GES-2. Foto: RPBW
I Ruslands hovedstad, sådan cirka midt mellem Kreml, Den Røde Plads, Gorkij Park og Frelseren Kristus-katedralen (hvor punkgruppen Pussy Riot i 2012 lavede deres berømte performance rettet mod den katolske kirke), ligger det gigantiske kunstcenter GES-2. Ligesom Tate Modern i London er GES-2 et gammelt kraftværk, som er blevet bygget om, så den kraft, der nu udgår fra det, kommer fra moderne kunst.
GES-2 ser ret fantastisk ud på billeder. Det er den italienske stjernearkitekt Renzo Pianos tegnestue, som har ombygget stedet. Hvis det er subtil storslåethed, man gerne har villet signalere, er Piano et fremragende valg. Sammen med kollegaen Richard Rogers var han arkitekten bag Pompidou-centret i Paris, som, nærmest fra det stod færdigt i 1977, har emmet mere af kultur og civilisation end flere af Frankrigs ældre kulturinstitutioner.
Da GES-2 åbnede i december sidste år, skete det under stor ståhej. På russisk tv så man Putin bese stedet sammen med Moskvas borgmester Sergej Sobjanin, og byens kulturelle og økonomiske elite stod i kø for at blive inviteret til den store åbning. Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson var et af hovednavnene. Han havde brugt tre år på at genskabe et særligt værk til GES-2, en ‘genindspilning’ af den elendige, melodramatiske amerikanske tv-serie Santa Barbara, som russerne elskede at se i fjernsynet i 90’erne.
Alt sammen meget godt. Men hvem havde betalt gildet? Den russiske stat? Ja, på en måde. GES-2 er et prestigeprojekt for en af Ruslands rigeste mænd, oligarken Leonid Mikhelson, der har tjent sine mange mia. på rørledninger. Centret menes at have kostet ham på den anden side af en mia. kr.
Og hvordan går det så for GES-2, nu hvor Vladimir Putin har invaderet nabolandet Ukraine? Det går ikke så godt. Som The Guardians korrespondent i Moskva skriver i en reportage: “På en nylig lørdag i april slentrede moskovitter rundt i GES-2, et enormt nyt kunstcenter bygget i et tidligere kraftværk ikke langt fra Kreml. Men gæster, som besøger det 54.400 kvadratmeter store center, som er designet af den banebrydende italienske arkitekt Renzo Piano, blev mødt af et problem, som var svært ikke at få øje på: Kunsten var fraværende.“
Avisen har talt med en russisk kunstner ved navn Evgenij Antufjev, som har bedt om at få fjernet sine værker fra kunstcentrets lokaler. “Vi kan ikke bare lade som om, alt er, som det plejer,“ siger han. “Vi må droppe illusionen om, at tingene vil blive, som de var før krigen. At drikke cocktails ved kunstferniseringer, mens mennesker bliver dræbt, føles kriminelt.“
GES-2’s kunstneriske leder, Francesco Manacorda, har af samme grund sagt op. Mange russere havde en forventning om, at institutionen på en eller anden måde ville tage afstand fra krigen. Men det er den ikke i stand til, sådan som den glade giver, oligark Mikhelson, er fedtet ind i Putins magtcirkler. Som Manacorda lakonisk formulerer det, vil en anti-krigserklæring have “juridiske konsekvenser“ (læs: adskillige års fængsel).
Penge taler
Det samme billede tegner sig flere steder i det russiske kulturliv. I denne uge åbner kunstbiennalen i Venedig, hvor der bl.a. kan ses udstillinger fordelt på omkring 90 pavilloner fra lige så mange lande. Hvis man er i Venedig, bør man aflægge Ruslands pavillon et besøg. Den står gabende tom. Et par dage efter Ruslands invasion meddelte de to russiske kunstnere, som skulle have udfyldt pavillonen, at de ikke så sig i stand til at repræsentere deres land, og deres litauiske kurator, Raimundas Malašauskas, har ligeledes opsagt sin stilling. “Da krigen startede, stod det klart for os, at vi ikke kan være i Venedig, fordi pavillonen tilhører den russiske føderation. Og selv om det er på en slags neutral grund som Venedig, eller på italiensk jord, er den stadig underlagt det russiske kulturministerium,“ lød det fra Malašauskas.
Måske har dele af Ruslands kunst- og kulturliv de seneste 10-12 år befundet sig i en form for tornerosesøvn. Man har lukket øjnene for, at Putin har gået og opbygget et mere og mere repressivt statsapparat.
Nu er det tid til at vågne op. Nogle har dog hele tiden været opmærksomme på faren. I december sagde Marat Gelman, der var en af Moskvas første ejere af et galleri med samtidskunst, til Moscow Times, at GES-2 ville “ændre kunstscenen fuldstændig“. Men han advarede også om, at regeringen på den ene side drømte om et erhvervs- og kulturliv, som var lige så levende og spændstigt som i “Vesten“, men på den anden side ønskede at følge en kinesisk samfundsmodel, “hvor man totalt fastfryser enhver politisk udvikling“.
Krigen må også være et wakeup-call for aktører som Renzo Piano. Der er ingen tvivl om, at han er en superfed fyr, men selv om han er 84 år, bør han nok tage sin designfilosofi op til revision. Når han siger ting som “steder taler – de siger altid noget. Men du skal holde mund og du skal lytte“, så lyder det jo godt. Men hvis “stedet“ er Rusland, har han ikke hørt efter. Det, han har hørt, er lyden af kontanter. /Oliver Stilling