Nyhedsanalyse

Abortaktivisme på anklagebænken

Agencja Gazeta/Reuters/Ritzau Scanpix

Det danske navn er “Kvinder på nettet“, men den egentlige betydning af “Masz Wybor“ er noget i retningen af: “Du har et valg“. Det er navnet på Polens første chatforum, som er specifikt designet til at dele informationer og rådgivning om sikker abort.

Forummet er stiftet af abortrettighedsaktivisten Justyna Wydrzyńska, som også er medstifter af aktivistgruppen Aborcyjny Dream Team, der hjælper gravide med at få en sikker abort på trods af, at Polens strenge lovgivning så godt som forbyder det.

Fredag, d. 8. april, begyndte de indledende høringer til en retssag mod Justyna Wydrzyńska. Hun er anklaget for at bryde den polske abortlovgivning ved at sende graviditetsafbrydende medicin til en kvinde med en uønsket graviditet. Bliver Wydrzyńska dømt skyldig, risikerer hun op til tre års fængsel.

Kvinden Ania, som Justyna Wydrzyńska hjalp, levede i et voldeligt forhold. Abortpillerne, hun havde bestilt med posten, var forsinkede, og hun nærmede sig den tolvte uge af graviditeten. Hun havde forsøgt at rejse til Tyskland, som flere af Polens gravide gør, hvis de ønsker en abort, men hendes kæreste havde forhindret hende.

I stedet gik Ania på internettet og fandt frem til Justyna Wydrzyńska, som sendte hende en pakke med abortpiller. Men Anias mand, der havde aflyttet deres telefonopkald, ringede til politiet, som kom og beslaglagde pillerne. Hun endte med at spontanabortere af stress.

D. 1. juni 2021 dukkede politiet op på Justynas adresse og udførte en ransagning af hendes hus. Her konfiskerede de piller, hendes computer, eksterne computerdrev og både hendes egen og hendes to børns mobiltelefoner.

I fredags udeblev et vidne fra de indledende høringer, og derfor er retssagen nu blevet udskudt til d. 14 juli. Det er en langstrakt affære, og det er stærke konservative kræfter, Justyna og resten af Polens abortrettighedsforkæmpere er oppe imod. Dommen vil afsløre, hvor kosteligt det er at kæmpe for retten til fri abort mod Polens reaktionære styre.

Fryseeffekten 

I 2020 begyndte en række store demonstrationer mod stramningen af Polens abortlovgivning. Folkemasserne fyldte gaderne med bannere med tegninger af garderobebøjler – et redskab, som gennem historien er blevet brugt til at udføre illegale (og smertefulde) aborter – og brugte slogans som “Piekło Kobiet Trwa“: “Kvindernes helvede fortsætter“. Kampen handlede om gravides frie valg, men Polens premierminister Mateusz Morawiecki fordømte demonstrationerne. “For at have valgfrihed skal man først være i live,“ lød svaret.

Premierminister Morawiecki kommer fra det stærkt nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed (PiS) og med ham i spidsen, blev en stramning af den i forvejen meget stramme abortlov vedtaget i oktober 2020, hvilket både antændte demonstrationerne og mødte hård kritik fra EU-domstolen.

Selvom Polen har en nyere historik med en stram abortlovgivning, har det ikke altid været sådan. I 1956 blev aborten frigjort, da Polen stadig var en kommunistisk folkerepublik, og den katolske kirke endnu ikke havde fået indflydelse på magten.

I Danmark var aborten ulovlig til 1973, så danske gravide rejste til Polen for at få foretaget deres aborter lovligt og under sikre forhold. Men i 1993, kort efter kommunismens sammenbrud, blev frigørelsen tilbagerullet, og det blev igen ulovligt at udføre aborter i Polen. Dog var der visse undtagelser: Hvis graviditeten var resultat af voldtægt eller incest, hvis morens liv var i fare eller hvis der var tale om alvorlig misdannelse af fostret, som betød, at det led eller ikke kunne overleve.

Det var sidstnævnte undtagelse, der blev fjernet ved stramningen i 2020. Polen har simpelthen bevæget sig fra at have fri abort til at have en de strammeste abortlovgivninger i Europa.

Lovgivningen fik fatale konsekvenser, da en 30-årig polsk kvinde døde i 2021, efter hun blev nægtet en abort. Historien blev et pust til en glødende befolkning, og titusindvis gik på gaden og demonstrerede på ny. Izabela, som kvinden hed, døde af et septisk chok, efter lægerne nægtede at abortere hendes døende foster – med henvisning til den indskrænkede abortlov, selvom hun var i livsfare.

Som oppositionspolitiker og demonstrationsarrangør Katarzyna Kotula dengang sagde til BBC: “Det er, hvad vi kalder ‘fryseeffekt’ – lægerne bliver bange for at udføre aborter.“

Ovenpå massedemonstrationerne måtte Polens sundhedsministerium i november 2021 offentligt gøre det klart, at hvis en mors liv eller helbred er i fare, må læger “ikke være bange for at træffe åbenlyse beslutninger“ om aborter. Problemet er bare, at lægerne stadig er bange. Selvom et døende, misdannet foster truer den gravide på livet, er den slags beslutninger ikke nødvendigvis åbenlyse, når en “unødvendig“ abort skan koste de opererende læger en fængselsstraf.

#jakJustyna

Ved retsbygningen i Warzawa i fredags samledes demonstranterne sig atter for at vise deres støtte til Wydrzyńska. Flere menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International, har også aktivt promoveret Justyna Wydrzyńskas sag under hashtagget #jakJustyna.

Wydrzyńskas er den første abortrettighedsaktivist, der er anklaget for at bryde den restriktive abortlovgivning. En lovgivning som altså medfører, at gravide som Ania ingen selvbestemmelse har over egen krop, og som efterlader læger for skræmte til at udføre deres arbejde og derfor koster unødvendige menneskeliv.

Uden organisationer som Aborcyjny Dream Team og aktivister som Justyna Wydrzyńska, der hjælper med udbredelsen af information om af medicinsk abort, går Polen en fremtid i møde, hvor brug af garderobebøjlen ikke blot er noget, der hørte en ufri fortid til. Lykkes det regeringen at holde aktivismen nede, kan Anias og Izabelas skæbner blive blotte tal i nogle meget skræmmende statistikker.

“Jeg håber, at denne retssag vil markere et vendepunkt i det polske retssystem, og at abortpiller om få år vil blive solgt på tankstationer ved siden af kondomer,“ udtalte Justyna Wydrzyńska efter fredagens høringer. Om sagen rent faktisk bliver et vendepunkt for retssystemet, må tiden vise. Uanset udfaldet kan afgørelsen dog danne præcedens for fremtidige sager om abortaktivisme i Polen – og give et fingerpeg om, hvor meget det mon skal koste at insistere på retten til at vælge selv. /Jon Kvist Sommer

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12