Hvem sagde bananstat?

Også i et ganske velsmurt lille demokrati som Danmark finder man af og til nogle lommer i samfundet, som oser af bananstat. Vi så det, da Tibetkommissionen i 2017 endte med at placere et ansvar for politiets ulovlige håndtering af kinakritiske demonstranter hos to mellemledere, en politikommissær og en vicepolitichef, der var på arbejde (og aktive) den dag i 2012, hvor Kinas daværende præsident Hu Jintao besøgte Danmark og kørte i kortege gennem København.

Her kom det bananstatsagtige til udtryk på en mærkelig bagvendt måde. En bananstat ville jo ikke nedsætte en ægte undersøgelseskommission for at komme til bunds i en betændt sag, hvor en håndfuld borgeres grundlovssikrede rettigheder var blevet knægtet. Men når kommissionen så ender med at drage konklusioner uden at få adgang til relevante e-mails i politiets øverste ledelse, i Udenrigsministeriet og i Statsministeriet, fordi det alt sammen er blevet “slettet“, bliver det helt gakket.

Og farcen er total, når journalister fra DR så i 2018 finder ud af, at kommunikationen hos ministre og embedsmænd ikke var blevet systematisk gennemsøgt, og at der var masser at komme efter.

Så grelt var det, at daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der ellers havde erklæret Tibetsagen lukket og slukket, efter pres fra et flertal i Folketinget måtte genåbne Tibetkommissionen. Nu skulle det i øvrigt undersøges, om politiet havde forhindret demonstranter i at give deres mening til kende ved kinesiske statsbesøg helt tilbage til 1990’erne – sådan som pensionerede politibetjente i mellemtiden havde sagt.

Fire år senere

Og mandag formiddag, knapt fire år, ca. 100 interviews og mio. af dokumenter senere, leverede Tibetkommissionen II sin nye beretning, og denne gang peger pilen ikke bare på to mellemledere hos politiet, men i særlig grad på Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at lægge pres på politiet.

Tibetkommissionen skriver, at Udenrigsministeriets håndtering af kinesiske besøg i Danmark “generelt har været præget af en forvaltningskultur, hvor hensynet til at undgå at støde de kinesiske gæster blev sat over grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at denne forvaltningskultur var kendt også på ledelsesniveau i Udenrigsministeriet“. Udenrigsministeriet har modtaget ønsker om håndtering fra kineserne, som ministeriet så har videregivet til PET og Københavns Politi uden at præcisere, at grundloven naturligvis skulle overholdes. Det finder kommissionen “kritisabelt“. Værre er det, at Udenrigsministeriet “ved konkrete besøg aktivt har tilskyndet til og samarbejdet om, at anti-kinesiske demonstrationer mv. blev forhindret af Københavns Politi“. Det finder kommissionen “særligt kritisabelt“.

Det ligger i rapportens formuleringer, at både PET og Københavns Politi godt kunne have gjort sig den ulejlighed at tænke selvstændig og ikke bare lægge sig opad, hvordan man ‘plejede’ at håndtere kinesiske statsbesøg. Kommissionen anfører således, at der i såvel 2002, 2004, 2012 og 2013 i Københavns Politi “blev givet instrukser og foretaget handlinger“, der “var klart ulovlige“. Og selvom “dette skal ses i lyset af det pres, som Udenrigsministeriet og PET lagde på politiet, ændrer [det ikke] ved, at Københavns Politis handlinger var klart ulovlige, og at det ikke fritager for ansvar“.

Tidligt mandag morgen var der forlydender i pressen om, at Tibetkommissionen ville komme med en “væsentligt ændret konklusion“ i forhold til konklusionen i 2017. Det tør siges! Da de to ‘mellemledere’ hos politiet, Henrik Oryé og Claus Hjelm Olsen, i 2017 blev hængt til tørre og hjemsendt, har folk med langt større ansvar længere oppe i systemet formentlig siddet og takket deres skaber for, at så mange e-mails ikke var tilgængelige.

De får så en tur nu. Som det hedder: “Kommissionen anfører, at der over for en medarbejder i Udenrigsministeriet, en medarbejder i PET og en medarbejder i Københavns Politi ville have været grundlag for at udtale kritik, hvis forholdene havde været oplyst forud for, at Tibetkommissionen afgav sin beretning af 18. december 2017“. En af dem er Martin Bille Hermann, som er tidligere kontorchef i Udenrigsministeriet. I dag er han Danmarks FN-ambassadør i New York. Hvem sagde bananstat? /Oliver Stilling