Nyhedsanalysen

Sygelige kønsnormer

På Hendriksholm Skole i Rødovre lapper men vinduerne med gaffatape og specialklasserne sidder i køkkenet. Her en slidt, men dog brugbar gynge.

De fleste danskere ryster fnysende på hovedet over historien om den 24-årige pædagog-studerende Malthe Thomsen, som – helt uretmæssigt – blev fængslet for to år siden og anklaget for at have forgrebet sig på 22 børn på International Preschools på Manhattan, New York City. Han var bl.a. under mistanke for at have rørt børn på numsen. Uha! Tabloidaviserne kaldte ham for ”sexmonsteret”. Nu kan han få en rekorderstatning. Heldigvis. Men skandalen står tilbage som et tidstypisk sindbillede på forskruede kønsrelationer.

For hvor er det dog sygt at mistænke mandlige pædagoger for at yde noget som helst andet end professionel omsorg for de små tumlinger, alene fordi de er mænd. I virkeligheden peger sygeligheden tilbage på de mistænksomme: Paranoia over for mandlige pædagoger er i sig selv udtryk for en pervers seksualisering, der forstyrrer børnenes forhold til voksne. Børn opdrages til at tro, at mænd pr. natur er farlige og truende. Men desværre, netop sådan er den nye normaltilstand i danske daginstitutioner.

Op mod hver tredje danske vuggestue og børnehave har i dag særlige retningslinjer og kønsbetingede begrænsninger for mandlige pædagoger, ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet. Det gælder f.eks. forbud mod at smøre solcreme på ungerne eller mod at skifte lortebleer – alene. Altså helt basale og definerede opgaver for enhver pædagog, der skal tage vare på børnenes tarv fra sommer til vinter, tilmed i en praktisk hverdag, hvor der som oftest er underbemanding. Men sådan er det jo: Mandlige pædagoger er blevet en ny tids hekse.

Så meget desto mere glædeligt er det, at Institut for Menneskerettigheder i dag indklager de kønsdiskriminerende særregler til Ligebehandlingsnævnet: ”Det er meget principielt og i offentlighedens interesse, at vi får gjort op med den ulovlige og forskelsbehandlende praksis. Særreglerne er udtryk for en ubehagelig mistænkeliggørelse af mænd i daginstitutioner, og det ønsker vi at gøre op med,” siger ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg fra Institut for Menneskerettigheder i dagens Jyllands-Posten.

Uanset hvad enkelte forældre med forbitret mandehad måtte sige og mene – vel vidende, at faktiske sexovergreb selvsagt skal konfronteres kompromisløst – er det et gennembrud for den fortsatte ligestillingskamp i Danmark, at den sygelige mistænkeliggørelse af mandlige pædagoger nu går rettens vej. Ligesom i Malthe Thomsens absurde tilfælde.

Selv om ingen endnu har rejst en sag individuelt, er pædagogerne også glade for det tiltrængte skridt fra Institut for Menneskerettigheder: ”Vi er ikke i tvivl om, at der desværre stadig trives en mistænkeliggørelse af mandlige pædagoger, og det er en medvirkende faktor til at holde netop mænd væk fra faget. De har det hele tiden i baghovedet, om de nu må give børnene et knus eller bokse med en lille pige. Det er meget uheldigt – ikke mindst for børnene – for de har brug for voksne af begge køn i deres institution,” siger formanden for BUPL, Elisa Bergmann.

Lige så vigtigt det er, at kvinder opnår fair og ligelig repræsentation i virksomhedsbestyrelser, mindst lige så afgørende for Danmarks fremtid er det, at mænd i stigende omfang vinder mere tid sammen med børn. Lederne og forældrebestyrelsesmedlemmerne af de over 100 daginstitutioner, som i dag har nedskrevne regler for mandlige pædagoger, burde faktisk skamme sig. Indtil i dag har de forpurret og perverteret tusindvis af børn – ved at projicere deres egne beskidte fantasier over på en i forvejen trængt faggruppe, der konkret løfter én af de absolut vigtigste samfundsopgaver, nemlig at bygge vores børn op som trygge og tillidsfulde mennesker.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12