Diane Arbus/Louisiana Museum of Modern Art
Den gamle dame i bussen stirrer direkte ud af glasrammen. Det føles som at overtræde en intimsfære, når man stirrer tilbage; man får lyst til at slå blikket ned.
I sidste uge åbnede kunstmuseet Louisiana dørene for “Diane Arbus: Fotografier, 1956 – 1971“, der er den første store skandinaviske soloudstilling med værker af den amerikanske portrætfotograf. Her præsenteres et bredt udsnit af Diane Arbus’ enorme menneskearkiv, som hun selv kaldte et studie i “samtidsantropologi“.
Diane Arbus laver ikke gedulgte gadefotografier af uvidende personer, som flere af hendes samtidige. Fælles for alle hendes modeller er snarere, at de poserer og interagerer. Nogle mere karikeret end andre, men alle er bevidste om kameraet. Om det er børn, der poserer som voksne, kvinder, der poserer som mænd, eller mænd, der poserer som kvinder, befinder de sig allesammen et sted mellem autenticitet og teater.
Arbus er blevet anklaget for at lave værker, der er blottet for empati. Hun er blevet kaldt “fotografen af ‘freaks’“, fordi hun ligeledes tog billeder af handicappede personer, kæmper, personer med dværgvækst, nudister, crossdressere og dragdronninger, og alle andre, der er blevet opfattet som “misfostre“ eller afvigere.
Ved første øjekast kan Diane Arbus’ kamerablik da også virke reducerende, som et der forsimpler mennesket til én enkelt egenskab: Den stærke, den lidende, den udstødte, den grimme, den rige, den lille, den handicappede. Det var nok det, der fik kunstkritikeren Susan Sontag til engang i 70’erne at skrive om Diane Arbus, at “hendes arbejde viser folk, som er patetiske, ynkelige, så vel som frastødende, men det vækker ikke nogen medfølelse“.
Betragter man værkerne uden den medmenneskelighed, der ligger i dem, kan dele af Louisianas nye udstilling virke som et overvældende cirkus af udstilling i stil med 1840’ernes omrejsende freakshows. Men Diane Arbus’ fotografier er alligevel for personlige til den slags grovkornede anklager. De fotograferede er nærværende, og de interagerer. De ser tilbage på beskueren, hvorfor det er svært ikke at blive bevidst om ens eget blik. Interaktionen og mellemmenneskeligheden står simpelthen i vejen for det hånlige.
Nærværet bliver slået fast allerede ved udstillingens begyndelse: Man møder et lillebitte selvportræt på en stor hvid væg. Diane Arbus er er topløs og iført højtaljede hvide trusser i en lille newyorkerlejlighed. Hendes mave buler ud og afslører en spæd graviditet. Kameraet er vendt mod spejlet, som hun betragter med et åbent, næsten undrende udtryk. Det er, som om hun anskuer sin egen rolle som anskuer af verden. Og så er kontakten ellers etableret.
Mennesket er et simpelt væsen
Diane Arbus blev født i 1923 og endte sine dage ved egen hånd i 1971. Hun brugte sin kun 15-årige karriere på at fotografere new yorkere fra alle livets veje. På gaden, på stranden ved Coney Island, i Central Park, på caféer, i baglokaler og lejligheder. “Jeg ville gerne fotografere alle mennesker,“ skrev hun i et brev til en ven i 1960.
En af Arbus’ store inspirationer var fotografen August Sander, som portrætterede Weimarrepublikkens borgere i begyndelsen af 1900-tallet. Han tog portrætter fra alle sociale lag og gjorde sine modeller til grove skitser af deres basale karaktertræk: En murer, der poserer med mursten på ryggen, en bager, der rører i sin skål, borgerskabets herrer med hat og stok.
Sander var optaget af mennesker. Det samme var Diane Arbus, men på en måde, der er en kende mere kompleks i sin fremstilling. Hvor Sander portrætterer sine subjekter som en form for færdigskrevne karakterer, mudrer Arbus den klarhed til. I Arbus’ fotografier er identitet ikke en helstøbt størrelse, men en proces, som opstår i mødet mellem mennesker.
Arbus er en form for voyeur, men hun dyrker det blufærdige og karikerede. Hun lader sine modeller fortælle deres egne historier, hvor påtagede eller ærlige de end måtte være. Det var tydeligvis en måde, hvorpå fotografen kunne komme endnu tættere på dem. Alle Arbus’ modeller er både meningsfulde og værdige.
Blandt de dansende, vandrende og spisende newyorkere hænger de afvigende “freaks“. Om det er normaliseringen af det afvigende, eller det afvigende i det normale, der er på spil, er svært at afgøre. Svaret er nok begge dele.
Ligesom udstillingen åbner med fotografens betragtning af sig selv, kommer man som beskuer til at betragte sit eget blik på mennesker og alle deres forskelligheder. Man opdager gradvist, at vi skaber hinanden i vores møder – som de poserende, simple tosser vi alle sammen er. /Jon Kvist Sommer