Kære læser

Pubertære pandaer 

0:00 / 0:00

DISNEY/PIXAR

Forestil dig en arkitekttegnet have med anlagte turkise søer og vajende bambusplanter. Regnen drypper romantisk. På sidelinjen er tilskuere med paraplyer mødt talrigt op for at overvære den Jane Austen-agtige will they, won’t they akt, der foregår mellem to plyssede bjørne. Du behøver faktisk ikke forestille dig noget som helst. Denne scene udspillede sig nemlig søndag i Københavns Zoologiske Have, hvor pandaparret, der normalt holdes adskilt, tørnede sammen i et tredje parringsforsøg.

I søndagens Berlingske lød en lidt for begejstret overskrift: “Da pandaernes kønsdele nærmer sig hinanden, holder gæster, dyrepassere og pressen vejret.“ Samme dag talte DR med et pensioneret ægtepar, der hastede ud ad døren, så snart de hørte nyheden om, at den blomstrende kærlighed mellem Xing Er og Mao Sun endelig kunne nå sit… klimaks. Men tredje gang blev ikke lykkens gang. Mandag eftermiddag måtte zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen meddele, at parringen for tredje år i træk var afblæst.

Modsat virkelighedens sort-hvide pandaer i Zoo, der aldrig blev grebet af stemningen, er den røde panda i Pixars nyeste film Rød en metafor for pubertære fantasier, bankende hjerter, fugtige håndflader og sårbar seksualitet. Teenagepigen Meilin Lee drømmer om boyband-medlemmer og den 17-årige ekspedient i døgnkiosken på hjørnet. Da hun vågner en morgen og på kafkask vis er blevet forvandlet til en stor, rød panda med hvide knurhår, finder hun ud af, at hendes familie er pålagt en forbandelse, der forvandler dem til røde pandabjørne, når de bliver følelsesmæssigt opstemte. I det helt store generationsopgør finder Meilin Lee i sin glitrende, lykkelige Disney-slutning ud af, at hendes røde panda slet ikke er en forbandelse, men en fortryllelse.

Forbandede røde stater

I den amerikanske stat Florida ville de republikanske politikere foretrække, at nogen mennesker undertrykker deres røde pandaer. I midten af marts underskrev Floridas guvernør, Ron DeSantis, en lov, der officielt handler om ’forældrerettigheder i uddannelsessystemet’, men er blevet døbt ‘Don’t Say Gay’-paragraffen af dens mange kritikere.

At lære børn, at “de kan være, hvad de gerne vil være“, er ifølge den republikanske guvernør “upassende“. “Det er ikke hensigtsmæssigt nogen steder, men især ikke i Florida,“ sagde Ron DeSantis på et pressemøde.

Loven vil forhindre undervisning i og samtaler om køn og seksualitet i børnehaver og op til 3. klasse og giver forældre mulighed for at sagsøge skoledistrikter over indhold i undervisningen. Det har allerede sat skoler, der ikke har råd til et sagsanlæg, i en position, hvor de må fjerne regnbueklistermærker fra vinduerne og bøger befolket af LGBTQIA+-karakterer fra skolebiblioteket. Derudover skal skolerne i staten ifølge lovgivningen informere forældre til elever, der søger rådgivning om deres seksualitet eller kønsidentitet.

Florida er den seneste i rækken af røde amerikanske stater såsom Alabama, Louisiana og Texas, der har vedtaget lovgivning der implicit eller eksplicit stigmatiserer seksualiteter og kønsidentiteter. Ifølge nonprofitorganisationen The Trevor Project kan det få alvorlige konsekvenser for LGBTQIA+-personer. Deres undersøgelser viser, at unge queerpersoner har større sundheds- og selvmordsrisiko end deres heteroseksuelle, ciskønnede jævnaldrende. Yderligere viser undersøgelser, at risikoen for børn og unge i denne gruppe kan mindskes betydeligt, hvis de har adgang til steder, der omfavner deres seksualitet og kønsidentitet.

Once Upon a Time…  i Florida…

… lå der et selvstyret, kapitalistisk kongerige på størrelse med Samsø, hvor voksne og børn kunne skylle deres candyfloss ned med slush ice og finde fælles fodslag i at bære Mickey Mouse-ører. Lige indtil i fredags, hvor den republikanske stat fratog Disney sin særlige skattestatus i staten, som siden 1967 har givet kooperationen beføjelser til at opkræve skat, bygge veje og kontrollere forsyningsselskaber på forlystelsesparkens areal i staten.

Selvstyrets fald skyldes, at Disney efter noget tids tornerosesøvn endelig kritiserede Floridas guvernør og den nye lov, der ifølge milliardvirksomheden bør ophæves. Disney, der har 38 lobbyister rendende rundt i Floridas hovedstad, har i årevis givet meget generøse kampagnebidrag til politiske kandidater fra begge politiske fløje, og deres forlystelsesparker er grundlaget for Floridas turismeøkonomi. Med andre ord; Disney får som regel det, Disney gerne vil have. Men ikke længere. “Disney troede, at de styrede Florida. Men jeg vil ikke tillade, at en woke kooperation med base i Californien, styrer vores stat,“ sagde Floridas guvernør Ron DeSantis.

Når zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen engang bliver færdig med at udtale sig til pressen om importeret pandaurin og andre nyttesløse forberedelser til den mislykkede pandaparring, skulle han måske tage en snak med Floridas guvernør om sine erfaringer med at forsøge at kontrollere andres seksualitet – det fungerer sjældent. Herhjemme er der heldigvis kun et par lejede bambusbjørne på højkant. Men så heldige er de ikke i USA, hvor den røde panda for alvor er truet. /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12