Migrationsbyen, der stemte Brexit

Da EU-Kommissionens forperson, Ursula von der Leyen, i september holdt sin årlige tale om unionens tilstand, var det under overskriften “Strengthening the soul of our union“. Vi havde dog lidt svært ved at gennemskue projektet, så derfor har vi besluttet at give Ursula von der Leyen en hjælpende hånd. I en ny reportageserie vil Feuilleton – Føljetons europæiske Doppelgänger – simpelthen undersøge, om EU har en sjæl. Hvad består den af? Er den i fare her 50 år efter, at Danmark trådte ind i unionen? Hvilke værdier bygger den på? Og er den egentlig værd at bevare?

Dette er tredje del af serien – første og anden del kan læses (og lyttes) lige her og lige her.

En etværelseslejlighed på 40 kvadratmeter: Tre millioner kroner. 100 kvadratmeter: Seks millioner. Lejlighederne står først klar næste år, men som ejendomsudvikleren Berkeley Group skriver på det store røde skilt foran byggeriet, hjælper de dig gerne ind på det britiske boligmarked, hvis priser ligesom på det danske er spiralerende opad.

F0r fem år siden var bygningen hovedkvarter for produktionen af Horlick’s, en sød maltmælk til sengekanten, hvis navn er blevet synonym med udtryk som noget værre rod og ofte bruges om Storbritanniens farvel til EU. Ejerne hos medicinalfirmaet GlaxoSmithKline solgte for fem år siden fabrikken, og selvom de afviser enhver sammenhæng med Brexit, spekulerer skeptikere i, at timingen er for påfaldende til at være tilfældig.

“Alt er penge,“ siger 23-årige Jakub foran byggeriet, der lige nu mest er plastik, pap og stillads. Selvom det snart bliver fjernet, forstår han ikke, hvorfor folk overhovedet gider at være i Slough. Han bor her nu selv, ikke ved Horlick’s, men længere ude på en af byens billigere adresser. Det er det eneste sted nær London, ham og kæresten Jagoda, der ligesom ham selv er født i Polen, har råd til en hverdag med en nyfødt.

“Jeg har en mere. Jeg mener … Jeg vil gerne have en mere,“ retter Jagoda sit engelsk og rykker lidt i kraven på Fabian, der sover med halvt lukkede øjne i barnevognen. Ad Horlick’s gangsti, hvor fabriksbygningerne flankeres af forstadsidyl lige om hjørnet, er parret på vej til fødselsdag, præcis som dengang for fire år siden, hvor de første gang mødte hinanden. Begge deres forældrepar bor i Storbritannien, og Jakub og Jagoda har derfor ingen intentioner om at flytte hjem. Men de vil gerne ud af Slough, og det er fortsat umuligt, så længe det kun bliver sværere at lave en opsparing:

“Priserne stiger. På brød, smør, på alt.“

Fra røvhul til smørhul

Et toilet, et røvhul, et sted, hvor ikke engang en hund vil sætte sine poter. Slough har gennem tiden været udsat for megen mobning. Byen blev sidste år kåret som det niende værste sted at bo i Storbritannien af satiresiden iLiveHere for dens skrantende bymidte med efterladte takeawaykasser og tomme øldåser, hvor folk “sandsynligvis ikke kan læse eller forstå, hvad ordet skraldespand betyder“. Eller som da byen i nullerne blev setting for David Brents sjæleødelæggende kontorliv i mockumentaren The Office. Dengang var arbejdspladsen en, man kedede sig ihjel på, nu er den et sted, hvor man til enhver tid frygter at få fejet tæppet væk under sig.

Reklamesøjlerne på High Streets facader vidner da også om, at alt er penge. Bygninger, kontorer, lejligheder er i konstant ud- eller afvikling, alt kan overtages og sælges. Siden 1920’erne har Slough været Storbritanniens industri- og handelsmekka, som længe før EU var et arnested for den britiske forståelse af fri bevægelighed.

Krigsefterladte London’ere rejste de 15 min, det tager med toget fra Paddington, og skotter, irere, pakistanere, indere og polakker kunne gå direkte ind fra gaden og få et arbejde. Migranter blev fra begyndelsen set som en gevinst snarere end en byrde i byen, hvor man i dag taler over 150 sprog, og hvor hvide mennesker er en minoritet. Slough har skabt en succeshistorie på, at migration ikke behøver at betyde underbetaling og udnyttelse og modsat sig fortællingen, at indvandring leder til utryghed, som Brexit-fortalere førte kampagne for op til folkeafstemningen og stadig plæderer for i dag.

Derfor kom det som et chok, da indbyggerne stemte for Brexit med 54 pct. mod 46 pct. I nationale medier blev det straks udlagt som et spørgsmål om, at borgerne synes, at migrationen var gået for stærkt, og at de aldrig var blevet spurgt om samtykke (en konklusion, som den tidligere højrefløjsleder og nu tv-vært Nigel Farage ville gnide sig i hænderne over). Også BBC’s tv-station Panorama brugte anledningen til at vise, hvordan de så racismen mod byens romaer og mellem ældre og unge migranter som udtryk for en indvandring, der var gået for vidt, snarere end et problem, der skal bekæmpes med mere rodfæstede nuancer end at smide dem ud på røv og albuer.

Alle andres fordomme

I The Office ender David Brent alligevel med at elske Slough trods sit dræbende kedelige job. “I don’t know how anyone could put you down,“ nynner han, og på samme måde er der meget, der tyder på, at mobberiet mest af alt er sagesløst. For selvom den frie bevægelighed var og stadig er en skillelinje mellem leavers og remainers, er der ikke meget, der tyder på, at det nødvendigvis er den eneste årsag til Brexit-uenighederne. Op til folkeafstemningen i 2016 blev medieinteressen for migration mere end tredoblet, og indholdet var i “overvældende“ grad negativt. Måske tilhørte forudindtagelserne medierne og slet ikke indbyggerne i Slough?

Det mener i hvert fald flere lokale, der beklagede sig til Slough Express, over det de kaldte doven clickbaitjournalistik. En af dem er Maduhri Bedi, der er folkevalgt løsgænger i amtet Foxborough. Hun plejede at stille op for Labour, indtil hun på et Zoom-møde på Kvindernes Kampdag sidste år forlod partiet i protest mod det lokale lederskab, der ville hæve kommunalskatten, efter at have brugt millioner på en bymidte, der i manges øjne stadig ligger i brak. Det var den sidste dråbe i den “tsunami af sorg“, beboerne havde oplevet efter corona, og beviset på, at man ikke lyttede til indbyggerne, som hun dengang sagde til lokalaviserne.

“Det er, som om politikere ikke rigtigt arbejder for borgerne længere. Derfor er jeg blevet uafhængig,“ siger hun i stuen i villakvarteret Colnbrook, der ligger klos op ad Heathrow lufthavn øst for Slough. Det meste af tiden er der så stille, at man nærmest kan høre nabohusenes engelske flag blafre i vinden, men samtalen afbrydes alligevel hvert femte minut af fly, der lyder, som om de er ved at styrte ned i baghaven.

“Det skulle være det eneste,“ siger hun og kigger ud på SAS-flyet, der er ved at lande over genboen, da jeg spørger, om noget overhovedet kan få hende til at flytte fra Slough, hvor hun har boet siden 1995 med sin mand, der arbejder i luftfartsindustrien. “Jeg blev så vred, Emma,“ siger hun om den første gang, hun så BBC’s dokumentar Life in Immigration Town om Slough og kalder på sin 13-årige søn, der sidder ovenpå og læser til eksamen. Det eneste problem, han ser, er, at High Street en gang imellem kan være lidt “creepy“. Det handler ikke om migration, men om en misligholdt bymidte, forklarer han.

Diversiteten har kun forandret Slough til det bedre, siger hans mor, som heller ikke kan genkende beskrivelsen af en røvhulsby. Som en del af byens hindufællesskab har hun i sine to årtier i byen engageret sig i lokallivet for at fremme kulturudveksling og sammenhold, arbejdet for ensomme ældre og etableret gruppen The Vishaal Foundation for familier, der har mistet et barn. Billedet, der ublu står på kaminen, fortæller hvorfor: Et billede af det nu døde foster står side om side med kunstværker og nips.

En undersøgelse før Brexit forudså, at Slough ville være en af de fem byer, der blev hårdest ramt, efter den endelige handelsaftale trådte i kraft d. 1. januar 2021. Bare få øres prisstigninger kan for landets fattigste betyde et valg mellem suppekøkkener og varme. I Dover holder lastbilerne i kø i timevis, og priserne på helt almindelige fødevarer er steget. Fordi Slough altid har levet af arbejdskraft udefra, er man mere omstillingsparate end andre steder, men derfor også tilsvarende mere sårbare over for forandring.

Selv familien på den anden side af vejen, der engang var hardcore Brexiteers, ville have stemt anderledes i dag, siger hun på vej ud ad døren. Hun bakker dermed op om de undersøgelser, der viser, at Slough som en af mere end 100 byer ville blive i EU, hvis de havde kendt konsekvenserne. Selvom regeringen ville sige, at midlertidigt bøvl er et nødvendigt onde for det større princip – og at mange af forandringerne i dag skyldes corona og krig i Ukraine – mener Bedi alligevel, at Brexit-beslutningen blev taget på et grundlag, der blev forplumret af medier og politikere.

“Er du sikker på, du har fået frokost? Undskyld, jeg ved godt, at jeg lyder som din mor,“ siger hun og trækker alligevel skuffen ud med marsbarer, Yorkies, og Snickers og rækker mig en vand. “Tag en med. Du er i et indisk hjem. Du kan ikke gå herfra, uden jeg ved, du har det godt.“

Vejrtrækning på dåse

Come friendly bombs and fall on Slough!
It isn’t fit for humans now,
There isn’t grass to graze a cow.
Swarm over, Death!

Come, bombs and blow to smithereens
Those air -conditioned, bright canteens,
Tinned fruit, tinned meat, tinned milk, tinned beans,
Tinned minds, tinned breath.

Ifølge den britiske digter John Betjeman var løbet kørt i Slough allerede for 75 år siden. Fremmedgørelsen kom heller ikke her af migration, men med den industrielle udvikling og tilhørende forkrampning af boligforholdene. Efter Første Verdenskrig, hvor området havde fungeret som depot for statens militær, blev byen senere opkøbt af en privat virksomhed, der jævnede beboelse med jorden for i stedet at opføre fabrikker. Menneskeheden og naturen var forsvundet, som han skrev i digtet “Slough“. Byen kunne lige så godt bombes, når der hverken var plads til at trække vejret eller for køerne at græsse.

Storbritanniens frihedsbegreb har aldrig været pure moralsk, men i høj grad været bundet op på færdigheder og kompetencer – og også diskrimination. Da arbejdskraften ikke længere var nødvendig i starten af 1960’erne, indskrænkede den daværende konservative regering frihedsrettighederne for ikke-hvide: Man måtte hverken bo eller arbejde i landet, hvis ikke ens forældre eller bedsteforældre var født i Storbritannien. Det betød, at mange fra landets rigsfællesskab og kolonier de facto blev statsløse. Migration var altså ikke noget, der først kom med Storbritanniens indlemmelse i EU, men unionen vendte den skude, landet sad på.

I dag taler man om, at Storbritannien nu går ind i en lignende periode, hvor statsborgerskab ikke længere er en rettighed, men et privilegie. Med premierminister Boris Johnsons nylige Nationality and Borders-aftale, der fuldfører de danske aspirationer om at sende asylansøgere til Rwanda og fjerner fokus fra egne festskandaler, er også beskyttelsen mod moderne slaveri undermineret. Boris Johnson kobler eksplicit loven med hans Brexit-løfte om at tage kontrollen med grænserne tilbage og afskaffe den fri bevægelighed, for til gengæld at gøre det så svært og gnidningsfyldt som muligt at komme ind i landet.

“Ingen kan rigtig forudsige eller finde ud af, hvad hans politikker virkelig er. Da han var borgmester i London, var der mange, der så ham som den her ret liberale person, og nu er han det modsatte. Har han virkelig andre politiske mål end at beholde magten endnu en periode?“ spørger Matthew Taylor, da vi mødes foran hans møbelforretning i Northwood. Følelsen af at være europæer har han haft siden studietiden, da han læste arkitektur i Canterbury et smutslag fra den franske by Calais, hvorfra flygtninge i hobetal i dag tager turen med små gummibåde over Den Engelske Kanal.

Kort efter Brexit meldte Taylor sig ind i partiet Liberal Democrats og stiftede organisationen Slough for Europe, fordi han ville øge opmærksomheden om beslutningens konsekvenser for byen på Twitter og Facebook.

“Regeringen taler meget om, at visse regler er blevet påtvunget befolkningen på grund af EU, selv om det er regler, de selv har stemt for. Mange mennesker støtter noget, fordi de tror, at det ikke vil påvirke dem, men kun alle andre.“

Har Brexit gjort Slough mere fri eller ufri?

“Det frigjorde dem, der havde fremmedfjendske og racistiske synspunkter, fordi de følte, at det var i orden at sige ting offentligt, som de ikke gjorde tidligere. Da vi kørte kampagne for en anden runde af folkeafstemningen, gik nogle forbi os og bandede og sagde ting på måder, jeg ikke tror, at de ville have turdet før. På den måde føltes det, som om vi var gået tilbage til midten af 1980’erne,“ siger han og forklarer, at selvom racismen findes, er den på ingen måde definerende for Slough.

Lea Ypi, professor i politisk teori ved London School of Economics (LSE), har tidligere skrevet i The Guardian, at Boris Johnsons skandaler har det med at sætte EU i et uskyldigt lys, så vi overser, at både EU’s løbske markedskræfter og Boris Johnsons forståelse af frihed på hver deres måde sætter dele af befolkningen udenfor?

“Vi bliver nødt til at acceptere, at det ikke er alt, EU gør, som er er godt. Så jeg hænger også de dårlige beslutninger ud, hvis det fx handler om, hvordan EU planlægger at behandle flygtninge. Det hjælper på troværdigheden at indtage en moderat position.“

Siden Brexit har antallet af migranter fra EU været faldende, mens der kun er kommet flere til landet fra bl.a. Indien og Pakistan. Flere briter, der stemte for Brexit, spørger derfor nu: Hvis idéen var at begrænse indvandringen, hvad er så meningen med det hele? Nogle argumenterer for, at indvandringssystemet stadig er liberalt i sin natur: Du kan jo i princippet bare betale de mindst 60.000 kr., det nu koster at få din ægtefælle til landet.

Men i Slough er spørgsmålet ikke flygtninge eller ej. Migranter er hele byens DNA, og de kan ikke undværes. I stedet rejser regeringens nye kurs spørgsmålet: Frihed for hvem? Eller som Matthew Taylor siger: “Dagene, hvor folk bare mødte op og fik et arbejde, er for længst væk.“ /Emma Louise Stenholm

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.