Foto: Niels Christian Vilmann / Scanpix Ritzau
En attrap virker lige så godt som den ægte vare. Det afgørende er kun, om de fremmede fugle lader sig skræmme væk eller ej. Fra gammel tid har bondemænd derfor opsat mere eller mindre livagtige dukker ude på markerne. De kaldes for ‘scarecrows’ på engelsk.
Iført farverigt udklædningstøj og sjove hatte har fugleskræmslerne været brugt i et åbenlyst forsøg på at at få uvelkomne væsner til at søge over på naboens marker. Ingen har nogensinde forestillet sig, at antallet af vilde fugle skulle være påvirket direkte af antallet af fugleskræmsler.
Siden 2016 har fugleskræmslet været et populært symbol på Christiansborg. Siden daværende Venstre-udlændingeminister Inger Støjberg fik indført den såkaldte smykkelov, har det været officiel dansk politik at ville skræmme mulige asylansøgere fra at komme til Danmark, for i stedet at søge mod nabolandene.
Selv om smykkeloven reelt ikke er blevet brugt meget mere end et dusin gange, er der bred politisk enighed om, at taktikken virker. Blandt det parlamentariske flertal hersker en udbredt opfattelse af, at Danmark kan lykkes med at reducere antallet af asylansøgere ved at gøre det demonstrativt mere attraktivt at søge andre steder hen.
Den socialdemokratiske regering står ikke tilbage fra det borgerlige flertal, der har styret dansk udlændingepolitik i mere end 20 år, og det har været nærliggende for flere af S-ministrene at udtænke nye tiltag, der i større skala end smykkeloven kan få Danmark til at tage sig ud som et stort fugleskræmsel.
De seneste dage har markeret et gennembrud for Socialdemokratiet. Mest konkret har justitsminister Nick Hækkerup (S) netop underskrevet en traktat, som fra begyndelsen af 2023 vil gøre det muligt for Danmark at sende op til 300 udvisningsdømte udlændinge ned til Gjilan-fængslet i Kosovo. Samtidig har udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) orienteret Folketingets partier om, at Danmark er tæt på at indgå en aftale med Rwanda om et modtagecenter for asylansøgere.
Eksportmodellerne er banebrydende på mindst tre niveauer: For det første er det et juridisk nybrud at overføre fanger til Kosovo, da den lille Balkanrepublik slet ikke er forpligtet af hverken FN-konventioner eller af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). På lignende vis har FN’s flygtningehøjkommissær allerede kritiseret Rwanda-modellen, da Israel i 2017 forsøgte og mislykkedes med at betale for at sende asylansøgere til det tidligere krigsplagede land i Centralafrika.
For det andet er der i begge tilfælde heller ingen udsigt til, at de to nye eksportordninger vil komme til at påvirke det samlede antal af hverken kriminelle eller migrerende ulykkesfugle. Men det er heller ikke pointen. S-regeringens ambition er at skubbe problemerne videre til andre, i første omgang Danmarks nabolande her i Europa.
Hvis man som udlænding risikerer at blive sendt enten i fængsel under kummerlige forhold i ikke-staten Kosovo, eller sågar ned til en lejr i Rwanda, som tumler med dybe og systematiske problemer på menneskerettighedsfronten, ja, så forventer de socialdemokratiske ministre, at mulige asylansøgere og migranter vil tænke sig om to gange, før de søger mod Danmark.
I tråd med selve ‘scarecrow’-logikken handler manøvren om at få Danmark til at fremstå som en stadig mindre attraktiv destination, og vel at mærke bare relativt i forhold til fx Sverige og Tyskland. Drømmen fra det politiske flertals side er, at hverken fængselspladserne i Kosovo eller fangelejren i Rwanda vil skulle bruges særligt meget, ligesom smykkeloven jo heller ikke er blevet brugt mere end sporadisk.
For det tredje og i sidste ende afgørende er den indenrigspolitiske effekt her i Danmark. Socialdemokratiet får manifesteret, at S-regeringen er villig til at tage hidtil udelukkede midler i brug for at kunne sende det hårdest mulige signal. Paradoksalt nok er det derfor kun en fordel for socialdemokraterne, når de tre støttepartier på Christiansborg nu kritiserer udlændingeminister Mattias Tesfaye. “Jeg er pissed. Jeg er virkelig pissed,“ lød det fra De Radikales udlændingeordfører Kathrine Olldag, da hun torsdag forlod et orienteringsmøde, hvor Tesfaye blot kunne fortælle, at han forventer at kunne følge trop med Nick Hækkerup og rent faktisk indgå et “tæt partnerskab mellem Danmark og Rwanda“, formentlig inden sommerferien.
Kritikken fra støttepartierne bidrager til at forstærke fugleskræmselseffekten. Jo værre både Kosovo- og Rwanda-modellen fremstilles af danske politikere, desto stærkere vil den potentielt kunne komme til at fremstå. Tesfaye har således brug for, at De Radikale, Enhedslisten og bl.a. Frie Grønne himler op over de sjældent brutale menneskerettighedsproblemer, ganske enkelt fordi højrefløjsvælgerne derved kan overbevises om, at socialdemokraterne for alvor er blevet strammere.
Lige så lille indvirkning de to danske menneske-eksportmodeller reelt vil have på migrationsmønstrene i verden, lige så stor betydning kan de få herhjemme, rent partipolitisk. Blandt socialdemokrater vil det blive udlagt som en triumf, hvis det lykkes at gå langt længere, end Inger Støjberg i sin tid turde, selv om hun ligefrem brød loven.
S-regeringen vil have Danmark til at fremstå som et frygteligt sted at komme til fra Mellemøsten, Nordafrika og Centralasien, kort sagt fra muslimske lande. Derfor opsættes nu de mange symbolpolitiske fugleskræmsler. Alle fremmede fugle skal intimideres og presses til at dreje af mod Sverige eller blive i Tyskland. Og her er det nok at skabe frygt for den videre skæbne. En attrap virker nemlig lige så godt. /Lars Trier Mogensen