Noget af det kedelige ved, at det rent faktisk ser ud til at sne på denne side af demarkationslinjen mellem marts og april det herrens år 2022, er, at tusinder, ja, måske endda titusinder af jordboer med adgang til internettet føler sig kaldet til på alle tænkelige sociale platforme at demonstrere deres kendskab til den berømte gamle Prince-sang “Sometimes it snows in April“.
Irritationsmomentet har flere lag. Der er det åbenlyst dovne aspekt ved at citere et vers fra en sang, som simpelthen bærer samme titel som verset. Og verset er endda en del af omkvædet!
Det vil sige, man behøver ikke engang kende sangen særlig godt. Det er ikke ligesom, hvis man fx udbryder at “to live outside the law, you must be honest“. Der har man dog (måske) gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i Bob Dylans tekstunivers, for sætningen, som i øvrigt er dybere og mere prægnant end Princes vage konstatering af, at det “nogle gange“ sner i april, befinder sig cirka halvvejs inde i sangen “Absolutely Sweet Marie“ på albummet Blonde on Blonde (1966), som så til gengæld som regel rangerer som nummer et eller to på lister over Dylans bedste LP-plader (som vi kaldte dem i gamle dage). For Prince-kendere er der imidlertid kommet den ekstra krølle på halen, den yderligere trivia, at Prince simpelthen døde på selve 31-årsdagen for indspilningen af “Sometimes it Snows in April“.
Det gode ved sangen er dels, at den er virkelig god, og dels at den er en påmindelse om, at det ikke er totalt fucked uhyggelig klima-sci-fi-agtigt, at det nu sner i april. Det kunne også finde på at sne i april i 1985. (Lad os formode, at Prince skrev den i sit hjem i Chanhassen i delstaten Minnesota, hvis vejrlig minder en smule om det nordiske.)
Sådan. Så er det på plads.
New Zealands Søren Brostrøm
Man skal lede lidt for at finde dem, men der er nyheder derude, som ikke giver associationer til skydække og nedbør. Et af de lande, som klarede sig virkelig godt gennem de første mange bølger af coronapandemien, er New Zealand, som ligger og ser lillebitte ud sydvest for Australien i Stillehavet. Det optiske bedrag er velkendt; New Zealand, der har omtrent samme antal indbyggere som Danmark, er seks gange større. Mulighederne for at gå i isolation må være fantastiske.
Nu kan man læse i den sydlige halvkugles aviser, at New Zealands svar på Søren Brostrøm har sagt sit job op. Ashley Bloomfield, som både var direktør for landets sundhedsministerium og generalsekretær for sundhedsstyrelsen, går ikke i vrede eller noget – han har bare set sit snit til at træde tilbage efter et par ekstremt krævende år.
Heroppe har vi hovedsageligt forbundet New Zealands Covid-19-bekæmpelse med premierminister Jacinda Ardern, der har nogle attributter (politiske og menneskelige), som statsminister Mette Frederiksen (S) kun kan drømme om. Men newzealænderne har lært Ashley Bloomfield at kende på samme niveau, som vi har gjort med Brostrøm. Det interessante ved den 55- eller 56-årige Bloomfield er, at det overhovedet ikke er hans natur at søge opmærksomhed. Aviserne kalder ham en “underspillet“ og “afdæmpet“ offentlig embedsmand, som optrådte i fjernsynet på daglig basis med nyt om omfanget af infektioner og smittede, og som The Guardian noterer sig, var hans tilstedeværelse så konstant, at det skabte overskrifter, da han tog sin første fridag langt inde i pandemien, hvor han ellers arbejdede 12 timer om dagen og ofte syv dage om ugen.
Ashley Bloomfield var en meget populær sundhedsfyr. Turister, der kommer til New Zealand, vil måske støde på kaffekopper og håndklæder med hans navn på. Da han forleden annoncerede, at han ønskede at stoppe, blev han spurgt, om han havde overvejet at stille op til New Zealands parlament, svarede han “ikke det mindste“.
Der er kommet ro på, en kompleks arbejdsopgave er løst, og nu vil generaldirektøren gerne overdrage ansvaret til nogle andre. Holde fri simpelthen. Nyde livet?
Det er en stor historie for newzealænderne, men det er det jo ikke rigtig for os. Kendte du overhovedet til Ashley Bloomfields eksistens? Man kunne dog ønske sig, at lidt flere personer i nøglepositioner og store stillinger (eller jobs, som de selv opfatter som vigtige) havde modet til at sige op komme videre eller ændre bane, når chancen byder sig. Vi taler her om chefredaktører, direktører, bestyrelsesformænd og en rigtig god håndfuld levebrødspolitikere. Snus til det. En dag er det for sent. April er en god måned til at tage et lille spring. /Oliver Stilling