Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix
Alt er, præcis som det skal være, hvert et hårstrå sidder med så præcis tilfældighed, at man ikke glemmer hans ubestrideligt pjuskede frisure, kun styret af, hvilken vej vinden vender. Den britiske premierminister Boris Johnson er i denne uge blevet udødeliggjort som voksfigur på endnu et Madame Tussauds-museum – denne gang i Blackpool, hvor Det Konservative Parti, toryerne, i weekenden holdt forårskonference.
Boris Johnson er flere gange i processen mødt op for at sikre, at både frisuren og farverne ligner ham selv. Med premierministerens klodsede adfærd fristes man til at tro, at det ikke var for hans egen skyld, men for kunstneren Emma Meehans – og så alligevel. For han ved han godt, hvad han laver. Som den britiske journalist Tom McTague skrev for et par år siden:
“Johnson minder slet ikke om de andre premierministre, jeg har dækket. Tony Blair og David Cameron var polerede og formidable. Gordon Brown og Theresa May var stive, frygtsomme og forsigtige. Johnson kunne lige så godt være en anden art. Han er livlig og engageret, på overfladen uoplagt, men i virkeligheden fokuseret og opmærksom. Han er ubehøvlet, impulsiv og overstadig. Han er den første britiske leder, jeg har set, som oprigtigt ser ud til at have det sjovt.“
Men evnen til at have det sjovt har det med at give bagslag, når Boris Johnson har så notorisk nemt ved at gøre et fjols ud af sig selv. Om det er en uheldig udiplomatisk kommentar til en kollega, sidste års Gurli Gris-jokes, eller da han lørdag fik sammenlignet Brexit med krigen i Ukraine – en dårlig analogi, der kun bliver værre af, at den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij modsat Johnson rent faktisk gerne vil være en del af EU: “Jeg ved, at det er instinktet hos folket i dette land – ligesom det ukrainske folk – at vælge frihed hver eneste gang,“ lød det fra Boris Johnson.
“Boris, dine ord fornærmer ukrainerne, briterne og den sunde fornuft,“ tweetede den henholdsvis forhenværende formand for Det Europæiske Råd og polske premierminister Donald Tusk, ligesom den tidligere belgiske premierminister og siden europaparlamentariker Guy Verhofstadt kalder sammenligningen “vanvittig“.
Alle har glemt partygate
Udødelig ser Boris Johnson også ud til at være i britisk politik. Det er kun få uger siden, han nærmest var ved at miste sin post, og nu bliver han takket af Zelenskij for at sende militære våben til Ukraine. Ligesom vi herhjemme har glemt alt om mink og slettede sms’er, har de i Storbritannien glemt alt om havefester, ostebord og regelbrud på Downing Street. Stemningen er ifølge The Guardian pludselig blevet “rigtig god“ i baglandet, hvor flere har trukket deres mistillidserklæringer tilbage. Boris Johnson er for første gang i otte måneder steget i meningsmålingerne, og han spås lige nu relativt gode chancer for at vinde det valg, han også annoncerede på forårskonferencen.
Men intet er sikkert, og hovedpinen er langt fra slut. Politiet er netop begyndt at afhøre de over 100 vidner i partygate-skandalen, og internationalt har Johnsons fremstød om Ukraine været udslaget, der kostede ham invitationen til denne uges topmøde i Det Europæiske Råd. Selvom det er naturligt ikke at blive inviteret, når man selv har bedt om at stå uden for EU, havde de fleste regnet med, at krigen trods Brexit ville give ham en plads ved bordet – også fordi den amerikanske præsident, Joe Biden, vil deltage i drøftelserne, der finder sted sideløbende med torsdagens topmøder i G7 og Nato.
Alt imens forsøger Boris Johnson at klare tingene selv. Mens han derhjemme slår ned på Londongrads russiske oligarker, besøgte han i sidste uge den saudiske kronprins Mohammed Bin Salman, hvor kilder bemærkede, at han “virkede meget gladere … end når han sidder bag sit bord“. Ifølge Politico har de to indgået en “bizar romance“, hvor de taler om, hvor meget de savner hinanden, og hvor Johnson opfattes som en mere pålidelig samarbejdspartner end Biden, der efter mordet på journalisten Jamal Khashoggi og USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan ikke vil mødes direkte. “Boris kan tale til Golfnationerne, uden at de føler, at han prædiker for dem, som Biden gør,“ lyder det fra en saudiarabisk minister til Politico.
Det er dog efter alt at dømme bin Salman, der har overhånden – og underforstået vil have våben til gengæld – ved at udnytte Johnsons desperation for olie. Tilsvarende er det tilsyneladende intet problem for Johnson, at Saudi Arabien i vid udstrækning praktiserer dødsstraf, og at mindst tre blev henrettet bare i den tid, han var på besøg. Ifølge en britisk embedsmand står han over for valget mellem om at gå på kompromis med sine principper og at tække vælgerne, der særligt i London kæmper med støt stigende bolig- og levepriser.
Vi ved samtidig, at Johnson nærmest er umulig at komme af med, uanset hvor mange lortesager han får på sig. Men som en gammel kollega ifølge The Guardian skulle have sagt: “Nogle af de ting, som folk kunne lide ved Boris, opfatter de nu som lidt af en belastning, når vi har at gøre med en invasion, en større international begivenhed. I nogle Labour-grupper har folk sagt ting som: ‘Hvad synes de andre verdensledere om, at han ikke ordner sit hår?’“ /Emma Louise Stenholm