Kineserne kommer

Mens forårssolen langsomt trækker sig tilbage fra Piazza Navona i det antikke Rom, samler 30 kinesere med solhatte og selfiestænger sig midt på den aflange plads, hvor de poserer og knipser løs med deres mobiltelefoner.

Så vandrer de videre i samlet flok gennem de smalle gader. Et par fnisende kvinder kaster deres kærlighed på et lille, gult plastikdyr, som udspyr en skinger pivelyd, hver gang den afrikanske gadesælger kaster det mod asfalten – det har sandsynligvis samme oprindelsesland som sine kommende ejermænd.

Det er sådan, mange europæere kender de kinesiske turister:
De rejser i flok, de fotograferer og shopper souvenirs – og der er mange af
dem.

Udviklingen er bemærkelsesværdig: I 1997 var det ulovligt for
kineserne overhovedet at forlade Riget i midten; i dag er kineserne verdens
største turistgruppe. Ifølge det uafhængige konsulenthus China Outbound Tourism Research Institute (COTRI) foretog kineserne sidste år 133 mio. rejser ud af Kina, en stigning på 15 pct. i forhold til året før. I 2000 var tallet kun 10 mio.

Strategi for Kina

Mindst 12,5 mio. tog sidste år på ferie i Europa, men europæernes forhold til de kinesiske gæster er mildest talt ambivalent. På den ene side elsker vi deres
penge – og dem er der mange af. Kinesiske rejsende spenderer lige så meget i udlandet som alle amerikanske og tyske turister til sammen – 1.271
mia. kroner sidste år – og det er godt nyt for væksthungrende europæiske
lande, som stadig har ondt efter finanskrisen, ikke mindst turistøkonomier som Italien, Kroatien og Grækenland. Turistsektoren vokser og vokser, selv i
finanskriseårene blev den større, og i dag udgør industrien ifølge branchen
selv 10 pct. af verdens samlede BNP og hvert 11. job.

Alle vil gerne have en bid af kagen, og i VisitDenmarks ‘Strategi for
Kina 2016’ hedder det slet og ret: ”Strategien ligger klar for Danmark i
Kina: Danmark skal have flere kinesere til at vælge Danmark, og de skal blive
her i længere tid.”

Det indebærer blandt andet ”en B2B-bearbejdning af turoperatører og rejseagenter i Kina” (kineserne køber stadig alle deres rejser via rejsebureauer), og at man er ”tungt til stede på nettet”.

Danmark har faktisk allerede et godt tag i kineserne. Vi lokker med Tivoli og H.C. Andersen, og fra 2009 til 2013 er antallet af kinesiske overnatninger tredoblet. Sidste år sov kineserne 198.000 gange i Danmark – en vækst på 23 pct. i forhold til året før.

I Rom har bystyret valgt en anden taktik. I maj fløj de en gruppe betjente ind fra Guangzhou, som patruljerer foran Colosseum og forsikrer busserne med selfiebevæbnede landsmænd om, at tiggerne ikke er farlige, og at
risikoen for terror er minimal.

Et sted kun vi kender

Men hvis man virkelig vil tiltrække kinesere, er der ét gyldent trick: Kom i de kinesiske medier. Ligesom Prag.

På valentinsdag 2015 udkom filmen ‘Somewhere only we know’ i Kina. Det romantiske drama fortæller historien om en kvinde, der bliver droppet af sin mand, samtidig med at hendes bedstemor dør. Hun træffer en rask beslutning og tager til Prag, hvor hun (spoiler alert!) finder kærligheden. Filmen, som er optaget on location i den tjekkiske hovedstad, blev et megahit og har fået antallet af kinesiske turister i Prag til at eksplodere – byen venter 350.000 kinesere alene i år (dobbelt så mange som for tre år siden), og en række nye flyruter er åbnet mellem Prag og Beijing.

Det er meget muligt, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har lignende ideer i ærmet, når han i august præsenterer regeringens nye handlingsplan for dansk turisme.

Vi elsker altså kinesernes penge, men vi er på den anden side ikke meget for kinesere. Deres rygte er mildest talt dårligt. De rejser i buskorteger, de larmer, de fylder, de hærger buffetbordene og vandaliserer kulturarven.

Som The Economist har formuleret det: ”Spytteri, råberi og sjusket toilet-etikette har fået kineserne til at fremstå som verdens mest ubehøvlede nye turister fra London til Taipei og videre.”

I Schweiz har man nogle steder indsat separate tog til de støjende flokke. I Hong Kong, som hvert år får besøg af over 40 mio. gæster fra fastlandet – 6 gange flere end der er indbyggere – har turistflokkene fået det lidet flatterende øgenavn wong chung;  græshopper. Der har været protester og voldelige sammenstød.

”Kinesere rejser for at få mere erfaring og derved kunne styrke deres ry
derhjemme,” fortæller Christopher Ledsham, som er chefredaktør i China Outbound Tourism Research Institute.

”Det forklarer, hvorfor de køber store mængder souvenirs til deres venner og tager lige så mange billeder – ofte foran berømte monumenter – fordi det er en måde at ”bevise”, at de har været ude at rejse. Det fænomen ses hyppigst blandt dem, der rejser i store grupper; de søger en ”effektiv” tur, hvor de kan samle beviser for, at de har været så mange steder og lande som muligt,” mener han.

”De værdsætter sikkerhed og komfort højt og er derfor draget af
grupperejser, hvor de rejser med andre kinesere og ikke skal interagere med de lokale. De værdsætter at kunne spise kinesisk mad så ofte som muligt;
udenlandsk mad skal prøves som en del af oplevelsen snarere end som egentlige måltider. Typiske destinationer for sådanne turister vil være regionale lande – Vietnam, Thailand, Malaysia – eller et udvalg bestående af omkring tolv europæiske lande over en periode på ti dage.”

Ufine og uprøvede

Det er ikke så underligt, at kinesernes turismemanerer er ufine – de har aldrig prøvet det før. Kina har aldrig haft tradition for ekspansionisme og erobringstogter, og indtil 1997, hvor styret lavede særaftaler med Australien og New Zealand, var det umuligt for indbyggerne at rejse ud af landet.

Siden har turismestrømmen fulgt økonomiens åbning imod verden, og i takt med at vækstraterne har løftet millioner af kinesere op i den højere middelklasse, er udviklingen eskaleret. Men kineserne er stadig nye i rejsetrafikken. Mange er uden for Kina for første gang.

Det minder på sin vis om danskernes rejsementalitet i 60’erne, hvor Simon Spies for første gang gjorde det muligt at tage til grisefest på Mallorca. Vi skulle lige lære det. Europa er kinesernes grisefest.

”De minder meget om amerikanske turister i 70’erne,” siger turismeekspert og direktør for konsulenthuset LA Group, Stephen Hoeds.

”Amerikanerne skulle lære at rejse, og nu har de ændret deres måde at agere på. Det kommer kineserne også til at gøre.”

Den kinesiske flok-turist er måske allerede ved at få selskab af en ny, mere
krævende rejsende: Christopher Ledsham kalder dem ”frie uafhængige rejsende” eller ”den anden bølge”. Det er unge, veluddannede kinesere fra de fire såkaldte first-tier-byer, Beijing, Shanghai, Guangzhou og Shenzen. For dem er det ikke tilstrækkeligt at vende hjem med en selfie fra Marcuspladen eller Big Ben; det er old news på universitetet i Shanghai.

”De har allerede et højere forventningsniveau og skal imponere andre, som er mere erfarne rejsende. Sådan nogen rejsende søger mere ‘ægte’ oplevelser som at fiske i Australien, bungee jumpe i New Zealand eller samle svampe og tage madlavningskurser i Europa,” siger Christopher Ledsham.

Det kinesiske styre har endnu ikke offentliggjort turiststatistikker for 2015, muligvis fordi kurven – ligesom BNP-væksten – er fladet lidt ud. COTRI har beregnet, at der i årets første kvartal blev foretaget 30 mio. rejser ud af Kina, og selv om det er 2,4 pct. højere end i samme periode sidste år, er det den laveste turismevækst siden 1997.

Faldet går dog ikke ud over Europa. Det er Hong Kong og Macau, der må æde et fald i græshopper, så Troels Lund Poulsen og bystyret i Rom kan ånde lettet op – kineserne bliver ved med at komme.