Foto: Lars Henrik Ostenfeld
Lyden af sne, der drypper, floder, der strømmer flere hundrede meter under indlandsisen og beskidte isbjerge, der knækker af og falder ned i det mørke hav. Det slår tonen an i dokumentarfilmen Into the Ice instrueret af Lars Henrik Ostenfeld, som de kommende to uger kan ses på dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX.
Filmen følger tre glaciologer, der i stedet for at benytte computermodeller og satellitbilleder, har trukket i termotøjet for at iagttage og måle isen. På trods af det undersøger de tre forskere isen på vidt forskellige måder. Deres forskningsområde er foranderligt og dødsensfarligt, men Into the Ice fører dig sikkert ud på – og under – den glatte is.
Man er med på langrend tværs over indlandsisen, hvor Jason Box, professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, undersøger, hvordan stigende sne- og regnfald påvirker isen, mens han laver japansk nudelsuppe over trangiasættets blå gasflamme i sit orange telt.
Man spænder et reb om livet for at kaste sig ned i dybet af et smeltevandshul sammen med Alun Hubbard, som er glaciolog med tilknytning til Norges Arktiske Universitet. Isen knirker som væggene i et gammelt hus, der giver sig, og der er pyntet fint og farligt op med sylespidse istapper. Dernede slår Hubbard hul på isen og finder ud af, at der er vand på bunden. Det er afgørende for stigninger i havniveau, fordi det betyder, at der flyder endnu mere is med ud i det tilstødende hav.
Til sidst svinger man forbi Dorthe Dahl-Jensens forskningsstation midt på isen. Hun er professor i fysik og leder af Niels Bohr Instituttets Center for Is-, Klima og Geofysik, og hendes data skal opbevares i kolde temperaturer. De lange rækker af flamingo- og papkasser på de frosne hylder er nemlig fyldt med is. Kilometervis af is, der er boret ud af Grønlands indlandsis.
Når forskerne borer en iskerne, borer de tusindvis af år tilbage i klimaets historie. Først finder de sneen, der stammer fra nu. Den er hvid og grynet. Så når de til den blanke, gennemsigtige is. ”Og så skal vi være detektiver” fortæller Dorthe Dahl-Jensen. Hun måler bl.a. vandisotoperne i isen for at finde ud af, hvilke perioder, der har været varmere og koldere, og hvad der skete under temperaturforandringerne.
Isen fortæller mange historier. Dorthe Dahl-Jensen kan udpege fortidens vulkanudbrud, se Romerrigets begyndelse og fald, og hvornår både Første og Anden Verdenskrig begyndte. Ved at lytte til fortidens klimahistorie, kan Dorthe Dahl-Jensen indsamle viden om nutiden og fremtidens klimaforandringer. Den viden er afgørende – også for FN’s klimarapporter, der kortlægger klimaforandringerne og deres konsekvenser.
Historisk facitbog
De seneste to klimarapporter fra FN’s klimapanel, IPCC, får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Udgivelserne er en del af IPCC’s nye hovedrapport, som er den sjette siden 1990. Klimapanelet kan konkludere, at næsten halvdelen af klodens befolkning er ekstremt sårbare over for klimaforandringer, mens mere end hver sjette dyre- og planteart er i fare for at uddø, selv hvis de globale temperaturstigninger forbliver på nuværende niveau. FN’s generalsekretær António Guterres kaldte i februar rapporten for “et atlas over menneskelig lidelse og en fordømmende anklage over fejlslået klimalederskab“.
Efter filmen fanger Føljeton Dorthe Dahl-Jensen på en forbindelse til Canada for at høre, hvilken rolle hendes forskning spiller i FN’s forudsigelser: “Vi plejer at sige, at vi er vismænd, ikke spåkoner. Vi prøver ikke at lave modeller, der kan forudsige, hvad der sker i fremtiden. Vi undersøger bare, hvad der skete sidst, der var varmt på planeten. Vi har en historisk facitbog, som vi kan gå ind og kigge i.“
Det er en meget værdifuld facitbog, for mange af de klimamodeller, FN baserer sine klimaberegninger på, er kalibreret med observationer og data, der kun går omkring 150 år tilbage. Iskernerne kan derimod vise, hvad der er foregået tusindvis af år tilbage. De fortæller historier om istiden og de varme mellemistider.
Den seneste varme tid kaldes Eem-tiden. Dengang smeltede 25 pct. af indlandsisen, og der var en havvandsstigning på 5 til 9 meter: “128.000 til 115.000 år før nu var der 5 grader varmere end vores præindustrielle tid, og det er det scenarie, vi ser frem mod i Grønland om under 50 år,“ fortæller Dahl-Jensen. Der kommer dog til at gå længere tid end 50 år, før kystområder vil være under vand: “Is smelter heldigvis ikke fra dag til dag. Der skal rigtig meget varme til.“
De iskolde data fra Dorthe Dahl-Jensens forskningslejr har tegnet en vigtig stiplet linje i rapporten fra august 2021. I en tidligere version af rapporten tog prognoserne ikke hensyn til de pludselige, ekstreme begivenheder, som iskernerne kan oplyse om. “De vurderede først, at havvandstigningerne maksimalt ville blive 98 cm i år 2100. Men så tilføjede de en stiplet kurve på deres prognoser, der gik op til 1,7 meter. Så på den måde fik vi ny viden med. Og det er jeg ret stolt af.“
Det regner i Grønland
Dorthe Dahl-Jensens lejr i Grønland er på glatis: Hvert år flyder den halvtreds meter væk. Når de kommer tilbage til den øde lejr, skal holdet af forskere derfor opdatere deres positioner og landingsbanen. I lejren er Dorthe Dahl-Jensen nu i gang med et nyt projekt, hvor hun undersøger isstrømme.
Isstrømme er floder af is inden i indlandsisen, der flyder hurtigere end den omkringliggende is, og vælter ud i omkringliggende vand. Dem forstår forskerne stadig ikke helt. “Vi ved, det hænger sammen med, at havet bliver varmere, så isen lettere kan flyde ud. Og at det sikkert også hænger sammen med, at det sner mere i Grønland. Vi ser, at isstrømmene generelt har sat farten op, men pludselig er der nogen, der sætter farten ned igen, og det forstår vi ikke,“ fortæller Dorthe Dahl-Jensen.
At undersøge isstrømmene er lige så afgørende som at undersøge iskernerne. Ifølge de nuværende prognoser for København, vil havvandsstigningen i år 2100 være 60 centimeter med en usikkerhed på 60 cm. “Det betyder, at havvandsstigningen i København bliver mellem 0 og 1,2 meter. Det er netop isstrømmene, der skaber en enorm usikkerhed. Så vi håber, at vi kan finde ud af, hvordan isstrømmene flyder, og undersøge Grønlands kanter, hvor isen kævler. Det vil forbedre vores modeller og prognoser yderligere.“
Den snehvide kulisse i Into the Ice er Dorthe Dahl-Jensens arbejdsplads. Men klimaforandringer forandrer også hendes arbejdsmiljø: “Det regner på os.“ Normalt falder sneen ellers året rundt, og temperaturen når aldrig op på 0 grader. Så når regnen falder, giver det ekstra udfordringer. “Vi har jo intet regntøj med. Ingen paraplyer eller gummistøvler, så alting bliver rigtig vådt. Vi kan meget bedre lide sne.“ Regnen kan også spores i forskernes data. I de nyeste iskerner ses det, at når det regner oven på indlandsisen, så siver vandet ned i sneen og genfryser som et klart islag. “Vi kan se, at der er kommet flere og flere af de islag de sidste 20 år. Men hvis vi går længere tilbage, er der ingen før vi kommer langt tilbage til de varmere klimaperioder.“
Portrættet af landskabet, der forandrer sig, solrige, lune dage midt på isen og smeltevand om vinteren viser, at klimaet ikke kun har forandret sig i fortiden og vil forandre sig i fremtiden. Det forandrer sig også lige nu. Over det hele. Hele tiden. Det er bare mest tydeligt i Grønland. Af samme grund giver dokumentaren mulighed for at se og sanse nutidens klimahistorie. Og derfor er det også vigtigt for Dorthe Dahl-Jensen at være både forsker og aktivist: “Når vi opnår viden, er det vigtigt, at vi kommunikerer den videre. Det kan godt være svært at trænge igennem. Men jeg bliver ved med at sige det samme hver gang. Og man skal sige det samme mange gange for at blive hørt.“ /Emilie Ewald