Oligarkerne ud af kunsten

Føljeton har allerede skrevet en hel del om de russiske oligarker, og nu gør vi det igen, så du må undskylde, hvis det virker som en besættelse (det er det). Hvis din umiddelbare reaktion er, at du ikke orker at høre mere om Abramovitj, Umanov, Fridman, Mikhelson, og hvad de ellers hedder alle sammen, så vil det måske glæde dig, at vi i det følgende også berører den internationale kunstverden, som i mange år har plejet en usund omgang med disse afsindigt formuende russiske individer.

Men vi begynder lige i byen Aspen i den amerikanske delstat Colorado, hvor Gillian Tett, der er journalist, kommentator og klummeskribent på den glimrende britiske avis Financial Times, var på skiferie i sidste uge. I modsætning til en dansk journalist med høj anciennitet på fx Politiken er det for en kendt og vellønnet journalistisk medarbejder på Financial Times ikke forbundet med social skam, hvis ens fritidsliv er dyrt og ekstravagant.

Så Gillian Tett indleder altså sin klumme (betalingsmur) med, at hun lige har slappet af med at stå på ski i de hvidklædte bjerge omkring Aspen. Mens hun er der, oplever hun, at det summer med rygter om oligarken Roman Abramovitj. Han ejer nemlig et moderne “megapalæ“ på mere end 4.000 kvadratmeter og landområde på 80 hektar i Snowmass lige uden for Aspen, og de lokale ejendomsmæglere er meget optagede af, om de amerikanske myndigheder kunne finde på at beslaglægge ejendommen som led i de internationale bestræbelser på at stække Ruslands præsident Vladimir Putin. Aspens ejendomsmæglere vurderer, at ejendommen vil kunne sælges for 50 mio. dollars. Det fede ved den er, at Abramovitj har været så letsindig at købe den i sit eget navn, hvilket gør den nem at konfiskere.

Som Tett er inde på, er mange af oligarkernes aktiver købt gennem et væv af skuffeselskaber og offshore-virksomheder med adresser over hele verden, og nævner, at den samlede sum penge, der er skjult i skattely, ifølge forskere på Copenhagen Business School beløber sig til afsindige 10 pct. af det globale bruttonationalprodukt. Spørgsmålet, hun stiller, er så, om dette utøj er noget, man vil kunne komme til livs som følge af krigen i Ukraine.

“Når alt kommer til alt, har disse finansielle konstruktioner i de seneste årtier været en kilde til kulturel og kognitiv dissonans i Vesten. Finansfolk og politikere i både USA og Europa har ageret, som om det var helt normalt at flytte store mængder kapital rundt under falske navne. Skuffeselskaber har, for at citere et begreb, som socialantropologer elsker, været et område præget af iøjnefaldende “social tavshed“, en kulturel blind vinkel, der forblevet uberørt, fordi den er så velkendt for insidere, som ikke har noget særligt incitament til at udfordre status quo,“ skriver Tett med masser af schwung i pennen.

En af de forskere, som hun refererer til, er ph.d. Rasmus Corlin Christensen, der er postdoc ved Institut for Organisation. I et lille interview inde på CBS’ hjemmeside giver han udtryk for optimisme. “Den gode nyhed er, at vi hele tiden bliver bedre – meget bedre – til at få de gemte formuer frem i lyset,“ siger han og peger på, at hvis man i dag åbner en konto i skattelyet Schweiz, så er banken nødsaget til at fortælle det til skattemyndighederne i ens hjemland, hvilket gør det besværligt at gemme sin formue. Sådan plejede det ikke at være. “Om denne krise giver afsæt for en politisk forandring vides ikke helt endnu, men jeg er meget optimistisk,“ siger han. “Politiske ledere har allerede sat gennemsigtighed øverst på den globale politiske dagsorden, så forhåbentlig vil nye regler og samarbejder blive til virkelighed inden for de næste år.“ Det lyder da virkelig godt.

Og så til kunstens verden

Åh, så var det med den internationale kunstverden, som vi lovede oppe i toppen. Man kunne jo godt gå og bilde sig ind, at folk, der arbejder med kunst, er lidt mere fine i kanten, end de er i den finansielle sektor. Men nej, det er ikke altid tilfældet i kunstens store institutioner. Det må være lugten af penge, der får folk til at slække på deres værdier.

De mange nyrige russiske milliardærer har med deres vanvittige formuer været med til at presse priserne i vejret til glæde for alt fra auktionshuse og gallerier til kunsthandlere og -samlere (og de øverste lag af kunstnere). Derudover er de blevet indlemmet af museer, gallerier og fondes bestyrelser rundt omkring – særligt i USA og Storbritannien – og naturligvis ikke på grund af deres faglige viden. Som kunstrådgiveren Ivan Macquisten for nylig udtalte til The Guardian: “Det er rimelig åbenlyst, hvad der er – eller var – i det for oligarkerne. Hvis man bliver associeret med en institution, der har et godt ry i samfundet, kan det give en kulturel, social og politisk kapital. Det kan give adgang til markeder, til indflydelsesrige mennesker – ikke kun politikere, men også dem.“

Det kan godt være, at det ikke er helt nemt at få disse rige russeres penge ud af skattely i et snuptag. Men kunstinstitutionerne bør smide dem ud af bestyrelserne, og det kan ikke gå hurtigt nok. No more artwashing. /Oliver Stilling