Ak, den grønne søde vår! Nu kravler forårstemperaturerne op i de tocifrede luftlag, og hvilken anledning til at sole de vinterblege kinder og glemme verdenssituationen for en kort bemærkning. Det luner så dejligt, men det er desværre ikke alle steder, varmen er lige velkommen.
Både Nord- og Sydpolen har i weekenden slået nye temperaturrekorder. I nogle områder på Sydpolen oversteg temperaturen sit for årstiden normale niveau med hele 40 grader – celsius! Nordpolen ramte samtidig en temperatur, der var 30 grader højere end normalt. Beklager, det var ikke længe du fik lov at glemme verdenssituationen.
På denne tid af året nærmer Sydpolen sig sit efterår, mens Nordpolen kigger mod foråret. De to poler er almindeligvis som yin og yang; når den ene går mod vinter, nærmer den anden sig sin sommer. Derfor er det helt usædvanligt at se de to islandskaber smelte på samme tid. Det lyder vildt, ja nærmest akut. Men som det så ofte gælder med klimakrisen, så er der altid noget, der er mere presserende, og lige nu er det Europas afhængighed af den russiske energi.
Mens sydpolens pingviner måtte søge skygge fra den bagende sol, indgik Tysklands økonomiminister Robert Habeck søndag en ny aftale med Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani om at importere flydende naturgas fra Qatar, så tyskerne kan vriste sig fri af Putins energigreb. Planen er tænkt som en hurtig reaktion på krisen, men det er imidlertid en langsigtet plan, den tyske økonomiminister har indgået. Qatar insisterer nemlig på langvarige kontrakter, og Tyskland skal da også lige have lavet havnene til gassen først. Naturligvis bør Tyskland gøre sig fri af russisk energi, men man kan spørge sig selv, hvor grønt det egentligt dufter at satse på naturgas, mens jordkloden sveder så heftigt – og så lige med Qatar.
Fortalere hylder den flydende naturgas som den gyldne mellemvej: En bro mellem de svinende og de rene energiformer, der kan erstatte de værste kul- og oliesyndere, mens vi omstiller os til en bæredygtig fremtid. Desværre er naturgas bare ikke så grøn og frodig en klimavej, som fortalere gør det til. Lige fra det bliver udvundet til det bliver brændt af, har gassen et stort udslip af metan – en gas, der er 80 gange så klimaskadelig som CO2.
Selvom tyskerne sigter til en udfasning af naturgas i 2045, så er der risiko for, at en omlægning af importen vil hægte Tyskland endnu tættere sammen med naturgassen. For “hvis man bruger en masse penge på at udbygge [nye importruter til, red.] naturgas, er der så ikke en risiko for, at det vil fastholde brugen af gas, fremfor at man arbejdede sig mod alternativer som elektrificering?“, som Tim Gore fra Institut for Europæisk Miljøpolitik retorisk spurgte Time Magazine i begyndelsen af marts.
Isen rekordsmelter både under og over os, og en større omlægning af energiimporten synes at være en oplagt mulighed for at tænke bæredygtighed ind i det store europæiske energiforbrug. Kernekraften kunne nok have hjulpet betydeligt, men det satte den indgroede Tjernobylfrygt en stopper for. Så må man tænke kreativt.
Andriy Kobolyev er tidligere formand for det ukrainske energiselskab Naftogaz, og han har et forslag: Tyskerne kunne blive ved med at modtage den russiske gas og til gengæld nægte at betale for det. Rusland kan nemlig ikke bare uden videre lukke for gasrørene. Der vil angiveligt være gas nok til at Tyskland kunne klare sig igennem næste vinter. Der må næsten gemme sig et regnestykke et sted derinde: Hvis man fortsat importerer russisk gas uden at betale, så åbenbarer der sig måske et budget til at omlægge til bæredygtig energi? Det er da en sanktion, der vil noget.
Men selvom solen for alvor bager i begge ender nu, så er faren stadig for abstrakt til den slags håndgribelige løsninger. Krigen raser, og den truer forsyningssikkerheden i Europa. Før var coronapandemien det uopsættelige problem, og det er tilsynelandede aldrig et godt tidspunkt at begynde at tænke på klimaet. Men du grønne, søde vår, må du aldrig blive 40 grader varmere end forventet. /Jon Kvist Sommer