Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Friedrich Nietzsche sagde det nu meget godt – og polemisk: “Tidligere søgte man at få en følelse af menneskets herlighed ved at pege på dets guddommelige herkomst: Dette er nu blevet en forbudt vej, for ved dens dør står aben, sammen med andre rædsomme dyr, og viser fuld af forståelse tænder, som for at sige: ikke videre i denne retning!“ Vores moral og værdier er ikke nogen gudsgiven, metafysisk størrelse, men er altid blevet til i tiden. Og går man langt nok tilbage, begynder Darwins hånlatter at runge; ved enden af historien findes den ubehagelige påmindelse om, at også vi mennesker er nogle dumme, forvirrede dyr. Af samme grund mener Nietzsche, at mennesket må skabe historien med en bevidsthed om, at det skaber den.
Når det kommer til nyere historietænkning – og semi-uheldige læsninger heraf – er det næsten umuligt at komme udenom gode gamle Francis Fukuyama. Selvom den amerikanske politolog igen og igen har forsvaret sig med, at han altså ikke mente det med “historiens afslutning“ så bogstaveligt, er hans positivistiske 90’er-teori ikke just ældet med ynde. Selv efter murens fald viste der sig alligevel at være alvorlige trusler mod det liberale demokrati. Så meget er Fukuyama da også villig til at indrømme. I et nyligt interview med New Statesman spår politologen sågar, at en russisk sejr i Ukraine, kombineret med en kinesisk invasion af Taiwan, vil kunne indvarsle “afslutningen på ‘historiens afslutning’“. Så har man da hørt det med.
Dermed ikke sagt, at Fukyama nu har trukket helt i land. Til New Statesman forklarer han, at han snarere har undervurderet risikoen for “politisk forfald“; at demokratier også kan gå tilbage. Historiens udvikling – og afvikling – følger ikke nødvendigvis en fin, ret linje. Der kan være bump på vejen, hvorfor vi ikke bare må tage vores værdier for givet. “Ja, hvad sagde jeg?!“, kan man næsten høre Nietzsche sige fra det hinsides. Og så alligevel: Hvis det står til Fukyama, kan krigen i Ukraine også blive den bratte opvågnen, de “vestlige“ demokratier har haft brug for. Et russisk nederlag vil simpelthen genoplive “ånden fra 1989“. Man har jo lov at håbe.
Én ting er i hvert fald sikker: Demokrati er ikke bare noget, man kommer sovende til; det er ikke bare en styreform, der er faldet mirakuløst ned fra oven. Som journalist og historiker Anne Applebaum også skriver ovre hos The Atlantic, “findes der ikke nogen naturlig, liberal verdensorden, og der er ikke nogle regler, uden at nogen håndhæver dem. Hvis ikke demokratier forsvarer sig selv, vil de autoritære kræfter ødelægge dem“. Tal fra det uafhængige V-Dem Institute på Göteborgs Universitet tegner da også en bekymrende udviklingskurve: Andelen af verdens befolkning, der i dag lever under autokratier, er vokset støt siden 2011. Der er alt at kæmpe for, og al frihed at tabe.
Orbáns angst
Søndag afvikles der et valg i Ungarn, der på mange måder kan vise sig skæbnesvangert for Europas demokratiske sammenhængskraft. Ved stemmeurnerne skal det afgøres, om Viktor Orbán får lov til at fortsætte som magtsyg premierminister. Og som den ungarske politiske analytiker István Hegedűs forklarede, da Føljeton talte med ham tilbage i efteråret, kan en ny valgsejr for Orbán vise sig at blive katastrofal: “Man kan aldrig vide noget med sikkerhed, men der er en fare for, at hvis Orbán vinder for fjerde gang i træk, så vil han, som han plejer efter en sejr, blive endnu mere radikal. Han kunne – måske – godt finde på for alvor at afsøge mulighederne for et ungarsk EU-exit eller opsøge flere konfrontationer med oppositionen, med de uafhængige medier og de uafhængige intellektuelle. Man ved aldrig, hvor regeringspartiets bevægelse mod den her mere radikale indstilling ender.“
Allerede nu kan Orbáns stadigt mere autoritære tendenser spores i valghandlingen. I et forsøg på at skjule sine egne hyldester af Vladimir Putin, har den ungarske premierminister benyttet sig af sit stramme greb om medierne til at sprede misinformation om oppositionen – der eksempelvis beskyldes for at ville involvere Ungarn i krigen i Ukraine. En regeringshjemmeside, der oprindeligt var designet til at levere information om Covid-19 til borgerne, bruges nu til at sprede partipropaganda. Samtidig har Orbán behændigt fået ændret valglovene, så såkaldt “valgturisme“ – hvor personer taktisk hentes til landet for at stemme – pludselig er blevet lovlig. Og som om dét ikke var nok, lyder der meldinger om, at udenlandske brevstemmer er blevet afbrændt i Rumænien. Stemmer, der sjovt nok pegede på oppositionen.
Heldigvis – og det er her, Fukuyama nok vil juble – har Orbán dog også grund til at være bange. Som vi tidligere har beskrevet, har oppositionen i Ungarn fundet sammen i protest mod Orbán og regeringspartiet Fidesz i en næsten utænkelig alliance: Lige fra det socialistiske MSZP til det nationalkonservative Jobbik peger oppositionspartierne i samlet flok på provinsborgmesteren Péter Márki-Zay, der af samme grund spås en reel chance for at vippe Orbán af pinden.
Ender Péter Márki-Zay med at vinde søndag, vil det ikke bare være en sejr for den frihedselskende ungarer. Det vil også være en hårdt tiltrængt sejr for et demokrati under stadigt større pres. Som Márki-Zay selv vinkler det, står valget i Ungarn mellem Europa og Putin. Det burde ligge lige til højreskøjten, men selv ikke de mest indlysende valg må tages for givet. Historien er langt fra afsluttet, den buldrer ufortrødent frem med ulogiske brud, diskrepanser og gentagelser. Forventer vi først frihedens naturlige fuldbyrdelse, står Nietzsches rædsomme dyr klar til at sætte os på plads. Og uanset valgets – og krigens – udfald, må Europa være indstillet på at forsvare sine fælles værdier. Ingen højere magter har bestemt, at vi skal stræbe efter værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincipper og menneskerettigheder – men det er fortsat de bedste rettesnore vi har for et retfærdigt samfund. /David Dragsted