Hvorfor rejser vi?

I Christopher Nolans film Batman Begins fra 2005 rejser den unge Bruce Wayne væk fra Gotham City. Hans forældre er døde, han har mistet troen på retfærdighed, og han tvivler på sig selv.

Som en anden backpacker driver han formålsløst omkring i Sydøstasien. Vred, forvirret og grænsesøgende.

Efter en tur i fængsel bestiger han et isdækket Himalayabjerg og ender hos den sinistre ninjaorganisation The League of Shadows, hvor læremesteren Ra’s al Ghul tager ham under sine vinger.

”Dine forældres død er ikke din skyld,”  forsikrer han sin unge elev. ”Du må rejse indad.”

Bruce gennemgår et selvudviklingsforløb med lige dele dræbertræning og psykoterapeutisk intervention, og langsomt slipper nihilismen sit tag i hans krop. I mødet med det ukendte land og den fremmede kultur genfinder han sin moral og sig selv. Han finder svaret på modernitetens centrale spørgsmål – hvem er jeg? – og det viser sig, at Bruce er en flagermus.

Autenticitetens kultur

Filosoffen Charles Taylor skriver i sin bog Modernitetens ubehag – Autenticitetens etik fra 1991, at vi lever i ”autenticitetens kultur”. Den gamle verdens traditionelle autoriteter har mistet magt og forklaringskraft, og det moderne menneske får ikke længere udstukket identitet og moral fra religion, lokalsamfund eller socialklasse. Det har skabt et behov for nye bedømmelseskriterier, der kan definere rigtigt og forkert; godt og skidt; sandt og falsk – og derfor har vi udviklet en ”autenticitetens moral”, som foreskriver et liv i overensstemmelse med vores ”indre stemme”. Moral handler ikke længere om ydre påbud, men om indre nødvendighed – man skal være ”tro imod sig selv”.

Bruce Wayne efterlever på eksemplarisk vis det senmoderne imperativ om at være autentisk, og rejsen bliver hans metode til at nå sit mål. Rejsen lærer ham at skelne mellem godt og ondt, og 45 minutter inde i filmen kan han endelig sætte jagten ind på bad guys. Rejsen er Batmans fødselshjælper og selvets udviklingsproces.

Hvor citrontræerne blomstrer

At rejse er at mestre sig selv og sin verden. Det er derfor, studerende tager sabbatår i Sydamerika, og det var en grundene til, at Europa hånede George W. Bush i 2001: Han var 55 år og havde aldrig været i Frankrig, England eller Rusland. Som New York Times skrev i 2000:

”[Hans] erfaringer med udlandet var stort set begrænset til et forsøg på at charmere en kinesisk kvinde (uden held) under et besøg i Beijing i 1975.”

Det lovede dårligt. Hvis Bush Junior ikke havde rejst, måtte han være en idiot. At rejse er nemlig ikke bare en fysisk bevægelse i rum, det er en psykologisk udvikling. Man forfiner sig selv. Man finder sig selv.

Forventningen om rejseerfaring er steget i takt med flybilletternes enorme prisfald, og har man aldrig sat sine ben i Greenpoint eller Belleville, kan man dårligt forvente at blive taget alvorligt som moderne magtperson. Det er nu ikke noget nyt, at rejse og dannelse hænger sammen.

Det rejsende aristokrati

Nogle af de første mennesker, som rejste for rejsens skyld (hvis vi ser bort fra pilgrimme og korsfarere), var en snæver kreds af stenrige unge aristokrater fra Europas kleptokratiske diktaturer i 16-, 17- og 1800-tallet. De turnerede rundt til Nordeuropas kulturelle epicentre i hestevogn på de såkaldte Grand Tours. Det var hardcore dannelsesrejse med en fast rute:

Kom man fra England (hvilket mange gjorde), tog man båden fra The White Cliffs of Dover til Calais eller Le Havre, hvor man erhvervede sig en hestevogn, et entourage af tjenere og en fransktalende læremester, som under hele turen skulle belære den unge rigmand om Europas historie, sprog og kultur. Så gik turen ellers til Paris, hvor der var fægtning og franskundervisning på programmet; så langs Rhinen til calvinismens vugge i Geneve og Luzern, inden man krydsede Sct. Bernhard Passet (ofte på skuldrene af sine tjenere) og ankom til et af højdepunkterne: Firenze. Her huserede en hel enklave af dekadente engelsktalende aristokrater, som drak, bestilte selvportrætter og lod sig opsluge af Uffizi-galleriets renæssancekunst og romerske statuer.

Efter en tur til Rom og Herculaneum og Pompeji, som blev udgravet midt i 1700-tallet, kom turen til Venedig. Byen, som til alle tider har været det rejsende folks hoveddestination; byen, som har været med på hele turismens kulturhistorie, fra korsriddere og handelsflåder til grand tours og moderne masseturisme. Selv modernismens store forfattere længtes efter Venedig, som Bjørn Bredal har beskrevet i sin bog ‘Begærets by – Marcel Proust og Venedig’:

”Det 19. århundrede begyndte at længes mod Venedig som mod et nyt Jerusalem. Hvor middelalderens korsfarere og pilgrimme havde udskibet sig fra Venedig til Det hellige land, der havde romantikkens rejsende nået deres mål, når de stod ved lagunen. Gud døde gradvist i det 19. århundrede, religionens hellige steder måtte afløses af kunstens. Venedig blev, ligesom andre berømte byer i landet, hvor citrontræerne blomstrer, en hellig stad.”

Venedig har altid været et symbol på rejsen, men dens valør har ændret sig gennem tiden som en seismografisk aflæsning af rejsens kulturelle betydning – det er sigende, at byen i dag er proppet med kinesiske flokturister, cruiseskibe og Airbnb-lejligheder.

Venedig sørgede for at opfylde den uudtalte præmis for de unge 1700-tals-aristokrater om, at de skulle miste deres uskyld, inden de vendte hjem – det sørgede byens prostituerede for, og briterne udtalte da også ‘Venice’ og ‘Venus’ helt ens.

Sex og udskejelse er i øvrigt stadig en central del af rejsens natur. Ferieflirts og hostelsex er veletablerede fænomener, for på rejsen suspenderer man for en tid hverdagens moral (prøv bare at google ’college spring break Cancun’).

En iPad af guld

Da Anden Verdenskrig nåede sin afslutning, fødtes den moderne masseturisme. I efterkrigstidens europæiske boom-år strøg lønninger og fritid i vejret, og europæerne kunne pludselig trille på solferie i deres nye familiebiler.

Bureaukrater fra Frankrig til Kroatien rullede landkort ud og tegnede funktionalistiske streger langs middelhavets kyster – det var her, hotellerne og shoppingarkaderne skulle ligge, og sådan blev det. Simon Spies fløj danskere til Mallorca, og amerikanere vandrede pludselig rundt i Paris i en sky af solhatte, postkort og fotografiapparater.

Turismens tidsalder var kommet, og kapitalismen udspaltede rejsetilbuddene i en uendelig segmentering, så babyboomerne kunne få tilfredsstillet deres individualiserede forbrugslyst.

I dag findes der et uendeligt antal nicheprodukter: Hvad med arabisk luksusturisme med ansigtsmasker af kaviar og iPads i 24 karats guld? ‘Dark tourism’, hvor man opsøger slagmarker og torturfængsler? Eller ‘Doom tourism’, der opsøger gletsjere i Patagonien eller Kilimanjaros sne, før klimaforandringerne ødelægger verden? Der er organturisme, sexturisme, klima-, vin-, fodbold-, oste-, adoptions-, våben-, dykker-, krydstogts-, konference-, rumturisme… You name it.

Men rejsen fik også en ny intellektuel overbygning i efterkrigsårene.

I 1972 stævnede det purunge australske ægtepar Tony og Maureen Wheeler ud på en ambitiøs tur: Fra London til Australien i bil. På deres rejse gennem Asien mødte de næsten ikke nogen vesterlændinge, der var stadig ingen backpackere i Goa, og Koh Samui henlå endnu som uberørte fiskerlandsbyer (i dag er 20 pct. af Thailands økonomi bundet op på turisme).

Hjemme i Melbourne satte ægteparret sig ved køkkenbordet og forfattede en 94 siders bog med tips og tricks til hoteller og ruter, så andre kunne følge i deres fodspor, og rygsækturismen vandt hurtigt frem som en del af hippiernes modkultur. Backpacking blev et symbol på oprør og frihed – det var det modsatte af forældregenerationens konforme parcelhusliv, det var individets totale selvudfoldelse. Som Tony Wheeler selv har beskrevet det:

”88-generationen rejste derhen, hvor deres forældre aldrig havde været. Prisen på at rejse faldt. Der var alle de nye asiatiske flyselskaber, der dukkede op. Der var alt det der med rock’n’roll, Beatles var i Indien.”

Som så ofte før endte 68’erne med at få både i pose og sæk, og det unge hippieægtepar tjente over en milliard kroner, da de i 2008 solgte deres rejseguide-virksomhed, Lonely Planet.

Ind til sig selv

Batman er i øvrigt ikke den eneste filmhelt, som rejser ud for at finde ind til sig selv. Tænk bare på Jason Bourne, som kører Europa rundt på jagt efter – ja –  sin identitet. Og på Arnold Schwarzenegger i Total Recall, som bygger på en postmoderne Philip K. Dick-novelle, hvor han er så træt af sit lorteliv som jordbetonarbejder, at han betaler for at få implementeret et opdigtet minde om en ferierejse til Mars, hvor han redder verden (filmen er således én lang illusion).

Rejsen kan have en transformerende kraft. Det tror vi i hvert fald. Og i den moderne verden, hvor alle ævler om personlig udvikling og omstillingsparathed, er rejsen blevet et symbol – for findes der noget mere dynamisk end at flytte sig fysisk og psykisk på én gang? Altså, lige indtil man ankommer. Indtil man sidder der på fortovscafeen og kigger ned ad sig selv, på konen og på de kinesiske turister. Hvad så?

Rejsen giver ingen garantier, og derfor ligger rejsens stærkeste kraft måske – som filosoffen Alain de Botton har bemærket – i tiden lige inden, turen begynder. Det er forventningen om nye oplevelser og personlig udvikling, som virkelig forandrer os.