Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix
Trods en ihærdig indsats fra en samlet opposition kunne Ungarns autokratiske leder, Viktor Orbán, søndag erklære sig sejrrig efter et intenst valg. Med 53 pct. af af stemmerne er det endnu engang lykkedes Viktor Orbáns parti Fidesz at sikre sig et absolut flertal i parlamentet. Det er igennem et sådan flertal, at Orbán de sidste mange år på “demokratisk vis“ har ændret lovene i Ungarn én efter én; når det absolutte flertal er sikret, er selve lovgivningsprocesserne omtrent så besværlige som at få en hundehvalp til at spise et stykke medisterpølse.
Dermed kan Orbán nu ønske velbekomme og påbegynde sin fjerde valgperiode i træk med budskabet om, at hans “kristendemokratiske, konservative, patriotiske værdier“, som han selv kalder dem, “ikke er fortiden, det er fremtiden“.
Hvad, fremtiden bringer for oppositionen, er straks et andet spørgsmål. Allerede i valgkampens sidste fase begyndte den umage koalition at erodere. Da spidskandidaten Péter Márki-Zay søndag gik på scenen for at erkende sit nederlag, var han ikke flankeret af sine medkandidater. At koalitionens eneste fællesnævner reelt set var ønsket om at vælte Orbán af pinden har altså sjældent vist sig så tydeligt, som da man kunne konstatere, at det ikke ville lykkes.
Spørger man den politiske analytiker István Hegedűs, kan Orbáns sejr dog ikke alene forklares med oppositionens kollaps:
“Hvis man kigger på, hvor mange mennesker, der stemte på Orbán var det 53 pct. Det var mere eller mindre som forventet. Men oppositionen fik kun 35 pct. af stemmerne, og det var langt mindre end forventet. Det enorme gab mellem de to blokke kan ikke forklares med dårlig strategi, frygt for krigen eller Orbáns fredsretorik. Det betyder altsammen noget, men det forklarer ikke hvorfor afstanden er så stor.“
På samme måde mener Hegedűs heller ikke, at statspropagandaen i sig selv er svaret på, hvordan oppositionen kunne gå fra at ligne en alvorlig trussel i meningsmålingerne til at falde igennem på valgdagen: “Vi kender til fusk med valgdistriktsindelinger, vi kender til propagandaen og den ensidede mediedækning. Men sådan har det været i årevis, hvor oppositionen har klaret det bedre. Så i sig selv forklarer det heller ikke udfaldet. Jeg tror, der er noget mere alvorligt på spil, når så mange mennesker dels støtter Orbán, men måske vigtigere: Simpelthen afviser alternativet. Jeg tror, vi kan antage, at de fleste mennesker trods alt kender til oppositionen. Hvis de virkelig var trætte af Orbán, så ville de stemme på dem – trods regeringens forhindringer. Og det gjorde de ikke.“
Hvad dette ‘ubekendte’ er, tør Hegedűs ikke sætte fingeren på. “Men jeg tror, at omfanget af nederlaget viser, at der er et større problem. Hvis folk er provinsielle eller lokaltforankrede, og de ikke ønsker globalisering, hvordan kan man så vinde på den dagsorden? Der blev begået fejl i kampagnen, men lige nu er jeg pessimistisk nok til at tro, at selv med den perfekte kandidat og den ideelle kampagne, så viser nederlagets omfang, at der muligvis er et større skred på vej, der er svært at dæmme op for. Der hjælper det heller ikke, at Orbán nu igen har et absolut flertal, så han konstitutionelt kan gøre, hvad han vil. Det vil givetvis give ham en følelse af, at han har folket bag sig, og den selvtillid og arrogance vil kun vokse,“ fortæller Hegedűs, der selv sad i Fidesz’ ledelse med Orbán i slutfirserne, mens partiet stadig kaldte sig liberalt.
En liberal elite?
Daniel Berg, der er medlem af oppositionspartiet Momentum og viceborgmester i Budapest, tror ikke nødvendigvis, at nederlaget er udtryk for et større kulturskred. Til gengæld medgiver han, at koalitionen har undervurderet vælgernes lokale forankring: “Vi må indse, at de fleste mennesker går mere op i spørgsmål om livskvalitet og i “hverdagsproblemer“, end i mere abstrakte problemstillinger vedrørende konstitutionen eller endda korruption. Det er emner, vi har talt meget om, men som har vist sig ikke at være så relevante for almindelige mennesker.“
Ligesom Hegedűs mener Berg heller ikke, at de strukturelle udfordringer omkring propaganda eller valgmanipulation kan bære hele skylden: “Der er selvfølgelig store udfordringer med propaganda, men når alt kommer til alt, må vi sande, at vi kunne have haft en bedre tilgang. Vi har brugt meget tid på at tale om problemstillinger, som måske er relevante i Budapest, men Fidesz har klaret sig langt bedre i de mest udsatte regioner, som vi ikke har haft ordentlig føling med.“
Så når Orbán taler om, at der findes en politisk elite, som ikke forstår “almindelige“ mennesker, har han så i virkeligheden en pointe?
“Vi skal i hvert fald kigge på at skabe netværk i de her regioner. Det er ikke nok at føre valgkamp. Der skal være en form for aktivitet udenfor valgperioderne. Når en fyr som mig kommer ud i de her områder i mit blå jakkesæt, så er det svært at blive taget seriøst, for så er jeg jo bare en del af den liberale elite fra hovedstaden, som de har hørt om. Så vi skal udbygge vores kapacitet og forståelse i de her områder og finde nye stemmer, som kommer fra de regioner.“
I modsætning til István Hegedűs er Daniel Berg dog optimistisk omkring den kommende tid. “Når et valg er ovre, så begynder det næste, som man siger i politik. Der er snart kommunalvalg i Budapest og sidenhen valg til Europaparlamentet, og det er valg, som oppositionen plejer at klare sig bedre ved end Fidesz. Så det giver os muligheder for at styrke vores egen alliance og opnå nogle politiske sejre.“ Ifølge Berg bliver den primære opgave at udvikle oppositionen fra en “koalition dikteret af nødvendighed“ til at blive “en reelt stærk alliance. Ikke at vi skal blive ét stort parti, men vi skal have en samlet vision.“
Så du er ikke pessimistisk omkring Ungarns fremtid?
“Vi bliver jo bare nødt til at blive ved med at gøre vores arbejde. Nu kan vi rimelig klart se, hvor vores svagheder er, så det er jo på sin vis positivt, at vi har noget konkret at arbejde ud fra. Og demografisk har vi ungdommen med os, så det giver håb for fremtiden.“ /Asta Kongsted