Xi Jinping overrækker Folkerepublikken Kinas Venskabsmedalje til Vladimir Putin i 2018. Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Etbarnspolitikken bliver genindført med øjeblikkeligt varsel. Resten af dyrene i Hundredmeterskoven bliver sparket langt over på den anden side af den Kinesiske Mur, hvor den påståede systemkritiker og gule bjørn Peter Plys – kendt for sin lighed med præsident Xi Jinping – har befundet sig siden 2018. Det kinesiskejede sociale medie TikTok (i Kina kaldet Douyin) lukker ned og efterlader sine brugere uden noget dansegulv. Aprilsnar! Eller, det er i hvert fald nogle af vores bud på, hvordan de kinesiske statsejede medier kunne markere denne første dag i april.
De griner dog næppe i Kina.
Ifølge det kinesiske, statsejede nyhedsbureau Xinhua, skal der helst ikke laves nogle aprilsnarre. “Aprilsnar stemmer ikke overens med vores kulturelle traditioner eller socialistiske kerneværdier. Vi håber, at ingen tror på rygter, laver rygter eller er med til at sprede rygter,“ skrev nyhedsbureauet i hvert fald den første april 2016 i en udtalelse, der i sig selv minder utrolig meget om en aprilsnar.
Fredag formiddag må de europæiske bureaukrater så bide sig selv i tungen, når det 23. (virtuelle) topmøde mellem EU og Kina begynder. Dagsordenen inkluderer emner med “fælles interesse“. Det vil sige ingen aprilsnarrerier, men derimod klimaforandringer, biodiversitet, sundhed, menneskerettigheder og en iskold investeringsaftale mellem de to parter. Kritikere i Bruxelles har imidlertid allerede bemærket, at det er meget passende, at topmødet foregår den første april, for begivenheden ligner lidt en joke.
Topmødet falder i hvert fald på et særdeles akavet tidspunkt, hvor Xi Jinping fortsat nægter at fordømme sin “bedste ven“ Vladimir Putins invasion af Ukraine. Som kontrast hertil bemærkede Xi på sit besøg i Europa i marts 2019, at Beijing i et af EU’s nye strategidokumenter var blevet beskrevet som en systematisk rival. “Jeg troede ellers, vi var gode venner,“ sagde han dengang til EU-Kommissionen. Ambitionerne for fredagens topmøde mellem de systematiske rivaler er da heller ikke høje. De kinesiske og europæiske ledere planlægger hverken at afholde et fælles pressemøde eller udgive en fælles udtalelse efter mødet.
Sandhedens time
Ruslands invasion af Ukraine kommer til at være altoverskyggende for de fleste samtaler på mødet. Også selvom Kina helst vil undgå emnet. “Topmødets hovedfokus vil være på krigen i Ukraine, det internationale samfunds engagement i at støtte Ukraine, den dramatiske humanitære krise skabt af Ruslands aggression, dets destabiliserende karakter for den internationale orden og dets globale indvirkning,“ lyder det i mødeoplægget fra europæisk side. EU vil kort og godt have Kina til at vælge side: “Dette øjeblik på det internationale niveau er måske sandhedens time for de kinesiske autoriteter,“ sagde præsidenten for Det Europæiske Råd Charles Michel forud for mødet.
Meget kunne dog tyde på, at Kina ikke vil komme med de store forsikringer. I onsdags rejste den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov eksempelvis til Kina for at mødes med sit kinesiske modstykke Wang Yi. Ifølge kinesiske statsejede medier fortalte Lavrov, at “forholdet mellem Kina og Rusland har modstået den nye prøve af internationale dynamikker i forandring“ og “demonstreret et ihærdigt momentum for udvikling“. Wang var mere tilbageholdende, men indrømmede, at “Kina er villig til at arbejde med Rusland“. Derudover roste han Ruslands såkaldte indsats for at “forebygge store humanitære kriser“. Ak, hvilken joke.
Indtil videre har EU listet rundt om den varme grød for ikke at lægge sig ud med det kinesiske lederskab. Som følge af EU’s påståede økonomiske afhængighed af Kina, er den europæiske kritik af Kinas menneskerettighedsbrud og militære fremfærd i det Sydkinesiske Hav blevet udvandet. Men hvis det skal lykkes EU at presse Kina til ikke at støtte Rusland, kan det nok blive nødvendigt at droppe de diplomatiske listefødder og træde Beijing lidt over tæerne. Et topmøde er også en glimrende anledning til at komme ind på nogle af de emner, der ikke nødvendigvis har “fælles interesse“.
De seneste mange år har EU med Tyskland i spidsen forsøgt at implementere det udenrigspolitiske doktrin Wandel durch Handel – forandring gennem handel – i et håb om at økonomisk liberalisering vil skubbe demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder med ind over de åbne (handels)grænser til Rusland og Kina. Men på det punkt er EU nu blevet godt og grundigt narret. Krigen i Ukraine har eksempelvis blotlagt den europæiske afhængighed af russisk olie og gas, der underminerer Europas egne politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser. Set i det lys er det også kun blevet sværere for EU at handle ufortrødent med Kina, der med den ene hånd leverer varer til det europæiske marked og med den anden hånd trykker Putins ditto, undertrykker ytringsfrihed og forfølger muslimske etniske minoriteter i såkaldte “opdragelseslejre“ i Xinjiang. At EU ikke kritiserer Kina noget mere, er en temmelig dyster aprilsnar. /Emilie Ewald