Henning Bagger/NF/Ritzau Scanpix
I denne uge udgav foreningen Ansvarlig Presse i samarbejde med Roskilde Universitet en rapport over etniske minoriteter i danske nyhedsmedier, og billedet, der tegnes, er ikke kønt. Vent! Inden du kyler telefonen fra dig, fordi du er træt af medier, der taler om mediefnidder, så vil vi gerne love dig, at der i denne fortælling vil være en klokkeklar kobling til den virkelige verden – OG lidt sladder at hente. Var det mon noget? Så hæng lige på.
Så Ansvarlig Presse har altså udgivet denne her rapport, og lad os starte med konklusionen: Det sejler for repræsentationen i det danske nyhedsbillede. Danskere med anden etnisk baggrund bliver simpelthen ikke brugt som kilder, og når de endelig gør, handler historierne stort set altid om integration, religion og/eller terror. Tænk over det: Hvornår har du sidst set en, der ikke hedder Bjarne, udtale sig om de stigende fødevarepriser? Presset på plejehjemmene? Livet under coronanedlukningerne? Der kan du bare se.
For at føje spot til skade så bliver tendensen mere og mere udtalt. I 2011 udgjorde mennesker med minoritetsbaggrund 10.4 pct. af befolkningen og 4.4 pct. af kilder i nyhedshistorier. I 2021 var befolkningsandelen steget til 14 pct., men repræsentationen til gengæld faldet til 3.5 pct.
Hvis vi lynhurtigt skal runde samfundsrelevansen, så er det en ubestridelig udfordring, hvis andelen af borgere med minoritetsbaggrund vokser i samfundet, men kun finder vej til skærmen, når det handler om terror, ghettopakker eller bandekriminalitet. Kvinder, der bærer tørklæde, er kun deres religion på tv-skærmen og aldrig bare kvinder, der strejker for bedre arbejdsvilkår eller udtaler sig i en voxpop om den nye Harry Potter-spin off. Det giver kort og godt et forskruet billede af det samfund, vi lever i, og det er vel pr. definition dårlig journalistik. Som det også skete for fem år siden, da den sidste rapport udkom med den præcis samme konklusion, stillede mediecheferne sig også denne gang beredvilligt op for at tage afstand fra miseren.
Det leder os til det sjove. For hold da op, hvor er der igen kommet kø ved håndvasken hos landets store mediehuse. Da rapporten onsdag skulle diskuteres på Københavns Hovedbibliotek, åbnede en mangfoldighedskonsulent fra DR ballet med at sige, at forandringen skulle komme nedefra – fra ildsjælene og ikke fra ledelsen. På scenen måtte rapportens forfatter, lektor Hanne Jørndrup, simpelthen gå i rette med DR’s bedste bud på en kulturforandring for at fortælle, at nej, den slags skal faktisk komme oppefra. Ansvaret er for stort til at kunne placeres på den enkeltes skuldre. Problemet er drøvtyggende mediechefer, ikke menige fodsoldater.
Bedre blev det ikke, da Dagbladet Politikens indlandsredaktør Amalie Kestler kom på scenen. Hun var ellers bevæbnet til tænderne med gode nyheder om forøgelse af diversiteten på avisens Forbrug og Liv-sektion. Alligevel fik hun lagt en fælde for sig selv, da hun fortalte, at man faktisk har hyret en journalist til kun at dække integration som stofområde. Til det blev hun spurgt, hvilken etnicitet denne journalist mon havde, hvortil hun undvigende mumlede noget med en anden vestlig baggrund. Presset af aftenens moderator, Kevin Shakir, måtte Kestler fortælle, at journalisten havde rødder i… Tyskland.
Havde Kestler tonet rent flag, ville der ikke være noget at sladre om: Det er ikke i sig selv et problem, at stofområdet dækkes af en sikkert flintrende dygtig tysker. At hun forsøgte at bruge journalistens tyske aner til at pynte på dagbladets statistikker er til gengæld mindre heldigt og samtidig symptomatisk. Der er en grund til, at diskussionen om repræsentation ikke har flyttet sig de sidste fem år, og at tallene kun bliver værre. Årsagen er, at pynten kun findes frem, når mediecheferne modvilligt inviteres til bal af dem, der stadig kun tales om og aldrig med. Det er et demokratisk problem, fordi det skaber et uretmæssigt indtryk af samfundets sammensætning. Det skal vi også tage alvorligt her på Føljeton, hvor vi vil skynde os at losse problemet ned til fodsoldaterne. /Asta Kongsted