From Latvia with love

Kære medborgere i Europa,

Jeg kan forstå, at I ved folkeafstemningen d. 1. juni skal træffe en vigtig beslutning om Danmarks deltagelse i den fælles europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. I får mulighed for at få indflydelse på, hvordan Europas sikkerhed skal se ud, ikke bare nu, men i mange år fremover.

Jeres frihed til at vælge d. 1. juni vil være udtryk for jeres suveræne ret som danske borgere, og den kollektive beslutning vil være jeres som danskere og kun jeres. Men Danmark ligger tilfældigvis i Europa, ikke så langt fra mit land, Letland, og ligesom Letland, er I med i EU og i Nato. Vi er partnere og naboer i ordets brede forstand. Det er derfor, jeg sender jer dette personlige, bedstemoragtige brev. For det, I beslutter d. 1. juni, vil ikke kun påvirke det land, I har privilegiet at bo i. Det påvirker også mit land og dets sikkerhed, nutid og fremtid. Det vil påvirke det, som der er tilbage af min egen fremtid, mine børns, mine børnebørns og mine lettiske medborgeres fremtid. Derfor bekymrer jeg mig om, hvad der sker i Danmark.

Der var en tid i mit liv, hvor jeg var en endnu tættere nabo til Danmark end nu. Før jeg kom tilbage til mit hjemland efter et halvt århundredes lang odyssé, der førte mig over tre kontinenter. Som flygtningebarn af forældre, der flygtede fra den sovjetiske besættelse af Letland, tilbragte jeg over fire år i IRO og UNRRA’s lejre for fordrevne personer i det nordlige Slesvig-Holsten, meget tæt på den danske grænse.

I 1945 havde jeres land netop genvundet sin frihed efter at have været besat af Nazityskland, takket være de allieredes sejr. Danmark kunne ikke have genvundet sin uafhængighed helt alene. Faktisk var I tæt på at miste en del af jeres territorium i 1945, da Stalin havde kastet et begærligt blik på Bornholm, men blev holdt tilbage af de vestlige allierede. Letland havde også haft flere år under nazistisk besættelse, men det genvandt ikke uafhængighed efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Tværtimod blev det underkastet næsten et halvt århundredes brutal kommunistisk besættelse ved at blive tvangsindlemmet i Sovjetunionen.

I de 20 år, Letland var uafhængigt mellem de to verdenskrige, havde det været medlem af Folkeforbundet og havde erklæret sig som neutralt land. Landet var overbevist om, at det ville være tilstrækkeligt til at sikre suveræniteten og den territoriale integritet. Desværre tog man fejl. Ødelæggelsen af Letlands og dets naboers uafhængighed var allerede blevet planlagt og beseglet med Hitler-Stalin-pagten fra 1939.

Min generation, den generation, der stadig har personlige minder om rædslerne fra Anden Verdenskrig og dens eftervirkninger, er langsomt ved at gå over i historien. Generationer af europæere er vokset op efter 1945, for hvem krig kun er noget, der sker i fjerne lande eller beskrives i historiebøgerne. Nu er krigen igen kommet til Europa, og den er tydelig for alle at se på grund af internettet og de sociale medier. Medierne udelader de mest grafiske dele, som “kan være foruroligende for nogle seere“, men måske burde de ikke gøre det, så vi kan se virkeligheden i al dens skarphed.

Se på de udbrændte og ødelagte boligblokke i Ukraine og husk på, at hvert tomt og sortmalet vindue engang var nogens hjem. Hvor de havde deres liv, deres familiefotografier og deres kære ejendele. Se på børnene, der på flugt krammer sig om deres tøjdyr, som er den eneste forbindelse til deres tidligere sikre og beskyttede liv. Se på de gamle kvinder, der forsøger at krydse en vaklende gangbro uden andre ejendele end familiens kæledyr, som de holder fast i deres arme. Og ja, se på de civile lig, der ligger spredt i gaderne eller kastes i massegrave, tænk på de civile, der tortureres og henrettes uden videre, kvinder og børn, der voldtages, og byerne, der forvandles til bunker af murbrokker. Når nogen vilkårligt beslutter sig for at angribe dig, er det, hvad der sker. Og ingen “dialog“ kan forhindre det, hvis angriberen lever i en alternativ virkelighed med løgne, påfund, storhedsvanvid og foragt for andre.

Det er derfor, at forsvar og sikkerhed er så vigtigt. Små lande er aldrig sikre alene, de har brug for allierede, som deler den samme gensidige respekt og deler de samme grundlæggende værdier. Det er derfor, vi har Nato, og det er derfor, at både Letland og Danmark er partnere i Nato. Rygraden i Natos styrke er, at det er en transatlantisk alliance, men Europa kan ikke være afhængig af transatlantisk hjælp alene, hvis det skulle blive ramt af en krise som den, som Ukraine oplevede d. 24. februar. Det er nødvendigt at have en stærkt udviklet og koordineret kollektiv styrke lokalt for at kunne reagere hurtigt og effektivt på lokale trusler. Det her samarbejde har intet at gøre med tab af suverænitet. Det har bl.a. at gøre med det faktum, at København ligger inden for avanceret raketafstand fra den russiske eksklave Kaliningrad!

Så kære Føljeton-læsere, gå ud og stem d. 1. juni for, at Danmark opgiver forsvarsforbeholdet. Det er på tide, at alle europæere melder sig ind i det europæiske samarbejde for vores fælles sikkerhed her på kontinentet. Det er også på tide, at de europæiske lande giver slip på den sårbarhed, der skyldes den store afhængighed af gas- og olieimport fra Rusland. Og mens vi er i gang, er det på tide at leve op til de forpligtelser, vi indgik på Nato-topmødet i Wales. Om at afsætte 2 pct. af vores BNP til vores eget forsvar. Letland (som på ingen måde er et rigt land) opfylder allerede 2 pct.-mærket og vil hæve det til 2,5 pct. næste år. Vi ønsker at være forberedt på det værste, fordi vi har oplevet så meget af det i vores historie. /Vaira Vīķe-Freiberga

Vaira Vīķe-Freiberga var Letlands præsident fra 1999-2007. 

Brevserien udgives med støtte fra Europa-Nævnet.