Interview
”Ingen russere kan vende tilbage til livet fra før krigen i Ukraine”
Tikhon Dzyadko er chefredaktør på Dozhd TV, der i årevis har været en torn i øjet på det russiske regime i Kreml. Tv-kanalen lukkede ned, da staten blokerede for mediets sendesignal. Tikhon Dzyadko flygtede ud af landet og bor lige nu i Georgien, hvor han sammen med sin kone sender kritiske nyheder fra krigen i Ukraine på en Youtube-kanal.
Tilbage i 2017 skrev freelancejournalist Kristian Lauritzen en føljeton for Føljeton, der satte fokus på pressefrihed (og mangel på samme) i Rusland. Det blev dengang til et besøg hos Novaya Gazeta og en samtale med avisens journalist Elena Kostyuchenko, ligesom vi også stiftede bekendtskab med den systemkritiske journalist Ivan Gulonov, den Putin-positive nyhedschef Anatoly Suleyman og avisredaktøren Maksim Kowalskiy, der i 2011 blev fyret for at trykke en kontroversiel forside med den russiske præsident.
I anledning af krigen i Ukraine har Kristian Lauritzen genbesøgt det russiske medielandskab for atter at tage temperaturen på den frie presse. Dette er første afsnit.
Den 1. marts var de ansatte på den russiske tv-kanal Dozhd samlet i studiet for at lukke stationen ned foran rullende kameraer. “No parasan,“ sagde kanalens chef og grundlægger Natalia Sindeyeva og lod et lakonisk “nej til krig“ følge efter det antifascistiske slogan som afskedssalut, inden hun og resten af redaktionen slukørede forlod studiet for sidste i gang. I hvert fald foreløbigt. Flere af de ansatte forlod også Rusland, og nu sidder tv-kanalens chefredaktør Tikhon Dzyadko i den georgiske hovedstad Tbilisi, hvorfra jeg taler med ham over Zoom.
“Atmosfæren i Rusland blev værre dag for dag. Da det pludselig kunne give 15 års fængsel at sprede såkaldt “falske nyheder“ om det russiske militærs handlinger i Ukraine, og flere af tv-kanalens ansatte havde modtaget trusler, besluttede min kone og jeg at forlade landet,“ fortæller han.
Tikhon Dzyadkos kone Ekaterina Kotrikadze er tv-vært og mediechef på Dozhd TV og født i Georgien. Ægteparret bor hos venner i Tbilisi, og Tikhon Dzyadko taler lavmælt fra en sofa i venneparrets stue. Den georgiske eftermiddagssol klemmer sig ind i det yderste af skærmbilledet. Hvordan ser Ruslands krig i Ukraine ud i georgiske medier, spørger jeg.
“De georgiske medier dækker krigen på samme kritiske måde som i vestlige lande. Georgien blev selv ofre for en russisk invasion i 2008, så for mange georgiere er det som at se historien gentage sig i større skala på afstand. Mine kone og jeg giver mange interviews til georgiske journalister. De er også helt med på, hvor skidt situationen er for kritiske medier i Rusland,“ siger han.
Hvordan er det for dig at være i Georgien?
“Det er nemt at begå sig som russer i Georgien. Mange taler russisk, og det kræver ikke visum at rejse hertil. Tbilisi er et rart sted at bruge nogle måneder, mens jeg prøver at begribe, hvad det er, der foregår i mit hjemland, og hvad der kommer til at ske med vores tv-kanal i fremtiden.“
I kølvandet på de russiske troppers invasion af Ukraine blev landets medier advaret af det russiske statsapparat mod at bringe informationer, der var i modstrid med den officielle fortælling, og anvendelsen af begreber som “krig“ og “invasion“ i relation til, hvad der foregik i nabolandet, blev bandlyst. På Dozhd TV lod de sig ikke kyse af truslerne, men da kanalens hjemmeside nogle dage senere blev blokeret, var løbet kørt.
Dozhd TV begyndte som en underholdningskanal i 2010, men forvandlede sig gradvist til en af de mest populære kilder for uafhængig og kritisk tv-journalistik i et land, hvor tre fjerdedele af befolkningen ifølge undersøgelser primært ser stats-tv, der styres med regimets førte hånd. Dozhd TV havde godt en million daglige seere, da kanalens succes var på sit højeste i 2013, men da værterne på et liveshow i begyndelsen af 2014 bad seerne ringe ind og forholde sig til, om det daværende Leningrad skulle have overgivet sig til tyskerne for at begrænse civile tab under belejringen af byen i 2. verdenskrig, fandt de magtfulde herrer i Kreml en undskyldning for at sende kanalen til tælling.
Det er i hvert fald sådan, de ansatte selv udlagde realiteterne, da den ene kabeludbyder efter den anden droppede Dozhd TV, efter præsident Putins talsperson Dmitry Peskov sagde, at tv-kanalen havde “brudt alle grænserne for, hvad der var acceptabelt“.
Nogle måneder forinden havde tv-kanalen bragt en undersøgelse af oppositionspolitikeren Alexej Navalnyj (der i dag sidder fængslet), hvor han afslørede korruption blandt højtstående russiske embedsfolk, og som ifølge Natalia Sindeyeva var den reelle årsag til, at Dozhd TV blev offer for Kremls kontrol.
Seertallene droslede ned til 60.000, og Dozhd TV måtte flytte deres studier ind i en privat lejlighed i Moskva. Dozhd TV fik gradvist flere seere som tv-kanal på internettet, men fik så sent som i 2021 endnu en kæberasler fra regimet, da flere af mediets redaktører og journalister blev stemplet som “fremmede agenter“. Hvis en organisations ansatte får dét stempel i Rusland, skal det bæres som et kainsmærke og fremgå, hver gang personen ytrer sig offentligt.
“Situationen er simpel. Dozhd TV er ikke en fremmed agent eller nogen andens agent. Dozhd TV er et russisk medie,“ skrev chefredaktør Tikhon Dzyadko på Dozhd TV’s sociale medie-kanaler, hvor han også bemærkede, at man ville appellere dommen, og at mediets finansieringskilder er offentligt tilgængelige.
Professionel propaganda
Dozhd TV’s kampe med det russiske regime skildres i dokumentarfilmen F@CK THIS JOB (der lige nu kan streames på dr.dk), som blev vist på CPH:Dox i år. Modstanden, som Dozhd TV har mødt gennem årene, tåler dog ikke sammenligning med, hvad der er sket, efter Rusland har indført censur, siger Tikhon Dzyadko.
“Siden Vladimir Putin blev præsident har det været svært at bedrive uafhængig journalistik. Det var hårdt, det var kompliceret, men vi kunne godt fortsætte vores arbejde. Nu har præsidenten besluttet at udslette alle uafhængige medier i Rusland, og det er helt umuligt at arbejde derhjemme som journalist.“
Det er dog planen, at Dozhd TV skal genopstå, siger Tikhon Dzyadko. Men kanalen kommer til at bringe sine udsendelser fra et andet land end Rusland.
“Lige nu diskuterer vi i ledelsen, hvordan vi kan lancere en ny tv-station og trænge igennem det nye digitale jerntæppe i Rusland,“ siger chefredaktøren.
I mellemtiden har flere af journalisterne hos Dozhd TV, blandt andre Tikhon Dzyadko og hans kone, lanceret YouTube-kanaler, hvor de ufiltreret dækker krigen i Ukraine.
Facebook, Twitter og Instagram er blevet blokeret i Rusland, men ikke YouTube. Ægteparret låner udstyr og studie fra en georgisk tv-kanal, de sender hver tirsdag og fredag og har fået knapt 180.000 abonnenter på halvanden måned.
Har du en fornemmelse af, hvor stor en del af den russiske befolkning, der lige nu søger efter uafhængig og kritisk journalistik?
“Der er en stor generationskløft i Rusland, og det er primært de unge russere, der får deres nyheder via internettet og sociale medier. En del russere bruger VPN-forbindelser (krypterede og beskyttede netværk, red.), så de stadig kan få adgang til de blokerede kanaler. Men der er selvfølgelig mange russere for hvem den slags er uoverskueligt, og samtidig er de regime-styrede medier også på YouTube og Telegram, hvor de forsøger at omvende de russere, der ikke støtter krigen,“ siger Tikhon Dzyadko og konstaterer, at den russiske statspropaganda er utroligt effektiv og professionelt udført.
“Tag massakren i Butja [den ukrainske by, hvor flere hundrede civile ser ud til at være likvideret af russiske soldater, red.] som eksempel. Mange russere tror på regimets velstrikkede fortælling om, at der er tale om ukrainsk provokation. Hvis dit land foretager sig nogle grufulde ting, er det nemmere at tro på den propaganda, der kalder informationerne falske. Det er svært at indrømme, at man har troet på løgne, så derfor lever mange russere i benægtelse lige nu.“
Intet bliver som før
Tikhon Dzyadko har arbejdet hos Dozhd TV, siden kanalen blev født, men inden da var han journalist på radiostationen Echo Moskvy (som også er lukket ned på grund af censuren), hvor han dækkede krigen i Tjetjenien. Krigen i Ukraine er i en helt anden og større skala, men han ser et mønster, som er forbundet til præsident Putin og det internationale samfunds reaktion.
“Tjetjenien er en lille region i Rusland, mens Ukraine er et stort og selvstændigt land. Men der går en lige linje fra krigene i Tjetjenien, til krigen i Georgien og Ruslands deltagelse i krigen i Syrien. I alle tilfælde har det internationale samfund fejlet ved ikke at reagere hårdt nok over for Putin. Det er først nu med krigen i Ukraine, at man i Vesten forstår, at man ikke skal forhandle politik og drive forretninger med en mand som Putin,“ siger han.
Når krigen i Ukraine engang slutter, bliver det umuligt at vende tilbage til en tid, der minder om den, vi så før krigen i Rusland, mener Tikhon Dzyadko. Både for russiske medier og for det politiske system i Rusland.
“Ingen russere kan vende tilbage til livet fra før krigen i Ukraine, fra før massakren i Butja og andre ukrainske byer. Rigtig mange russere med magt har ikke brug for denne krig. De har mistet alt på grund af sanktionerne, som skyldes de politiske ambitioner hos én mand – deres præsident. Jeg får informationer fra journalistkollegaer, som taler med russere i magtens cirkler, som er i en form for choktilstand, men de er bange for at sige, hvad de mener. Jeg tror ikke på, at det russiske system kan overleve de her ting, og på et eller andet tidspunkt skal det nok blive muligt igen at arbejde som journalist i Rusland. Det er i hvert fald mit håb.“ /Kristian Lauritzen