Philip Davali/Ritzau Scanpix
For hver dag der går, bevæger vi os længere og længere væk fra Wilhelm von Humboldt. Som en af universitetets vigtigste reformatorer i 1800-tallet, lagde den preussiske embedsmand en særlig vægt på dannelse som uddannelsens vigtigste mål. Forskning kan ikke bare reduceres til ren og skær nytteværdi, nej, på universitetet må og skal der være højere til loftet. Læringen og jagten på sandheden bør altid komme først – og så kan vi ellers tage de praktiske diskussioner efterfølgende. Uden at sige for meget, er det vist sådanne idealer, djøffere og Cepos-typer helst så nakkeskudt på stedet. Dannelse i dag er bare ikke, hvad det har været. Hvor mange universitetsstuderende vil eksempelvis kunne identificere følgende vers?
Quod, care, nunc malum sanguinem habemus./ Scis id fuisse insanissimum amorem/ Aspice ad facta a te/ Quod, care, nunc malum sanguinem habemus./ Ecce!
Du gættede rigtigt, det er selvfølgelig hverken Cicero eller Marcus Aurelius, men den latinske oversættelse af omkvædet til Taylor Swifts hit “Bad Blood“ fra 2015. Duh, ungdommen nu til dags!
Okay, studentikos spøg til side. Omend folks latinkundskaber vist ikke er den mest presserende problematik, kan selve udvandingen af universiteterne snildt diskuteres. At have humboldstke, højere læringsanstalter, der udelukkende prioriterer viden-i-sig-selv, er måske nok håbløst elitært. Samfundsnytten må kunne spores et sted derinde, hvis fællesskabet fortsat skal betale gildet. Men at man fra politisk hold synes så opsat på at forringe og miskreditere universiteterne – og ikke mindst humaniora og de samfundsfaglige uddannelser – med alt fra uddannelseslofter til udflytningsplaner, er alligevel en tand for kalkulerende.
Universiteter må og skal ikke være forsimplede fabrikker, der massefremstiller snusfornuftige vidensarbejdere. Vi skylder os selv at tænke bare lidt længere end til morgendagens profitmarginer og kapitalbuffere. Vi skylder os selv at prioritere viden for vildskabens skyld.
Onsdag præsenterede den såkaldte Reformkommission sine længe ventede forslag til morgendagens universiteter. Og selvom pakken indeholdt flere velmenende tiltag som et opgør med optagelsesansøgningernes karakterræs, var det nok engang den de facto dannelses-nedsabling, der stjal showet. Ikke nok med, at en enorm mængde kandidatuddannelser ifølge Reformkommissionen bør gøres etårige, så vil man også gøre SU’en til et lån på kandidaterne. Det vil altså ikke bare blive dyrere for de studerende at tage en kandidatgrad, de vil også få mindre undervisning. Hvor er det egentlig Danmark skal være konkurrencedygtig, hvis ikke det skal være på uddannelse?
Spørger man Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos, er afskaffelsen af SU selvfølgelig en skæppeskøn idé. Ja, faktisk fører det nuværende system til øget ulighed (og her gik vi og troede, at Cepos ikke kerede som om det), da “kassedamen er med til at finansiere en høj SU til unge mennesker, som kommer til at tjene mange penge gennem livet“. Lundby Hansen glæder sig desuden over, at reformforslaget vil føre til “mere rationelle uddannelsesvalg, der giver bedre match på arbejdsmarkedet“. Tag den, Wilhelm von Humboldt!
Ifølge Katja Brøgger, lektor i uddannelsespolitik og -styring på DPU på Aarhus Universitet, er ulighedsfortællingen dog næppe så simpel. Ikke nok med, at den etårige kandidatuddannelse i praksis vil gøre det sværere (betalingsmur) at varetage et sideløbende studiejob, vil “[s]ocial baggrund vil med stor sandsynlighed spille en rolle for, hvem der har råd, og hvem der ikke har råd til en lang kandidatuddannelse“. Ja, eller sagt mere groft: Kassedamen vil måske nok slippe for at betale for SU-gildet, men hendes børn vil blive udelukket fra kandidaten. Fra at have været det vigtigste redskab til fælles viden og velstand, har vi forunderligt nok stirret os så blinde på universitetets nytteværdi, at vi nu ønsker at afskaffe begge dele. /David Dragsted