Foto: Sergei Supinsky/AFP/Scanpix
Det er bemærkelsesværdigt, så hurtigt Vladimir Putins krig i Ukraine har udviklet sig til noget meget grimt og meget brutalt. Det skete nærmest med det samme. I krigens første dage tilbage i slutningen af februar var der måske både i Ukraine og internationalt en stille forhåbning om, at den russiske aggressor som mindstemål ville gøre et forsøg på at leve op til Génève-konventionernes regler om beskyttelse af krigens ofre og Haag-konventionernes regler om metoder og våben under en væbnet konflikt. Det ligger vel i kortene, når man begrunder sin invasion af et naboland med, at man vil “demilitarisere“ og “afnazificere“ det.
Men nej. Det var dybt naivt overhovedet at tænke tanken. Den russiske hær gik hurtigt i gang med at sønderbombe en række ukrainske byer, og de gik uden blusel efter boligkarreer og hospitaler – i det hele taget steder, hvor så mange civile som muligt kunne forventes at opholde sig sammen. Krigsforbrydelser? Utvivlsomt. Folkedrab som beskrevet i FN’s konventioner? Helt sikkert derhenad. Uhyggeligt, umenneskeligt, svinsk.
Billederne og øjenvidneskildringerne fra byen Butja 37 km nordvest for Ukraines hovedstad Kyjiv er i en kategori for sig. En ting er at kaste bomber ned over beboelsesområder fra et fly, men at man simpelthen som almindelig fodsoldat kan gå rundt i gaderne og foretage summariske henrettelser af uskyldige, hvoraf mange tillige har været bagbundet, trodser enhver beskrivelse. Ifølge Butjas borgmester er 300 indbyggere blevet dræbt i løbet af den måned, hvor russiske og tjetjenske styrker har kontrolleret området. De ukrainske myndigheder og anklagere siger, de har fundet 410 lig i Butja, Irpin og Hostomel, efter at det er lykkedes at sende russerne på retræte.
Om drabene er sket på ordre fra befalingsmænd, eller om der er tale om enkeltindividers psykopatiske berserkergang, er ikke til at vide. Det er også ligegyldigt. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij kaldte søndag de russiske soldater for “mordere“, “slagtere“ og “voldtægtsmænd“: “Jeres kultur og menneskelighed forsvandt sammen med de ukrainske mænd og kvinder.“
Og som seniorforsker ved Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel bemærkede på Twitter: “Billederne fra #Bucha [Butja, red.] – af bagbundne, henrettede civile – cementerer opfattelsen af RUS [Rusland, red.] som en pariastat. RUS myndigheder og medier ignorerer massakren, senere vil de benægte og vildlede. Afstanden mellem resten af Europa og RUS bliver større slag for slag, især under RUS retræte.“
Benægtelserne og vildledningerne kom nu med det samme. Den russiske regering afviser at have noget som helst med massakren på civile at gøre. Ruslands forsvarsministerium kalder billederne og videoerne fra Butja og de andre små byer for “endnu en forestilling iscenesat af regimet i Kyjiv“.
Vanvittige militære operationer
Alle krige har deres massakrer. Under Vietnam-krigen var der My Lai-massakren, hvor soldater fra den amerikanske hær dræbte mellem 347 og 504 civile d. 16. maj 1968. Der er folkedrabet i Srebrenica under den jugoslaviske borgerkrig i 1995, hvor den bosnisk-serbiske hær dræbte 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge.
Og så er der de fortrædeligheder, som den russiske hær er i stand til. Elena Ratjeva, der er socialantropolog på Oxford University, fortæller til magasinet The Economist, at der er en voldskult i Rusland, som i vid udstrækning skyldes landets mange militære engagementer. 620.000 soldater kæmpede i Afghanistan, 15.000 af dem døde, og 50.000 blev såret. 140.000 kæmpede i Tjetjenien, hvor 11.000 døde og 37.000 blev såret. “Målet er at legitimere vanvittige militære operationer,“ siger Ratjeva, der dækkede krigen i Ukraine i 2014 for den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta. “Mange af dem gør bevidst opmærksom på deres evne til at begå vold.“ Hun citerer en tjetjensk veteran, der sagde til hende: “Jeg har altid haft principper. Mit princip var ikke at efterlade fjender i live.“ /Oliver Stilling