Det sidste karaktermord

Det er let at glemme, at Det Kongelige Danske Kunstakademi er en skole for unge studerende og ikke et arnested for samfundsundergravende aktivitet. De senere år har kulturpersonligheder og politikere, der helt sikkert selv er for gamle til at gå på uddannelsen, men som ikke desto mindre fingerer indgående kendskab til dens indhold, udtalt sig så hyppigt og med tilpas store bogstaver til, at ryet nu engang har taget form derefter.

At det rent faktisk er en skole, bliver jeg mindet om i det øjeblik, jeg træder ind på Kunstakademiets afgangsudstilling. Her står en elev og vrider sine hænder, mens hun for undervisere og medstuderende præsenterer sit værk. At tage afgang på skolen betyder ud over den traditionsrige fælles udstilling på Kunsthal Charlottenborg selvfølgelig også eksamen. Efter at have smuglyttet lidt, lader jeg de nyslåede kunstnere være, og vender blikket mod udstillingen.

Skulle akademiet huse en militant kunstterrorcelle, er den ikke umiddelbart til at få øje på. Rummet er henlagt i behageligt mørke, for videokunst fylder en del på årets udstilling. Beskuerens blik møder Maja Malou Lyses (for ikke at tale om hendes vibrators). Med videoværket Antibodies fortsætter den allerede etablerede kunstner sit arbejde med at undersøge begær, identitet og objektivisering. Med humor som redskab åbner hun effektfuldt op for en samtale om ambivalensen, der er forbundet med at have en krop, som både er et redskab til frigørelse, men også lænket til en seksualiseret kultur.

Cassie Augusta Jørgensen anlægger med sit videoværk Danish Girl Dick et fokuseret historisk blik på kønsskifteoperationer og stiller i en patchwork af dagbogsindlæg, dramatiseringer og arkivmateriale nutidens kunstakademi op overfor 1920’ernes ditto.

Kønnede kroppe og omsorg trækker tråde gennem udstillingen. Hos Gurli-Marie Lindum samler de sig om den radikale erfaring at blive mor. Med genskabte tekstiler, bløde former og vasketøj, der overvinder tyngdekraften, portrætterer hun moderskabets traditioner og et omsorgsarbejde, der opløser tid. Hos Madeleine Anderson er kroppen seksuel, petroliumsseksuel. Menneskekroppen indgår i et BDSM-lignende dominansforhold med naturen – et forhold som i Mike Mac-Leod Wornings videoværk og illustrationer gentænkes igennem en sci-fi linse.

Det er svært ikke at tænke, at Kunstakademiets kritikere har skullet strække sig langt for at begå deres karaktermord på uddannelsen. At de i deres ‘bekymring’ for kvaliteten simpelthen har valgt at ignorere det åbenlyse faktum: Der er massevis af både talent og godt håndværk blandt de nye generationer af kunstnere.

Anna Kristine Hvid Petersen maler stillebenslignende tableauer, der gentænker genren i sin portrættering af forfald, der udstiller menneskeskabt undergang og naturlig råd. Anna Munk Johansen udviser en mesterlig sans for materialitet, der giver hendes værker både rumlig og intellektuel dybde. Esben Weile Kjær undersøger med sin imponerende glasmosaik danseplagen fra 1518 i et værk, der på én og samme tid er en videreførsel og et nybrud med hans praksis. Værket er omgærdet af en mystik, som også er at finde i Emilie Imáns varme, psykedeliske malerier.

Også hos Samara Sallam er en historisk interesse til stede. Med sit unavngivne værk har hun skabt en alternativ indgangsportal til Kunsthal Charlottenborg. Et perlegardin af mel og vand – grundingredienserne til brød – spinder tråde mellem flygtningeskæbner: Fra hendes bedsteforældres flugt fra Palæstina i 1948 til sultende tyske flygtninge i efterkrigstidens Danmark. Indgangsportalen er samtidig en meditation over hvem, der skaber rammerne for, og hvem, der går igennem dørene til kunstens hellige haller.

Det er svært at tale om kollektive træk i kunsten, for udstillingen bærer præg af at huse forskelligartede kunstnere med klare, individuelle stemmer. Fælles er måske et introspektivt blik – udgangspunktet i erfaringen – som nysgerrigt retter sig udad i en analyserende gestus. At læse udstillingen i lyset af kritikken fra folk som Tal R, Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF), tænker jeg nu, er et lige så stort karaktermord, som de oprindeligt begik mod uddannelsen. Med Afgang 2022 burde det sidste punktum være sat i den sag. Kunsten lever i bedste velgående på akademiet, og hvad, der bliver diskuteret på gangene, behøver måske for fremtiden ikke være et nationalt anliggende. /Asta Kongsted