånden og søge ly i en sauna snarere end i Natos grotte.
“Ruslands krig bringer den europæiske sikkerhedsorden i fare. I denne ændrede situation vil Sverige og Finland øge sit samarbejde,“ meddelte den finske statsminister Sanna Marin på et pressemøde med sin svenske kollega Magdalena Andersson allerede d. 5. marts. “Lige nu er ikke det rigtige tidspunkt at sende en ansøgning om medlemskab afsted,“ understregede den finske forsvarsminister Antti Kaikkonen fem dage senere. Selvom debatten om Nato-medlemskaber er blevet brandvarm, ryster hverken Finland eller Sverige på hænderne.
Fred under finske fyrretræer
Finland deler en lang historie og en 1.340 km lang landegrænse med Rusland. Og den østlige nabo har længe været definerende for den finske udenrigspolitiske doktrin. Grænsen mellem de to lande blev i første omgang tegnet, da Finland erklærede sin uafhængighed fra Rusland i 1917. Vinterkrigen, der begyndte i 1939 og sluttede ved udgangen af samme vinter, malede nogle af grænseområderne mørkerøde. I 1948 indgik Finland og Sovjetunionen en venskabsaftale, og Finland blev derfor hverken en del af Warszawa-pagten eller Nato.
Herefter har der været relativt fredelige vinde i de finske fyrretræer ved grænsen, der endda har været mødestedet for en årlig juletradition, hvor den russiske og finske julemand spreder juleglæde i grænsebyen Nuijamaa. Men muligheden for et udvidet Nato har slukket julelysene i Ruslands øjne.
Modsat sin tøvende regering mener den finske befolkning, at timingen er helt rigtig. En meningsmåling fra denne uge viser, at 62 pct. af den finske befolkning ønsker at blive en del af Nato. Et borgerforslag om at afholde en folkeafstemning om beslutningen nåede de nødvendige 50.000 underskrifter på under en uge, hvilket betyder, at emnet nu skal debatteres i parlamentet. Det er i den grad udtryk for et skift i den finske folkestemning. For fem år siden var det kun 19 pct. af befolkningen, der ville være en del af den militære alliance.
Det samme gælder for den svenske befolkning, hvoraf 51 pct. ifølge den seneste meningsmåling gerne vil tage imod Natos fristende tilbud om medlemskab. Men Nato polariserer stadig det politiske landskab i Sverige, der de sidste 200 år har holdt sig uden for krige og militære alliancer.
Krigsforbryderen kommer
Selvom den nordiske duo har et nært samarbejde med Nato og allerede opfylder alliancens politiske og militære krav, er de i tilfælde af vildfarne kometer ikke dækket af Natos kollektive forsvar og sikkerhedsgarantien i artikel 5. Og med blikket rettet mod himlen, er det jo egentlig forståeligt nok, at den svenske og finske befolkning ikke har lige så meget is i maven som deres regeringer.
I Mumidalen ender det altid godt til sidst. Men vi lever ikke i en børnebog, og i den virkelige verden er det utilregnelige krigsforbrydere og ikke kometer, som vi skal forholde os til. Katastrofer og krig kalder på hurtige beslutninger og handlekraftige regeringer, når det kommer til nødhjælp, lydhørhed, åbne grænser og økonomisk hjælp. Men Sverige og Finlands afventende position viser os, at der også godt kan være plads til en tålmodig diskussion af beslutninger, der vedrører militær oprustning og ekspansion.
Modsat andre regeringers meget hastige beslutninger den seneste måned – vi kan i flæng nævne både særlove for ukrainske flygtninge, folkeafstemninger og nye generøse forsvarsaftaler – har de svenske og finske regeringsledere ikke travlt. Tilløbet til et finsk og svensk Nato-medlemskab bliver på grund af landenes historiske alliancefrihed og neutralitet formegentlig længere, end mange af os havde forestillet os. Og i sidste ende er det kun op til Finland og Sverige, om de vil tage imod Natos hånd. /Emilie Ewald