Du husker måske det elskværdige æseldyr i hit-familiefilmen Shrek 2 fra 2004, der pludseligt en morgen vågner op som en flot, hvid hest. Sikken lykke: Sådan uden videre at blive befriet fra den beskidte æseldyrskrop, som ingen gider tage sig af, for i stedet at tage højhastighedselevatoren til toppen af dyrerigets hierarki. For hvis der er noget, folk elsker højere end grise, køer og kyllinger, så er det heste.
“Heste og grise har de samme kognitive evner. Men fordi vi bedre kan lide heste, går vi mere op i deres velfærd,“ lyder den kortfattede forklaring fra lektor ved Institut for Førevare- og ressourceøkonomi Mickey Gjerris på, hvorfor debatten om Molslaboratoriets såkaldte Rewilding-projekt efterhånden er kørt fuldstændigt af sporet.
“Debat“ er måske mildt sagt. Man kan også kalde det en hestekrig, som Altinget gjorde i rubrikken til en dramatisk artikel torsdag. Biologen Morten D.D. får dødstrusler på nettet og fire dyreaktivister er nu allesammen sigtet for hærværk – én for at fodret en vild hest med æbler.
Hele balladen begyndte i 2016, hvor Molslaboratoriet igangsatte en rewilding af 120 hektar i National Park Molsbjerge; som kort fortalt betyder “at genoprette naturlige økologiske processer med så begrænset menneskelig indgriben som overhovedet muligt“, og helt kort fortalt – at man slipper heste og køer ud i den vilde natur og lader dem passe sig selv for at genoprette biodiverse oaser, som er kritiske for et velfungerende økosystem.
Kreaturerne må altså på bedste “alene i vildmarken“-vis selv stå for at finde føde og “konkurrere om resurserne“, som det hedder, uden så meget som et telt eller en lommekniv. Og det har fået vrede dyrevelfærdsaktivister op i det røde felt. Nogle af hestene sulter, og derfor ser aktivister som Dorthe Brauner Jensen sig nødsaget til at begå lovbrud i den større sags tjeneste. For det er nemlig hærværk at fodre de nyudsprungne vilddyr.
“Jeg gav ét æble til én hingst,“ siger Dorthe Brauner Jensen til Kristeligt Dagblad (betalingsmur). Hun er nu én af de fire aktivister, der altså er sigtet for hærværk.
“Morten D D som i dø dø“
Socialdemokratiets miljøminister Lea Wermelin udpegede for nyligt de sidste af i alt 15 nye nationalparker, som skal oprettes i Danmark. Her skal rewilding-konceptet også indføres, og det har kastet brænde på bålet hos modstandsfløjen. Ansatte hos Molslaboratoriet har modtaget et øget antal dødstrusler.
“Man skal huske, at denne sag handler om én ting: følelser. Der er ingen, der fodrer dyrene for at skade Molslaboratoriet. De gør det, fordi de føler, at hestene har det elendigt, og fordi det føles godt at hjælpe dyrene. Disse følelser vil komme igen, når det bliver koldt, tror jeg,“ fortæller Dorthe Brauner Jensen videre til Kristeligt Dagblad.
Helt Hunger Games-brutale er vilkårene for hestene nu ikke. Laboranterne sørger for, at dyrene bliver tilset hver dag, og at der er fri adgang til vand. I øvrigt kræver lovgivningen, at dyrene trives, hvorfor de løbende fjerner heste fra bestanden, hvis de frygter mistrivsel. Men én ting har Dorther Brauner Jensen vist ret i: Det er følelserne, der styrer proportionerne i debatten om rewilding.
Hos dyrevelfærdsaktivisterne er det hensynet til det enkelte hesteindivid, der vægter tungere end hensynet til en selvopretholdende natur. Hos biologerne er det en langsigtet ambition om at sikre et biodiverst økosystem. Begge hensyn er jo sympatiske i deres udgangspunkt – ulig for eksempel den danske svineproduktion eller behandlingen af burhøns, som alligevel ikke danner havn for helt den samme mængde vrede.
Men vi knuselsker hestene, for de er lettere at integre… nå nej altså, de ligner os me… nærområ… nej altså, der er bare ikke meget Disney over en gris jo!
Man må vel kunne rewilde den danske natur uden, at Morten D. D. skal dø dø, som en vred Bente skrev på Facebook, og man må vel også kunne give kunne give et æble til en hest uden at blive sigtet for hærværk. Ligesom man forhåbentligt stadig kan gå på æblerov i præstens have uden at blive sigtet for indbrud. Klap lige hesten, fristes man til at sige. /Jon Kvist Sommer