Foto: Nacho Doce/Reuters/Ritzau Scanpix
Da et medlem af Føljetons redaktion for 20 år siden tog en taxa fra Silkeborg Station til det, der dengang hed Silkeborg-hallerne, brugte chaufføren det meste af den otte minutter lange tur på at beklage sig over byens bordeller. Det var ikke deres eventuelle serviceniveau, han brokkede sig over, men simpelthen antallet af dem. Silkeborg var den by i Danmark, som havde flest bordeller pr. indbygger, påstod han, og det var simpelthen for mange. Det var gået for vidt.
De oplysninger havde Føljetons redaktionsmedlem svært ved at forholde sig til, og han havde ingen interesse i at efterprøve dem. At der (var og stadig) er et problem med mængden af bordeller kan man forvisse sig om med et blik på det 27 sider lange anklageskrift, som retten i Esbjerg netop har fremsat mod en 31-årig kvinde.
I perioden fra 15. september 2017 til 30. november 2020 drev den unge kvinde på skift i alt 28 bordeller i 13 jyske byer. Hun stod angiveligt for kontakten mellem kunderne og de prostituerede, ligesom hun betalte husleje, sørgede for annoncering og indkøb af remedier, ja, ligefrem indretningen af bordellerne tog hun sig af. Det tjente hun ifølge anklageskriftet 5,8 mio. kr. på, og nu står hun tiltalt for hvidvask af særlig grov karakter, rufferi og dokumentfalsk. Det er noget med stråmænd og penge, som er blevet sendt til Colombia og Tanzania, og i et enkelt tilfælde en Gucci-taske til 15.000 kr. som hun skal have købt kontant i København.
Sikke en hittepåsomhed, sikke et entreprenørskab. Gid den unge kvinde havde brugt sine iværksætterevner på noget fornuftigt – fx til gavn for almenvellet.
Men måske er det lidt høje krav at stille. Hvis det skal være med den på, kunne vi så ikke alle sammen gøre det lidt bedre? Hvad med én selv? Hvad med medierne? I det store billede er historien om den 31-årige bordelmutter totalt ligegyldig, men efter have været klinet til nyheder fra Putins angrebskrig i Ukraine kan man mærke, at man drages af mere simple nyheder, der ikke indbefatter ubegribelig menneskelig afstumpethed, deciderede grusomheder og nød og elendighed.
Menneskets natur
I det britiske magasin 1843 fortæller (betalingsmur) den hærdede krigskorrespondent og fotojournalist Ron Haviv om, hvordan krigen er ved at udvikle sig til en historie om statistik – i hvert fald for folk uden for Ukraine. “Fire mio. flygtninge, tusinder dræbte, 130 døde børn, ifølge regeringsoplysninger. Disse tal er svære at forholde sig til for almindelige mennesker. Apatien vil snart brede sig. Jeg så det på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Det er menneskets natur,“ skriver han og spørger retorisk, hvem der i dag husker kampen om Aleppo i Syrien.
Ved krigens begyndelse føltes det, som om hele verden fulgte med, siger Haviv. Det var vigtigt at dokumentere, men alle får på et tidspunkt nok. “Nogle af min journalistkolleger har allerede forladt Ukraine, selv om de fleste har planer om at komme tilbage – hvis det er muligt. Jeg ved, at jeg også kommer til at tage væk på et eller andet tidspunkt – forhåbentlig kun kortvarigt – for jeg har mine grænser. Jeg kommer til at føle skyld over at stå på et fly og efterlade de ukrainske chauffører og nyhedsfolk, jeg har arbejdet med. De har sat livet på spil for at hjælpe os med at dokumentere, hvordan deres hjemland bliver smadret til ukendelighed.“
Nu er den russiske hær ved at flytte fokus fra hovedstaden Kyjiv til Donbas-regionen i det østlige Ukraine, hvor Rusland har bedre luftforsvar, og hvor kampene vil finde sted ude på landet i stedet for i byområder. Det er en skræmmende situation. Krig er absurd; spild af alt. I Odessa, kendt som Sortehavets Perle, har de lokale polstret et monument over hertugen af Richelieu, et af byens vartegn, med sandsække. Fotografierne fra krigen er alt fra uhyggelige til surrealistiske. Vi må ikke kigge væk. Hvis vi gør det, skal det kun være kortvarigt. /Oliver Stilling