Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix
Shanghai er ikke bare verdens tredje største by med små 30 mio. indbyggere, metropolen er også Kinas finansielle centrum og har derudover verdens største havn. Skal man tro ordbogen, er det netop fra byens historiske havneaktiviteter, udtrykket “at shanghaje“ stammer: Det var åbenbart almindelig praksis for skibe at skaffe sig besætning ved at tvinge berusede søfolk ombord i Shanghai.
I øjeblikket er der dog ikke mange berusede søfolk i byens gader – eller særligt mange andre mennesker, for den sags skyld. Som følge af et nyt coronasmitteudbrud – og ikke mindst den kinesiske regerings restriktive “zero Covid“-politik – er Shanghai blevet lukket voldsomt ned. Det er set før i mange andre kinesiske byer, men noget nyt lader til at være under opsejling: Dele af befolkningen har efterhånden fået nok. Tvunget inden døre, med begrænset adgang til bl.a. mad og lægehjælp, ulmer oprøret på både altanerne og de sociale medier. Folk er kort og godt trætte af, at de atter har fået shanghajet deres dagligdag.
Nedlukningen begyndte 28. marts, samtidig med, at der blev indført massetestning for byens millionbefolkning. Mens andre lande har haft held med en mere lempelig håndtering af den stærkt smitsomme omikronvariant (og dens relativt mildere sygdomsforløb), holder den kinesiske regering stædigt fast nultolerancen – også selvom det bliver stadig sværere at forklare politikken. Hvad der oprindeligt skulle have været en nedlukning på blot otte dage, har nu varet i mere end to uger. Og det sætter stadig større pres på logistikken, for slet ikke at tale om folks goodwill.
Alt imens bekræftede smittede sendes i isolation på hospitaler og andre karantænefaciliteter, må den øvrige befolkning blive i deres hjem og vente pænt på madleverancer og deslige. Med så mange mennesker om budet (og mange leveringsbude ramt af selvsamme nedlukning) er bare det at få leveret mad imidlertid blevet en udfordring. Folk må stå tidligt op, hvis de vil lægge en bestilling inden, alt meldes udsolgt – eller gå sammen i koordinerede indkøbsgrupper på beskedtjenester som WeChat. Ja, selv byens mangemillionærer har tilsyneladende haft problemer med konkurrencen. Det vakte i hvert fald opsigt, da venturekapitalisten Kathy Xu Xin pludselig efterlyste brød på de sociale medier.
Med de mange skrækhistorier om madmangel, har Shanghais viceborgmester Chén Tōng set sig nødsaget til at love lempelser, der skal hjælpe distributionen på vej. Samtidig er et af de hashtags, der blev brugt på mediet Weibo til at diskutere fødevaremanglen (og rette en slet skjult kritik mod regeringen) tilsyneladende blevet bortcensureret. Situationen i Shanghai er ikke just nogen solstrålehistorie for præsident Xi Jinping, som til efterårets partikongres går efter at konsolidere magten med en tredje regeringsperiode. I andre kinesiske millionbyer som Guangzhou ses allerede eksempler på hamstring af frygt for lignende nedlukninger.
Mandag meddelte det amerikanske konsulat i Shanghai, at ikke-essentielt personale er blevet bedt om at forlade byen, som følge af den dramatiske situation. Samme dag kom en mindre opblødning i restriktionerne, da myndighederne nu vil tillade, at folk kan forlade deres hjem i distrikter uden smittetilfælde de sidste 14 dage. Tilbage står dog fortsat en by bragt i knæ af “zero Covid“ – med mulige konsekvenser for de globale forsyningslinjer, Shanghais imposante havneområde in mente. Særlig ét spørgsmål trænger sig nu på: Hvor længe kan befolkningen mon leve med, at regeringen ikke kan leve med omikron? /David Dragsted