Den feministiske utopi er ikke fremtidssikret

Helsinki smelter. Vandet drypper fra tagrenderne og danner floder på fortovet, da jeg tager sporvognen til eduskunta, Finlands parlament. På den ene side af bygningen blafrer det blå-hvide finske flag ivrigt, og på den anden hænger et mørkeblåt flag i læ. Jeg når lige at tænke, at det kunne være EU-flaget, inden vinden tager fat og afslører det finske rigsvåben.

Ved parlamentets sideindgang venter Saara-Sofia Sirén, som er medlem af parlamentet og sidder i det liberale Samlingsparti Kansallinen Kokoomus. Hun fører mig forbi plenarsalen og hen til et rum indrettet med malerier i pastelfarver og blåt gulvtæppe. Rummet har siden begyndelsen af det 20. århundrede været forbeholdt parlamentets kvindelige medlemmer.

Finlands kvinder fik stemmeret og ret til at stille op til parlamentsvalg i 1906. Allerede året efter blev 19 kvinder ud af 200 parlamentarikere valgt ind. De var de første kvinder i verden, der fik en politisk stemme inden for parlamentets høje mure, og forandringen kom med det samme til udtryk i indretningen. Kvinderne fik tildelt tre værelser i parlamentet, som de havde for sig selv. Rummene blev brugt dengang, de havde tykke uldstrømpebukser under deres lange nederdele og gik på arbejde i det typiske finske slud og sne. I kvindeværelserne kunne de uforstyrret tage strømperne af og hænge dem til tørre.

“Nu er der ikke rigtig brug for dem længere,“ fortæller Saara-Sofia Sirén. Selvom det finske parlament i dag består af 47 pct. kvinder, er der kun dette ene værelse tilbage, og det lugter ikke længere af våd uld. “Det har selvfølgelig stadig en symbolværdi, og jeg bruger det også til at tage telefonsamtaler eller lave interviews som det her,“ siger Sirén.

Selvom der ikke er behov for kvindeværelserne længere, er der stadig behov for politik, der fremmer ligestillingen: “Vi løb forrest for over 100 år siden, men det gør vi ikke nødvendigvis længere. Vi bliver hele tiden nødt til at træffe nye beslutninger for at fremme ligestilling. Vi har haft mange kvindelige ministre og præsidenter. Lige nu har vi en regering ledet af kvinder. Men vi har ikke opnået ligestilling – hverken generelt eller politisk.“ Udenfor det trygge, pastelfarvede værelse ser verden nemlig helt anderledes ud.

Derfor grundlagde Saara-Sofia Sirén en feministisk gruppe i parlamentet under sidste regeringsperiode, hvor hendes eget parti sad i regeringen. “Møderummet summede, og vi måtte hente flere stole. Næsten alle partier i parlamentet var repræsenterede.“ Det var de, fordi ligestilling er et emne, der samler medlemmer fra de fleste finske partier: “Vores mål er ofte meget ens. Derfor arbejder vi hen imod dem uanset hvilke partier, der er i regeringen.“ Den feministiske gruppe var med til at sætte en ny familieorlovsreform på dagsordenen og påbegynde en ligestillingsundersøgelse i parlamentet for at indsamle data om, hvor meget de forskellige køn taler under plenarsamlinger, og hvordan de forskellige køn er repræsenterede i de forskellige komiteer for sundhed, uddannelse, sikkerhed og økonomi.

Kvindeværelser, venteværelser 

Efter valget i 2019 trådte fem kvinder frem forrest på den finske politiske scene. Den socialdemokratiske statsminister Sanna Marin og de kvindelige ledere af de fire koalitionspartier i regeringen fik international opmærksomhed for at sætte ansigt på Finlands feministiske utopi. En utopi, der blev skrevet ind i regeringens handleplan for ligestilling, og som opstiller et ambitiøst finsk mål om at blive en global leder på ligestillingsområdet. Men også en utopi, der hurtigt faldt fra hinanden, da kønnede udtryk som “læbestiftsregering“ blev brugt af nationale politiske modstandere til at beskrive de mange unge, venstreorienterede kvinder.

Statistikker får den blanke utopi til at krakelere yderligere. Ifølge tal fra 2018 tager finske mænd i gennemsnit kun 11 pct. af den samlede barsel. Derudover laver kvinder i gennemsnit en halv times mere ubetalt omsorgsarbejde om dagen. Finland har det mest kønsopdelte arbejdsmarked i Norden og det største løngab mellem mænd og kvinder. Med de tal skal det måske genovervejes, om man kan blive ved med at pudse sin plakette som ligestillingspioner.

En omfattende europæisk spørgeskemaundersøgelse har desuden kastet en skygge over Finland. Ifølge undersøgelsen er Finland nemlig det næstmest voldelige land for kvinder i Europa. Tallene fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder viser, at 47 pct. af de finske kvinder oplevet fysisk eller seksuel vold efter at være fyldt 15 år. På det punkt overgås Finland kun af Danmark, hvor det gælder over halvdelen – 52 pct. – af kvinder. Og generelt ligger de nordiske naboer et godt stykke over det europæiske gennemsnit på 33 pct.

Tidligere samme dag sidder jeg på den nuværende Social- og Sundhedsministers kontor, der ligger ved havnen i Den Finske Bugt. Hanna Sarkkinen, der er minister og medlem af parlamentet for det venstreorienterede parti Vasemmistroliito, peger på de samme kedelige statistikker.

Hanna Sarkkinen. Foto: Milja Laakso

”Store kriser som covid-19 eller Ukraine kan betyde, at folk glemmer vigtigheden af ligestilling eller vælger ikke at prioritere ligestillingspolitik,” mener social- og sundhedsministeren. Meget symptomatisk troede sikkerhedsvagten i receptionen, at jeg var her for at tale om finsk forsvarspolitik og folkestemningen omkring forsvarsalliancen NATO, som Finland endnu ikke er en del af. Men de store kriser belyser også kønnede uligheder. Under corona steg antallet af ofre for vold i hjemmet i næsten hele verden – også i Finland, hvor vold mod kvinder ifølge Hanna Sarkkinen er en af de største udfordringer for den feministiske utopi.

Det seneste ekko fra pandemien kunne d. 1. april høres i Helsinki og fem andre byers gader, hvor en omfattende sygeplejerskestrejke begyndte. Strejken bestod af 25.000 sygeplejersker, som demonstrerede over deres arbejdsforhold og løn. Den anden fase af deres strejke skulle være begyndt d. 20. april, men er netop blevet aflyst på grund af en verserende lov i parlamentet, der kan tvinge de strejkende sygeplejersker tilbage på arbejde. To af sygeplejerskernes fagforeninger har i stedet advaret om masseopsigelser. Da jeg sad på Social- og Sundhedsministerens lyse kontor håbede ministeren stadig, at sagen ville blive løst mellem arbejdsgiverne, de ansatte og deres fagforeninger uden politisk indblanding. Men sådan gik det ikke.

Finlands kønsopdelte arbejdsmarked indebærer, at kvinder arbejder mere i den offentlige sektor og mere med omsorgsarbejde. Hanna Sarkkinen mener, at hendes regerings nye familieorlovsreform kan bidrage til at opløse det kønsopdelte arbejdsmarked og den ulige fordeling af omsorgsarbejde: “Reformen vil tvinge de mandsdominerede sektorer til at forandre sig. Hvis alle sektorer og arbejdspladser er familievenlige, så vil det øge ligestillingen. Reformen kan også få en kulturel betydning. Hvis forældre fordeler omsorgsarbejdsbyrden lige imellem sig, når børnene er små, så fortsætter det, når børnene bliver ældre og i forhold til fordelingen af andre omsorgsarbejdsopgaver.“

Reformen, der har ligget på bordet i 10 år, blev stemt igennem af et næsten enstemmigt parlament i slutningen af sidste år. Den skal medtænke diversitet ved at imødekomme regnbuefamilier og andre familiekonstellationer, øge familiers velfærd ved at give flere barselsmåneder og skabe ligestilling ved at fordele barslen mellem den fødende og partneren eller medforældrene. Den træder i kraft til august og er med ministerens ord “den største ligestillingsreform i denne regeringsperiode og den største strukturelle forandring for at bekæmpe de gældende samfundsmæssige udfordringer“.

I modsætning til europæiske lande som Danmark, hvor EU-lovgivning presser ligestilling igennem fra oven, var den finske familieorlovsreform ifølge både Saara-Sofia Sirén og Hanna Sarkkinen resultatet af en national diskussion og et nationalt ønske. “Men den endelige beslutning var et kompromis. Den løser ikke de største udfordringer i systemet,“ mener Saara-Sofia Sirén.

Selvom Hanna Sarkkinens ministerium er afsender på den nye familieorlovsreform, og selvom Ligestillingsministeriet har kontorplads i Social- og Sundhedsministeriets bygning, skal arbejdet for at komme i mål med regeringens handleplan for ligestilling ikke begynde og slutte her: “Alle forhandlinger og al politik bliver udformet med kønsbriller på. Det er ikke bare en bureaukratisk øvelse eller proces. I forhold til alle beslutninger skal det overvejes, hvilke kønseffekter, de vil få.“

Jeg stiller mine sidste spørgsmål til Saara-Sofia Sirén, mens hun viser mig Folketingssalen. Her udpeger hun bronzefigurerne, der omslutter det runde rum og dagligt optræder på billeder fra salen i de finske nyhedsmedier. De fire mandlige figurer repræsenterer mænds arbejde i samfundet. Den sidste og eneste kvindelige figur står med ryggen til, og med fremtiden i sine arme: Et drengebarn. Selvom Finlands kvinder havde vundet deres politiske rettigheder 25 år inden, figurerne blev udformet og udstillet, blev der på daværende tidspunkt ikke sat spørgsmålstegn ved de basale værdier i det patriarkalske landbrugssamfund.

Jeres Social- og Sundhedsminister fortalte om regeringens plan for ligestilling og kønsbriller. Hvordan fungerer det i praksis for dig som parlamentsmedlem?

“Det ved jeg ikke. Hvad mener du med det?“

Hun fortalte om planen for at integrere køn i alle ministerier, arbejdsgrupper og aspekter af det politiske arbejde?

“Det fungerer ikke så godt endnu. Lige nu venter vi på regeringens ligestillingsrapport, og der er tydeligvis stadig meget arbejde foran os.“

Kønskamp i saunaen

På de frosne bænke mellem et dampende, røgfyldt rum og en hvid sø, sidder en gruppe finnere, der holder pause fra at dryppe af sved og dyppe sig i hullet i isen. Jeg befinder mig i en offentlig sauna i byen Tampere, der ligger to timers togtur gennem snedækkede fyrretræer fra Helsinki. Omklædningsrummet lugter af fugt, og uniformen er enkel: badetøj, hue og badesandaler. Uden hue og badesandaler trasker jeg ind i saunaen, placerer mig på nederste niveau og får varme lunger. De mere vante saunagængere sidder på det øverste trin og hælder vand på de kogende sten.

Foto: Emilie Ewald

Her sad fire aktivister og medlemmer af den feministiske aktivistgruppe Cult Cunth sidste sommer. Lige indtil de blev smidt ud af saunaen, fordi deres badetøj ikke dækkede deres bryster. Deres bevidste valg om at være topløse skyldtes, at de gennem deres aktivisme gerne vil normalisere den feminine krop og gøre op med de normer og regler, der typisk forbindes til kvinders brystvorter. “Aktivisme må gerne forstyrre,“ fortæller den 24-årige aktivist Krista over en øl.

Selvom (kvinders) brystvorter er forbudte på Instagram, synes jeg stadig, det er svært at forstå, hvordan et bryst kan forstyrre en feministisk utopi. Med min fugtige badedragt i tasken, skifter jeg saunaen ud med Pirjo Markkolas mere behageligt tempererede kontor, hvor det meste af Finlands fortid gemmer sig i de lange rækker af bøger langs væggene. Markkola er ph.d. og professor ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Tampere Universitet og forsker i den nordiske velfærdsmodel og kønshistorie.

Ifølge Pirjo Markkola var det god timing snarere end pionerånd, der lukkede kvinder ind i det finske parlament. Reformen af parlamentet krøb gennem et smuthul i Ruslands magtfulde storhertugdømme i Finland.

Da jeg kørte mod til Tampere, kunne jeg også have taget toget i den modsatte retning, krydset den 1340 km lange landegrænse til Rusland og fortsat mod Skt. Petersborg. Den russiske nabo spøger stadig i dag, men i 1905 tabte Rusland en krig mod Japan, som slog deres administration ud af kurs. Finland udnyttede det pludselige ømme punkt til at skubbe på for forandring: “Der opstod en strejkebevægelse i Finland. De havde to krav: De ville ende den såkaldte russiske undertrykkelse, og de ville reformere parlamentet. Forberedelserne til en reform af parlamentet begyndte, og deres førende princip blev universel og ligestillet stemmeret,“ fortæller Markkola.

Selvom kvinder fra både arbejderklassen og bourgeoisiet engagerede sig i debatten om ligestilling ved århundredeskiftet, blev kampen for politiske rettigheder aldrig en kønskamp. “Mindre end 10 pct. af Finlands befolkning havde ret til at stemme før 1906. I de andre nordiske lande blev det repræsentative system reformeret i det 19. århundrede. I de fleste europæiske lande var det også allerede blevet reformeret til at udvide mænds politiske rettigheder. Det gjorde parlamentarisk reform i andre lande til et spørgsmål om kønspolitik, men i Finland var det ikke så kønnet, fordi hele systemet var så forældet. Måske var det netop nemmere, fordi det ikke var et spørgsmål om køn?“

Omsorgens politik

Malerierne på kunstmuseet Ateneum viser, at historien gentager sig selv. Med brede, farverige penselstrøg har den finske kunstner Helene Schjerfbeck portrætteret “de moderne kvinder“ i begyndelsen af det 20. århundrede med skarpe hager og optegnede læber. Hendes portrætter er en del af udstillingen Den Moderne Kvinde, der folder sig ud på museets øverste etage.

Fra rum til rum introduceres Finlands kvindelige kunstnere og en brøkdel af deres værker fra begyndelsen til slutningen af det 20. århundrede. Lige nedenunder ligger den permanente udstilling. Buede vinduer med udsigt ned til de store, grønne og hvide landskabsmalerier og heroiske scener fra de finske myter i værket Kalevala lavet på kommission, viser kontrasten til opsamlingsudstillingen. Det sidste århundredes kvindelige kunstnere blev ikke kommissioneret i lige så høj grad som deres mandlige kollegaer. “Til gengæld havde de mere kunstnerisk frihed,“ fortæller kunsthistoriker og museumsdirektør Marja Sakari. De valgte deres egne subjekter og skildrede hinanden og sig selv, deres mødre, søstre og ansigtsløse kvinder, der syer, vasker, skriver bøger og passer børn.

Foto: Emilie Ewald

Nu hænger kvinderne på væggen og kigger på mig. “Helene Schjerfbecks værker portrætterer ikke velkendte eller offentlige individer, de illustrerer sygeplejersker, lærere og unge kvinder. De er typer af moderne kvinder. Det er meget bevidst fra hendes side,“ fortæller Marja Sakari. På trods af at der nu er flere offentlige kvinder, statsministre og præsidenter, der kan sidde til portræt, er den samme opdeling i det finske arbejdsmarked stadig gældende.

Den politiske repræsentation er steget støt siden kvinder vandt deres formelle politiske rettigheder, men de kønnede sociale og økonomiske normer, der indebærer, at omsorgsarbejde fortsat er ulønnet eller dårligt betalt, halter stadig bagefter. “Det er et problem, at vores forskellige sektorer er så kønnede,“ medgiver Social- og Sundhedsministeren Hanna Sarkkinen. “Det er en svær ting at ændre, men det er vigtigt. Det ville være godt for løngabet og samfundet som helhed. Vi arbejder på det, men det er ikke noget, man bare lige kan forandre på politisk niveau fra den ene dag til den anden.“ Selvom kvinder fandt vej ind i parlamentet gennem et smuthul, er der ikke nogen smutveje til en feministisk utopi. /Emilie Ewald

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.