Asylansøgere tvangsflyttes med ned til 24 timers varsel

23-årige Hussein ringer fra Asylcenter Hviding i Tønder kommune. Her har han boet på et lille værelse med sine forældre, siden de d. 8. marts fik 24 timer til at pakke deres hjem igennem tre år på Asylcenter Aaløkke ned og flytte. Lejligheden, de boede i, huser nu en større ukrainsk familie. “Vi blev bedt om at flytte inden for 24 timer. Vi har boet her i tre år, hvordan kan man pakke det liv ned på 24 timer? Mine forældre er syge, så der var kun mig til at gøre det. Jeg bad om to dage og fik afslag. Min far havde en lægeaftale dagen efter. Den aflyste de, og i stedet måtte vi flytte,“ fortæller Hussein Al-Ashqi over telefonen.

Ifølge Hussein udløste protesten mundtlige trusler om politiindblanding fra centerets indkvarteringsoperatør. Truslerne blev efterfølgende fulgt op af Udlændingestyrelsen i et skriftligt flyttepåbud: “Udlændingestyrelsen beslutter, at du straks skal flytte fra Center Aaløkke til Center Hviding“, står der i brevet, som Føljeton er i besiddelse af. I næste linje fortsættes det: “Vi beder politiet om at flytte dig, hvis du ikke flytter straks. Vi kan også bede politiet om at frihedsberøve dig, hvis du ikke flytter.“ Truslen, fortæller Hussein, skræmte især hans forældre, som begge lider under dårligt fysisk, og for morens vedkommende psykisk, helbred. For hele familien skabte den en følelse af at blive tilsidesat til fordel for de nyankomne.

Fredag trådte den særlov i kraft, der skal gøre det lettere for ukrainske flygtninge at blive integrerede i det danske samfund. Regeringens støttepartier stemte uden undtagelse for, dog under skarp kritik af lovens udformning fra både Enhedslisten og Radikale Venstre. Ifølge partierne peger behovet for en særlov på generelle problemstillinger i asylsystemets sædvanlige håndtering af flygtninge.

Familien Al-Ashqi står nu med en konkret fornemmelse af at blive forfordelt på de danske asylcentre: “En flygtning er en flygtning, men os truer de med politiet. Jeg ved ikke længere, om politiet er til for at beskytte mig eller skræmme mig,“ fortæller Hussein.

Overfor Føljeton afviser den daglige leder på Asylcenter Aaløkke, at der skulle forekomme forskelsbehandling på bostedet: “Vi møder folk på præcis samme måde, uanset hvor man er fra.“ Hvorvidt familien Al-Ashqi mundtligt skulle være blevet truet med politiindblanding af stedets ansatte, ønsker hun ikke at kommentere på og henviser i stedet til Udlændingestyrelsen, som står for at sende skrivelserne ud. Til Føljeton oplyser de, at varslingen om politiindblanding i den skriftlige advarsel er standardprocedure:

“Personer, som skal flytte, har dog krav på at vide, at der ikke er valgfrihed ift., om man ønsker at flytte. Derfor er det legitimt, hvis der – også af hensyn til beboeren, der flyttes – oplyses om styrelsens handlemuligheder i tilfælde af, at personer, som skal flytte, nægter at samarbejde om flytningen.“ Styrelsen er ikke vendt tilbage på spørgsmålet om nødvendigheden af at lade risiko for politiindblanding fremgå så prominent i det første flyttepåbud, man sender asylansøgere.

“Der er jo tale om mennesker på flugt“

I modstrid med familien Al-Ashaqis historie skriver Udlændingestyrelsen, at familien modtog en mundtlig varsel d. 7. marts, og at forløbet derfor udspillede sig over 48 og ikke 24 timer. På Center Aaløkke medgiver man dog, at det kan forekomme, at asylansøgerne får helt ned til 24 timers varsel forud for en tvungen flytning. Ifølge Enhedslistens integrationsordfører Rosa Lund, er det et udtryk for ekstrem ressourcemangel i det danske asylsystem:

“I mange år har vi neddroslet kapaciteten i det danske asylsystem. Det betyder jo, at når der kommer en stor flygtningestrøm, så har vi ikke pladsen, og så er man nødt til at bede folk om at flytte sig, og jeg synes selvfølgelig, at folk skal varsles i ordentlig tid. Det, jeg synes man kan lære af det, er, at vi ikke skulle have lukket asylcentre. For man kan ikke forudse, hvornår en eller anden diktator går amok eller hvornår Taliban overtager magten. Så jeg synes, det her bør være er en huskekage til Mattias Tesfaye (S) om, at det er en dårlig idé at lukke asylcentre.“

Radikale Venstres integrationsordfører Kathrine Olldag medgiver også, at presset kan medføre behov for flytninger af flygtninge: “Men man skal satanedemig gøre det ordentligt. Og man skal behandle mennesker med respekt, uanset hvor de kommer fra. Det burde ikke være sådan, at man i den her situation stadigvæk holder fast i at bruge chikanøst administrationssprog.“

At tvangsflytningerne sker med trussel om politiindblanding er ifølge Lund ude af proportioner: “Jeg kan slet ikke se, hvorfor politiet skal blandes ind i det her. Der er jo tale om mennesker på flugt. Jeg tror, Røde Kors fx kan klare det meget bedre og meget mere skånsomt over for de mennesker, det handler om.“

Også Olldag kritiserer proceduren: “Det er umenneskeligt, men det er jo desværre resultatet af mange års stræben efter at få flygtninge til at føle sig så uvelkomne som overhovedet muligt. Og derfor er man jo på et eller andet tidspunkt begyndt at lave enorm chikanøs sagsbehandling.“

Center Aaløkkes flytning af en familie med mellemøstlig baggrund er ikke enestående. Rundt omkring på landets asylcentre sidder der lige nu en række asylansøgere med en oplevelse af at blive tilsidesat til fordel for ukrainske flygtninge, og den oplevelse mener Lund er korrekt:

“Præcis det samme skete, da afghanerne kom i august 2021, fordi vi har været så nærige med kapaciteten i det danske asylsystem“, siger Lund. Hun står dog ved, at Enhedslisten stemte for særloven, som nu er med til at øge følelsen af særbehandling i systemet: “Vi havde ikke rigtig noget andet valg. Det er svært for et parti, som gerne vil have en bedre behandling af flygtninge at stemme nej, når der så endelig er flertal for en bedre behandling af flygtninge – også selv om det ikke er for alle. Og jeg tror faktisk, vi kan bruge det her til at løfte nogle flere.“

Det har ikke været muligt at få en opgørelse fra Udlændingestyrelsen over, hvor mange beboere med anden etnicitet end ukrainsk der indtil videre er blevet tvangsflyttet for at gøre plads til de nyankomne. I sidste uge kunne Politiken dog berette om 15 tilfælde på Center Sjælsmark alene. Også her rapporteredes der om ekstremt korte frister for flytningerne.

Ifølge familien Al-Ashaqis bisidder Eva Steinhorst er hverken de korte frister eller truslen om politiindblanding unormal. Hun er del af et netværk, som bistår flygtninge i asylsystemet, og har før været vidne til lignende sager:

“For asylansøgere er det ofte deres eneste mulighed at modsætte sig flytningen, fordi de ikke har adgang til advokater. Problemet er nemlig, at flytningerne ofte struktureres sådan, at de får 24 timer til at flytte. De får altså en minimal mængde tid til at koordinere deres situation, til at kontakte aktivister, medier eller hjælpeorganisationer eller til at få rådgivning fra en advokat. Så det eneste, de kan gøre, er at sige, de ikke vil flytte. Det ved myndighederne, og derfor truer de med politiindblanding. Men det mener jeg ikke kan retfærdiggøres. Jeg har stået i en situation, hvor politiet kom for at flytte en familie med magt, og hvor der dukkede langt flere betjente op, end hvad der var nødvendigt. Så det er virkelig en magtdemonstration.“

“Jeg har altid følt, at det her sted også var mit sted“

Spørger man Hussein, er der ikke nogen tvivl om, at de ukrainske flygtninge skal tages imod på den bedst mulige måde. Alligevel er han ked af, hvordan hastværket har påvirket hans egen familie: “Det er unfair. Min mor tilbød, at vi kunne huse en lille familie i vores lejlighed på Aaløkke, for vi ved godt, hvad krig er. Men regeringen behandler ikke alle flygtninge på samme måde.“

Omstillingen til livet på Center Hviding, hvor familien nu er indkvarteret, har været hård. Her er de gået fra to værelser med eget køkken og toilet til at dele et lille værelse med køjeseng. Forholdene på Center Hviding beskrives af flere, Føljeton har været i kontakt med, som “fængselslignende“, og det volder familien helbredsmæssige problemer: “Min mor græder hver dag. Hun er psykisk syg, og det er svært. Det er også svært for mig, for jeg kan ikke gøre noget for dem.“

Den palæstinensiske aktivist Aja Jilani, som var nabo til familien på Center Aaløkke, har forsøgt at appellere myndighedernes beslutning på grund af familiens skrøbelige position. Ifølge hende blev appellen dog afvist med afsæt i presset på asylsystemet i lyset af krigen i Ukraine:

“Jeg skrev til myndighederne og har forsøgt at få familien flyttet, men fik svaret, at det ikke var muligt pga. de ukrainere, som skal bruge pladsen. Og det forstår jeg. Vi har sympati med de ukrainske flygtninge. Flygtninge er flygtninge. Men den her familie – og en række andre familier – har også brug for særlig hjælp pga. sygdom og traumer.“

Udlændingestyrelsen selv skriver, at anmodningen blev afslået, da “[d]et vurderes, at familien har samme muligheder for at ansøge om og modtage tilsvarende sundhedsbehandling under indkvarteringen på Center Hviding som under indkvarteringen på Center Aaløkke, og at familiens sundhedstilstand derfor ikke bør ændre på beslutningen om at flytte familien til Center Hviding“.

For Hussein er førsteprioriteten nu at få familien flyttet til et center, hvor forholdene er bedre for hans forældre. Han savner dog sit hjem på Center Aaløkke: “Jeg har altid følt, at det her sted også var mit sted. Jeg er maler, og jeg har lavet et projekt der, fordi jeg ville være med til at skabe et godt miljø for flygtningene. Men jeg føler mig ikke værdsat eller respekteret nu.“ /Asta Kongsted

Familien har ikke ønsket at benytte deres rigtige efternavn i artiklen. Al-Ashaqi er derfor et dæknavn. Redaktionen er bekendt med familiens identitet.