Kære læser

Omkamp og kærlighed

Le Pen med en af sine seks katte

Marine Le Pen vil gerne tale om kærlighed. “Mit kandidatur er en kærlighedserklæring til Frankrig,“ sagde hun på scenen i Perpignan til sit sidste vælgermøde inden det franske præsidentvalgs første runde. De tusindvis af fremmødte viftede med deres franske tricolore og hvide Le Pen-flag med hendes kampagneslogan M La France (hendes forbogstav og et ordspil på det franske aime). I et følsomt tv-interview var et af omdrejningspunkterne hendes dybe kærlighed til de seks katte, som hun deler livet med, og som for nylig inspirerede hende til at blive certificeret katteavler.

Under valgkampen har Le Pen rejst storsmilende fra den ene landsby til den næste for at fortælle om sine visioner for sociale reformer og prøvet at male sin højrenationalistiske fortid over med pæne populistiske farver. Med sine paroler om kærlighed og købekraft forsøger hun at overdøve de udenrigspolitiske dele af sit partiprogram for at blive certificeret présidente.

Selvom Le Pen vifter med hvide flag, står hun dog stadig i spidsen for det nationalistiske parti Rassemblement National på den yderste højrefløj. “Hendes grundlæggende principper har ikke ændret sig. Det er et racistisk program, der har til formål at splitte samfundet, og som er meget brutalt,“ advarede præsident Macron torsdag i et interview med avisen Le Parisien. Det bekræftes fra mindre farvet side af seniorrådgiver Kirsten Malling Biering fra Tænketanken Europa: “Hun har ikke ændret på sine grundholdninger, men hun er blevet en dygtigere politiker.“

Da de franske valgsteder lukkede søndag aften, var Macron på forudsigelig vis i spidsen. Bag ham var der et til tider tæt natteløb mellem Marine Le Pen og venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon. I takt med at solen stod op, og stemmerne blev talt sammen, var den venstreorienterede kandidats dage som potentiel præsidentkandidat dog talte.

23,2 pct. af de franske vælgere gengældte Le Pens kærlighed. Hun skal derfor møde Macron i præsidentvalgets anden runde d. 24. april. Men der er ikke udsigt til, at det bliver en gentagelse af valget i 2017, hvor Macron sejrede med 66,1 pct. mod Le Pens 33,9 pct. Det bliver en benhård omkamp, hvor Macron, på trods af at have et større forspring denne gang, kun står til at vinde 53 pct. af vælgerne mod Le Pens 47 pct. ifølge de seneste meningsmålinger fra Politico.

Bitre nederlag

Søndagens valg havde mange tabere. De to tidligere regeringsbærende borgerlige og socialistiske partier, der nedsmeltede til valget i 2017, fortsætter vejen ned i historiens afgrund.

Valérie Pécresse fra Les Républicains vågnede op til 4,7 pct. af stemmerne. Og det var ikke bare det dårlige valgresultat, der gav hende sved på panden. Da den franske stat kun dækker udgifter til valgkampagner, når en præsidentkandidat får flere end 5 pct. af stemmerne, står hun pludselig over for et problem lavet af penge. Pécresse har nemlig lånt 5 mio. euro til sin valgkampagne og skylder derfor personligt banken 35 mio. kr. Det fortalte hun på nationalt tv mandag formiddag, hvor hun også meddelte, at hun starter en pengeindsamling til at betale gælden. En appel, der klinger lidt hult fra en kvinde, der har stået fast på, at man skal arbejde i stedet for at modtage økonomisk hjælp.

Éric Zemmour, der i efteråret åndede Le Pen i nakken i meningsmålingerne, har også haft en særdeles dårlig måned. D. 3. april blev den højreradikale franske præsidentkandidat smidt væk fra de grønne græsbaner tilhørende den franske fodboldlegende Zinédine Zidanes fodboldhold. Med kun 7,1 pct. af de franske stemmer er Zemmour, der for længst har mistet sit momentum, også blevet smidt ud af præsidentvalget.

De fleste af valgets tabere har været hurtige til at vælge side. Zemmour opfordrede sine disciple til at blive på højrefløjen og stemme på Le Pen. Pécresse, socialdemokraten Anne Hidalgo og den grønne kandidat Yannick Jadot gik derimod over på Macrons midterbane.

“Vi må ikke give en eneste stemme til Marine Le Pen,“ gentog Mélenchon til sine mange vælgere på valgaftenen, mens han sakkede bagud. Men han ville heller ikke tilslutte sig Macron: “Vi skal vælge mellem to onder.“

Bump på midtervejen

Meningsmålinger havde inden valget forudset et nederlag for det franske demokrati. Og der var ingen overraskelser på valgdagen, hvor en fjerdedel af de valgberettigede ikke stemte. Ifølge ph.d.-studerende i statskundskab ved Københavns Universitet Anne-Sophie Dichman er det dog ikke en apolitisk handling. Tværtimod består denne gruppe af unge mennesker, aktivister og de gule veste, der bevidst vælger ikke at stemme i et håb om at en lav valgdeltagelse vil belyse, at det repræsentative demokrati i Frankrig er i krise.

Efter fem år med Macron er dommen klar. Han repræsenterer bourgeois-blokken og en midtervej, der fører mod liberal, borgerlig politik og tungere social arv. Mange af dem, der ikke stemmer, vil ikke have nye kandidater; de vil have nye politiske institutioner, en ny forfatning og gennemgående forandring. De ønsker en sjette republik, hvor demokrati erstatter hierarki, og hvor borgerinddragelse og klimahandling skrives ind i forfatningen.

Det er måske en utopisk forestilling, men vi glæder os nu alligevel til dagen, hvor argumenter for demokratisering, nye politiske institutioner, borgerinddragelse og klimahandling trumfer midterveje og sonetter til katte. /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12