Hvem ejer byen?

Venedig har altid været de rejsendes by. Det var her middelalderens korsfarerne stævnede ud mod Det Hellige Land. Det var her romantikkens aristokrater drak, drømte og mistede deres uskyld, når de turnerede Europa rundt i hestevogn. Men turismen er løbet af sporet.

I dag besøger 30 mio. turister hvert år den lille havneby. Boligpriserne er eksploderet, gaderne er én lang kø, og befolkningstallet er faldet fra 180.000 i 1960’erne til 50.000 sidste år. Venedig er ikke længere en by. Det er en oplevelsesøkonomisk forbrugsvare – et museum.

Byens ejendomme fungerer i dag som glinsende statussymboler, som verdens superrige kan smykke sig med, og derfor var det heller ingen overraskelse, at det var her, Hollywoodsmørgrinet George Clooney og konen Amal valgte at holde bryllup i 2014. Lige så forudsigeligt var det, at Clooneys entourage af festklare celebrities blev blokeret på deres bådtur gennem kanalerne af det 294 meter lange Cruiseskib Norwegian Jade. Hvert år ankommer 600 krydstogtskibe nemlig til Venedig, som siden åbningen af en gigantisk havneterminal i 1997 har været start- og slutdestination for millioner af asiater og amerikanere, der er ‘doing Europe’.

5 x indbyggertallet

Venedig er et ekstremt eksempel på en generel tendens: Stadig flere turister besøger de europæiske byer, og selv om det både bringer penge og kulturel udveksling med sig, truer det også flere steder med at omforme byen, væk fra det vi kender.

Barcelona får allerede besøg af 5 gange flere turister end den har indbyggere. Amsterdam har over 8 mio. gæster om året (dobbelt så mange som i 1998), og Rom har 13 mio. Firenze, Berlin, Prag, Paris, San Sebastian – alle oplever en voksende strøm af turister. Udviklingen har også tag i Danmark, som fra 2008 til 2014 har haft en vækst i storbyturisme på 53 pct. Og udviklingen går kun én vej:

I 1950 var der ifølge FNs turistorganisation kun 25 mio. rejsende i verden. I 1980 var tallet steget til 250 mio., sidste år rejste 1,1 mia. mennesker, og man forventer, at tallet rammer to mia. inden 2030.

Udviklingen skyldes først og fremmest, at vi er blevet flere folk på kloden, og at middelklassen er vokset – ikke mindst i Kina, som i dag udgør verdens største turistgruppe. Desuden er priser på flybilletter styrtdykket, billet- og hotelbooking er digitaliseret, og nye deleøkonomiske tilbud er vokset frem. Desuden har de fleste europæiske lande haft travlt med at bygge hoteller, lægge grandiose turismestrategier og føre aggressive markedsføringskampagner for at lokke så mange som mulig til netop deres by. Men de mange gæster har en pris.

”Byer kan nå et tipping point, hvor antallet af besøgende ændrer sammenhængskraften i lokalmiljøet,” fortæller turismeforsker Dianne Dredge fra Aalborg Universitet.

”Vi har set det i Barcelona, hvor skoler og klubber lukker, fordi der ikke er mennesker nok til at holde dem kørende. Mange lejer deres lejlighed ud og flytter ud af byen.”

Hostel eller karate

Masseturismen får efterspørgslen på plads og boliger til at stige. Pludselig kan det bedre betale sig at leje sin lejlighed dyrt ud på Airbnb end at bo i den, huslejen stiger, og folk flytter. Det kan bedre betale sig at drive hostel end at holde den lokale karateklub kørende, og forretnings- og foreningslivet ændrer sig. Man kan stadig drikke kaffe 24/7, for det elsker turister, men der er måske ingen steder at få ordnet sine sko eller gå til fodbold –  byen bliver lagt an til kortsigtet liv, og turismen puster også til manglen på (billige) boliger, som mange europæiske byer slås med.

”Turismen har taget hele verden på sengen,” siger turismeekspert og direktør for konsulenthuset LA Group Stephen Hoeds, som bor i Amsterdam.

”Antallet af besøgende stiger og stiger, og ingen aner, hvad man skal gøre. Byen bliver slagtet lige for øjnene af os, og vi snakker ikke om det.”

Når det går rigtig galt, taler turismeforskere om en museumficering af byen, en tilstand, hvor byernes centrum omdannes til en pseudovirkelighed med barer, hoteller og restauranter, hvor turister med mavebælter og praktisk fodtøj kigger på hinanden, på spisekortet, på facaderne og ind i digitalkameraerne. Et frilandsmuseum uden levet liv.

”Indtil nu har turismestrategien været at tiltrække flere i længere tid. Ingen har rigtig tænkt over konsekvenserne,” siger Dianne Dredge.

Og det er måske ikke så underligt. Når det kommer til vækst og jobs, er turisme nemlig en ”lavt hængende frugt”, som hun formulerer det. Det kræver ikke store offentlige investeringer, det tiltrækker udenlandsk valuta, og det er arbejdsintensivt (selv om der ofte er tale om lavtlønnet sæsonarbejde, der varetages af studerende).

42 x turisme på 30 sider

De senere års danske turismestrategier indeholder da heller ikke meget andet end prisende ord om de mange turister – bekymringer er der ikke nogen af. Debatten herhjemme har begrænset sig til skænderier om planloven og beskyttelsen af den danske kyst (en kamp kysterne i øvrigt ser ud til at have vundet, nu hvor regeringen har rullet sine mest drakoniske liberaliseringer af planloven tilbage – i aftaleteksten nævnes i øvrigt ordet ’turisme’ 42 gange på 30 sider, syv gange mere end ordet ’planlov’ nævnes). Andre steder i Europa går det anderledes hårdt for sig.

De italienske byer i Cinque Terre har netop indført en decideret maxgrænse for antallet af turister. I 2009 arrangerede de tilbageværende indbyggere i Venedig en begravelsesceremoni for deres by, og Berlin, som længe har haft en aggressiv antiturismebevægelse, har netop forbudt al korttidsudlejning af lejligheder – inklusiv AirBnB – med den mundrette lov zweckentfremdungsverbotsgesetz.

Og selv om man næppe kan vende tilbage til middelalderens byporte, kan europæiske politikere sagtens regulere turismen, mener Stephen Hoeds. Man kan forbyde AirBnB, regulere antallet af hoteller, busture og havnerundfarter; skrue turistskatterne i vejret og stoppe de mange markedsføringskampagner – ikke mindst i Kina.

”Jeg er ikke anti-kineser, jeg er anti-‘turister, der kommer i store flokke og kun er i byen få timer.’ Det handler om at bestemme, hvilke slags turister man vil tiltrække,” siger han.

Større areal, længere sæson

Andre forskere slår på tromme for en mindre radikal løsning, hvor man gennem kampagner spreder turisterne over et større areal og over en længere sæson. Men den tror Stephen Hoeds ikke på.

”Turister kommer til Amsterdam for at se Anne Franks hus, Van Gogh-museet og Rijksmuseum. De er her to-tre dage, skulle de så også lige tage forbi forstæderne, hvor der ikke er noget? Det kommer ikke til at ske.”

Men hvem bestemmer egentlig over byerne? Skal storbyeuropæerne – nogle af klodens meste privilegerede indbyggere – have eneret på byens skønhed og historie, alt imens de selv frit rejser på ferie til Bangkok og New York? Skal indbyggere i København K og Kreuzberg, som ofte selv er tilflyttere, have vetoret over, hvem der må komme indenfor?

”Det er svært. Hvis byer har verdensarvssteder, hvilket mange europæiske byer har, har de en pligt til at stille dem til rådighed. På den anden side kan man gribe tilbage til det græske begreb polis – hvor indbyggerne i byen har ret til at regere sig selv.”

Din ven + 1300

Stephen Hoeds er ikke i tvivl:

”Hvis du inviterer 40 mennesker til fest, og de alle sammen tager en ven med, så går det lige,” siger han.

“Men hvis din ven lægger det på Facebook, og der kommer 1.300? Skulle man så bare sige ‘det er en fri verden, alle har ret til at være her’? Nej, det et dit hjem. Det samme med byen. Byen ejes af dem, der bor og arbejder i den – de bestemmer, hvordan den skal udvikle sig.”

Men måske vender Hoeds sine kanoner i den forkerte retning. Professor emeritus ved University of California, Dean MacCannell, som i 1976 skrev turismeforskningens bibel The Tourist, er i hvert fald ikke enig i al den turistbashing.

”I sig selv ødelægger masseturisme ikke byen,” skriver han i en e-mail.

”Byen har altid været et sted, som flere folk har besøgt end beboet. Det der ødelægger byen, er entreprenører, som vil trække penge ud af turister, og som bygger artificielle turistkvarterer og attraktioner. Turistplanlæggere og entreprenører, som vil styre og kontrollere turistpengene, ødelægger de sammenhænge, som turisterne netop er kommet for at opleve.”