Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Ud fra en menneskelig synsvinkel kan man unde socialdemokraten Nick Hækkerup, at han nu skifter jobbet som justitsminister ud med en direktørtitel i Bryggeriforeningen, for hans ansigtskulør har i flere år været askegrå grænsende til det spøgelsesagtige. På nogle af sine tv-transmitterede pressemøder med statsminister Mette Frederiksen (S) har han mere lignet et hologram end en minister. Det vil gøre Nick Hækkerup godt at få den farve i kinderne, som små ugentlige ølvareprøver nødvendigvis må give. Man kan vel ikke forestille sig, at Bryggeriforeningen er en alkoholfri arbejdsplads?
Det er nu anden gang i træk, at en person med det særligt klingende efternavn Hækkerup skifter det ærefulde hverv som justitsminister ud med en direktørstilling i en lobbyvirksomhed. I 2014 meddelte Nick Hækkerups brors kone Karen Hækkerup pludselig sin afgang fra Justitsministeriet for at blive lobbyist i Landbrug & Fødevarer. Statistisk er det helt vildt. Velærværdige navne fra den gamle socialdemokratiske klan må vende sig i deres grav – lige fra Hans Kristen Hækkerup og Hans Erling Hækkerup til Per Hækkerup, Grethe Hækkerup og Per og Grethes søn Hans Hækkerup, der var Nick Hækkerups farbror. Hvad de andre levende Hækkerup’er – forældre, brødre, fætre og kusiner – tænker, må stå hen i det uvisse.
I et portræt af den juristuddannede Nick Hækkerup i Berlingske i 2006, kaldte (betalingsmur) hans forgænger som borgmester i Hillerød, Jens Severin Jensen (1928-2022), ham for en “velbegavet ung mand med en holdning til det, som vi siger alt for lidt: Vi er socialdemokrater med tryk på social.“ Det var dengang. Hvad, der således startede godt for Nick Hækkerup, endte med at stå temmelig meget i skyggen af hans dybe loyalitet over for Mette Frederiksen og det politiske projekt, som hun udtænkte og søsatte sammen med Henrik Sass Larsen (i dag direktør i lobbyorganisationen Aktive Ejere) og Martin Rossen (i dag senior vice president i Danfoss).
Sagerne, Nick Hækkerup har haft på sit bord siden 2019, er mange og spraglede, og man kan ikke påstå, at ordet “social“ har været et gennemgående ledemotiv. I april underskrev Hækkerup en traktat med Kosovo om, at Danmark kan sende op til 300 udviste kriminelle til afsoning i Balkan-landets fængsler. Han stod i månedsvis fast på, at tre danske mødre og deres tilsammen 14 børn i syriske fangelejre ikke skulle hjælpes hjem til Danmark – indtil han i maj 2021, hårdt presset af bl.a. en stærk journalistisk indsats af Ekstra Bladet, stillede sig op og sagde, at nu ville regeringen hjælpe dem hjem alligevel. Der er tillige langt fra den afsluttede sag om Forsvarets Efterretningstjeneste og sigtelserne om landsforræderi mod FE’s tidligere chef Lars Findsen og Venstres fhv. forsvarsminister m.m. Claus Hjort Frederiksen.
Af en jurist at være har Nick Hækkerup også virket, som om han har haft et utrolig afslappet forhold til borgernes retssikkerhedsfølelse. Der har været sagen om logning af danskernes tele- og internetdata. Og så var der ‘tryghedspakken’, som regeringen præsenterede i 2019, der bl.a. lagde op til mere videoovervågning i det offentlige rum.
Det sludder, som Nick Hækkerup ved den lejlighed fik rodet sig ud i under en forespørgselsdebat i Folketinget, vil i den grad præge hans politiske eftermæle. Da nogen i salen påpegede, at masseovervågning er et indgreb i borgernes frihedsrettigheder, sluttede Nick Hækkerup, at det modsatte faktisk var tilfældet. Først sagde han, at samfundet fx kriminaliserer voldtægt og drab, således at folk ikke begår voldtægt og slår ihjel. Og så faldt ordene:
“Vores evne til at fungere som samfund afhænger af, at vi straffer forbrydelser. Det ville ødelægge trygheden i samfundet. Det er jo logisk, at det ville ødelægge trygheden i samfundet, hvis vi sagde: Vi kriminaliserer ikke forhold. Folk kan bare gøre det. Og hvis vi ødelægger trygheden i samfundet, ødelægger vi friheden i samfundet. Uden tryghed, ingen frihed. Uden tryghed, ingen frihed. Det er sandheden. Det er derfor, vi kriminaliserer. Det er jo i virkeligheden det, som vi gerne vil, og hvis man siger, at det er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågning stiger friheden. Med overvågning stiger friheden.“
Søren Pind kommer ind
Der er mange vinkler i Nick Hækkerups overraskende jobskifte. Hvorfor til så relativt ligegyldig en direktørpost? Er det en slags flugt? Hvorfor nu? Hvordan stiller det Mette Frederiksen og Socialdemokratiet? Og hvad med folketingsvalget? Skulle Folketinget efterhånden begynde at overveje at indføre en karensperiode, så man ikke kan gå direkte fra minister til lobbyist? Og så viser det sig i øvrigt, at Hækkerup inden udmeldingen om fremtiden søndag aften tilsyneladende har drøftet sagen en del med en anden tidligere justitsminister, nemlig den liberale Søren Pind.
Det busede Pind nemlig selv ud med på sin Facebook-side søndag aften: “Hans bevæggrunde må han naturligvis selv redegøre for – men jeg kan indestå for, at tanken har været længe undervejs. Og har været overvejet og drøftet godt og grundigt med mig.“
Det er tankevækkende, at den trofaste, loyale og lydige kernesocialdemokrat og partisoldat Nick Hækkerup har taget denne eksistentielle snak med en person uden for sit parti. Er det et varsel? En astrolog må gå Socialdemokratiets stjernetegn efter i sømmene. Der er noget i gærde. En eksplosion? En implosion? Beware, Mette Frederiksen. /Oliver Stilling